Grotten og Elfenbenstårnet og lidt om to digtere, der ville det samme.
”Kom ud!”
Hun må råbe, for han sidder dybt inde i sin grotte, og det eneste, hun skimter, er lyset fra skærmen. Som et sygt, uroligt øje blinker det ud til hende. Hun bøjer sig helt frem og prøver at finde de rigtige ord:
”Jeg savner dig. Forlad dit skjul!”
”Jeg skjuler mig ikke, jeg skriver”.
”Du flygter.”
En brummen ruller ud mod hende, troldeagtig, synes hun, men alligevel kan hun ikke lade være med at krybe endnu længere ind i hans mørke og hviske, at hun elsker ham.
En dag kommer han ud. Mest for at se, om hun er der.
Godt, det er hun, han sukker lettet, og inden hun når at reagere, er han på vej tilbage, og mens hun løber frem og lige når at strejfe hans hår med fingerspidserne, forsvinder han i sit mørke. Her bliver han meget længe.
Trolden derinde i grotten er digteren Henning Mankell, (ham med Wallander), og ovenstående dialog har jeg digtet, men den er alligevel ikke det rene digt. I et interview med Eva Bergman, der er gift med digteren, karakteriserer hun ham som en trold, der sidder og helst vil blive siddende dybt inde i sin grotte, mens han skriver om det mørke, der er i verden og i ham selv.
Kirsten Jacobsen har skrevet en bog om ham, og af den fremgår det, at han er en af de mest samfundskritiske forfattere i tiden, og at han med sine bøger er med til at afdække bagsiden af det svenske ”Folkehjem” – den voksende racisme, egoismen og brutaliteten i samfundet og i menneskers møde med hinanden.
Nogle kritikere af Jacobsens bog dadler hende for at forherlige ham, men det synes jeg ikke, hun gør. Hun er objektiv i sin skildring. Og Mankell er for resten kravlet ud af grotten og har bosat sig i Mozambique, hvor han bl.a. har doneret penge til en børneby. Han betaler sin skat i Sverige og forsøger i det hele taget at leve op til de ideelle krav, han stiller til andre og til det samfund og den verden, han er en del af. Det kan der vel ikke være noget suspekt i? Og dem, der kalder ham selvgod, har vel bare dårlig samvittighed – eller også er de bare dårlige mennesker! Det er nu min mening om den sag.
Men billedet af grotten hænger ved. Og jeg tror, at mange forfattere kan finde sig hjemme i det billede. Det er imidlertid også et billede, der passer til tiden. For selv om det kunstige lys har fortrængt nattemørket, så har der samlet sig meget mørke i sindene og i de kroge, vi kryber ind i, men hvis eksistens vi helst vil fortrænge. Ondskaben og angsten blev ikke fordrevet med lyset i gader og stræder. Eller med ”Oplysningen” for den sags skyld.
Og lyset. Vi kalder vor tid for Lysets Tid, men så glemmer vi, at vor tids lys ikke altid varmer som forårssol i maj, men undertiden blænder og blinder – at det også er lyset fra krigens brændende byer og blitzlyset over Hiroshima. Vor Tids Lys varmer ikke kun, det dræber også.
Grottebilledet hører vor tid til. Det hører også vore digtere til. I en anden tid var det andre billeder, man heftede på digteren og kunstnerlivet. Engang var der ikke tale om en grotte, men et elfenbenstårn. Digteren sad i sit elfenbenstårn. Og hvor lyser det smukt og duftende rent, dette hvide tårn. I modsætning til grotten, der lugter af fugt og forfald. Og så alligevel. Se nærmere på tårnet! Det lyser vel også af kulde. Gør det ikke? Og af hårdhed. Koldt og benhårdt. Men smukt, det må vi holde fast ved.
Og nu springer vi 500 år tilbage i tiden og lander højt oppe i elfenbenstårnet. Og hvad ser vi? Åh jo, der sidder han jo, digteren, bøjet over sit hvide papir og med sin gåsepen i hånden. Langt borte fra verden, akkurat som trolden i grotten, men se blot nøje på ham! Han er sandelig ingen trold, men en herre klædt i fløjl og silke.
Den smukke digter i det smukke tårn var fransk, og han hed Montaigne, og der sad han altså i sit tårn og skrev akkurat som den langt senere og meget fjerne digterkollega gjorde i sin grotte. Men de ville ( vil ) det samme med deres skrifter: ændre en verden, som de syntes dyrkede brutaliteten og skabte grobund for umenneskelighed. Det ville de lave om på. De ville simpelthen gøre verden til et bedre sted levested for mennesker.
Og han var heldig, den gamle digter, for han var barn af en tid, hvor ingenting mere blev taget for givet – hvor alt flød og var i forandring. Og et håb om en bedre verden var blusset op og brændte sig lige ind i digterens sjæl. Jo, han troede, at det nyttede.
