Der vil nu blive en lille pause i min indsamling af materiale til Skagensprojektet. Nu kalder jeg det et projekt om Skagen, men i kategorilisten er det jo benævnt anderledes, nemlig som planlægning af en hjemstavnsroman – og det skulle jo gerne ende med sådan et fænomen. Gerne og måske. Mere tør jeg ikke love.
Jeg fandt i dag et billede af min morfar stående foran Hulsig Brugs, og det stammer vel sagtens fra engang i 1920’erne – fik lov at affotografere det, heldigvis, og selv om vi ikke lige snakkede ophavsret, så vil det helt sikkert flyve på bloggen, når jeg igen er hjemme i mine vante omgivelser og med min egen hardisk. Lidt efter lidt vil jeg indsamle så mange billeder som muligt.
Forleden gik jeg en tur på kirkegården i Hulsig – fra grav til grav – og allerede nu synes jeg, at jeg kender de fleste: Ah ja, men se: der ligger nu Peder Madsen, og det var ham, der altid var så slagfærdig, og der hviler Mads Mortensen, som købte et pund safran af købmand Møller i Skagen, og der ligger jo selveste Peder Hjort og der Mads Kokholm o.s.v. og jeg fortalte dem så småt om deres snarlige genopstandelse i en muligvis ikke helt naturtro skikkelse, men alligevel: “I skal ikke tro, I bliver ringere, end I var i gamle dage, når jeg haler jer frem i lyset,” det lovede jeg med oprejst pande, og hørte dem sukke vantro rundt om. Somme tider er jeg måske for respektløs, og det må jeg selvfølgelig ikke være. Her mellem grave gik det op for mig, at det er levende mennesker.
Efter romanen vil jeg jo gerne kunne se hver enkelt i øjnene.
Og nu til noget helt andet: Jeg vil lige minde evt. læsere om, at en julespøg er under opsejling. Det er vist rygtedes.
Den lægger hovedet på bloggen 1. december. Og dag efter dag i 24 dage.
Jeg har sikkert også røbet, at den hedder: “Ved Julelampens Skæg.” Og det betyder ikke, at der ingen julemand optræder, det gør der i al fald, men han er aldeles skægløs, og desuden: julelampen, altså hvis den skulle have været forsynet med et såkaldt skær, kunne let henlede tanken på den rene trivial-jule-romantik, og den slags bliver der ikke meget af, men jo alligevel en lille smule. Ellers ville der jo slet ikke optræde nogen julelampe.
Og skæg er der. Masser af skæg, men som sagt, det sidder ikke på nogen julemand.