De næste mange indlæg vil muligvis forekomme uinteressante for en del mennesker. Det vil blive utvivlsomt blive noget af en opremsning. Notat på notat faktisk. 
Men det er ikke desto mindre min hensigt løbende at indvi  læserne i den del af mit arbejde,  der går ud på at mure det faktuelle fundament for min kommende roman. Og den formodes i skrivende stund stadig at blive en slags hjemstavnsfortælling.
Efterhånden, som de tørre facts indløber og falder på plads, vil også konturerne af en bog sikkert tegne sig. For mig i første omgang, for mine  bloglæsere i anden omgang. Det tør jeg lægge hovedet på blokken for! Så sikkert er det.
Sikkert?  En af mine svigerdøtre sagde engang, hvor jeg var ved at palnlægge et længere forløb: “Ja, vi planlægger, og vi planlægger – og i sin Himmel sidder Gud og ryster på hovedet. Han ved bedre. ”  
For dem, derimod, der interesserer sig for egnshistorie, i dette tilfælde Skagens, er det jo ikke kedelig læsning. Og for mig ganske nødvendigt.
Indlægene skulle gerne give et indtryk af min arbejdsmetode og samtidig give dem, der gerne vil vide mere om Skagen og omegn nogle solide oplysninger.
Jeg modtager med jubel kommentarer og sideindlæg.
Og nu en lille oplysning i forbifarten: det er yderst sandsynligt, at den indre sandflugt ( den i mit hoved) på et tidspunkt bremser min lyst til at arbejde videre med projektet. Der vil så blive en pause, mens sandet blæses væk af andre vinde.
Andre vinde? Ja, for det kan ske, at jeg springer fra Skagen til Ingemann. Ham mangler jeg nemlig noget om på bloggen, og den mangel skal udbedres.
Det er ligeså sikkert, at jeg vender friskere tilbage og fortsætter mit såkaldte Skagensprojekt.