Humanismen og renæssancen kalder man de bevægelser, han var en del af, og som lagde sig som et plaster over et såret og hærget Europa. Et Europa, der var i færd med møjsommeligt at rejse sig fra en alt for lang  middelalderdvale, der ind imellem havde været et mareridt. Men nu skulle de nye tider oprinde. Håbet var tændt. Og Europa så sig om med friske øjne og forventning i blikket.
Vi kan se dette nye håb glimte frem i renæssancemalernes billeder. Der strømmer et lys ind over ansigter og klæder, der farvestrålende træder frem af mørket. Rosenrøde og azurblå.
Den måske mest kendte eller i al fald en af de kæreste scener fra Biblen bliver deres yndlingsmotiv. Det skal males igen og igen. Det er det øjeblik, hvor englen Rafael stiger ned til jorden og fortæller den unge pige, Maria, at hun skal føde Guds søn og altså bære kimen til en ny verdensorden i sit skød.
Montaigne er heldig at leve i den tid. Han er også heldig på en anden måde: han er rig. Han behøver ikke sidde på et fattigt hummer i pjaltede klæder som så mange andre digtere.
Det er også ham, der opfinder billedet “elfenbenstårnet” – der må digteren sidde og tænke, langt fra menneskenes turbulente verden. Fred i Europa. En ny verdensorden i kærlighedens tegn. Han har sådanne tanker.
Men der blev jo ikke fred. Nye religionskrige brød ud og satte hele Centraleuropa i brand, og det var en krig, hvor land efter land blev inddraget. Krigen rasede uafbrudt i 30 år, men selv om den sluttede i 1648, varede det mere end 100 år, før alle dens sår og skader var lægte, ja, nogen af dem var uhelbredelige, og vi slås stadig med dem, og der skulle gå mange år, før troen på menneskets evner og vilje til at skabe retfærdige samfund skulle genopstå. 1700tallets filosoffer byggede videre på Montaignes tanker og troede, at blot forstanden fik forrang for alt andet, så ville det rent logisk flaske sig. Og der tog de jo fejl! – deres frihedsbegejstring endte i et af historiens største blodbad: Den franske Revolution – og i århundredet efter fulgte revolution efter revolution i øst og i vest, og det er vel sandt nok, at det meste af Europa endte med at blive en række demokratiske stater. Men vi må ikke glemme, at de demokratier er byggede på blodsudgydelser og rædselsfulde voldsforbrydelser.
Ja, det er det fundament, vi står på. Det er måske derfor, trolden i Sverige har nok at gøre. Det er supermaterialismen, der har sejret og regerer vore samfund, hvor vækst, forstået som så meget produktion og så stort salg af varer som muligt, er den højeste værdi. Og her er der virkelig tale om vild vækst, akkurat som kræftcellen, hvis vækst ikke kan kontrolleres, men ender med at ødelægge det legeme, den vokser i.
Vi har brug for digtere som Mankell, der tror på, at det nytter at skrive om de uretfærdigheder, der er i samfundet – om den nød, der stadig tegner store dele af befolkningernes liv. Og om uretfærdigheden på globalt plan.
Men vi har også brug for en ny Montaigne – en der vil stige op i elfenbenstårnet og tænke nye modeller for samfundsbygning – ikke kapitalismens ( og liberalismens) iskolde vækstparadigmer og ikke kommunismens frihedsknægtende umenneskelighed.
Og nej, så alligevel ikke, for ligefrem en elfenbenstænker skal vi ikke ønske os. Mon dog? Han bygger vel blot en ny ideologi, i hvis navn folk kan myrde løs som de plejer. Nej, men de folk, der virkelig er gode tænkere, og som forstår sig både på tørre tal og levende mennesker burde begynde at tænke sammen, at diskutere … ja, men ikke bare diskutere, hvordan vi kommer over de økonomiske “kriser” og igen kan begynde at svine miljøet til med overproduktion og overforbrug. Nej, det skal være mennesker, der både har hjerne og hjerte og kan føle ansvar både for nutidens og fremtidens børn. Hvorfor findes de ikke? Hvorfor tænker den økonomiske og den politiske videnskab så enstrenget og konformt og i de samme gamle stive mønstre?
Vort århundrede ligner på uhyggelig vis 1600tallet, hvor alt stivnede i faste paradigmer. Det er den samme ubevægelighed, der kendetegner vor tids videnskabelige tænkning. Men bevar mig vel, den skal jo også først og fremmest gavne ERHVERVSLIVET og sikre dets vækst. Det er den vej, forbindelsen skal gå og ikke andre steder hen!!!
ERHVERVSLIVET er jo det liv, der har erstattet MENNESKELIVET. Det glemmer jeg somme tider, fordi det er sådan en hæslig tanke.
Hvornår får vi en renæssance?