Jeg vender tilbage til det med troværdigheden. Det sker ind i mellem, når jeg er ude og holde foredrag, at læsere fortæller mig, at det og det havde de ikke vidst om Kingo, Brorson eller Ingemann, nu blev de så kloge. Og så må jeg jo skuffe dem, for de ved ikke (ret meget) mere om personerne efter at have læst mine bøger. Men, tilføjer jeg for at berolige de skuffede, de historiske facts snyder jeg ikke med – begivenhederne er stort set taget lige ud af historiebøgerne – og jeg forsøger så godt jeg kan og med de midler, jeg har til rådighed, at spore mig ind på personernes psyke, for efter min mening er granskning af mentalitetshistoriske facts (!) lige så vigtig som undersøgelsen af de ydre begivenheder. Men her er forhindringerne mange: tiden, der er gået, og som udvisker mange spor, og min egen psyke, der stiller sig larmende imellem lige meget, hvor voldsomt jeg prøver at undertrykke den. Den er der.
Og min Kingofremstilling er selvfølgelig præget af, at den er skabt af en ældre, pæn dame, der lever i en anden tid end hans. Vist kan jeg ikke uden videre kravle ind i hovedet på et stærkt og mandigt renæssancemenneske.
Det får være. Vilkårerne er, som de er. Skulle man så lade være med at skrive historiske romaner? Det skulle man måske, men det tror jeg ikke, for der vil altid være romanstof i lange baner i historiens skatkister, og vi har lov at grave det frem. Men … det forpligter. Sådan har jeg det i al fald.
Når jeg alligevel tror, at jeg rammer noget sandt, når jeg f.eks. i min Kingobog skriver om kærligheden ( der efter Kistrups mening slet ikke var opfundet endnu ) så er det, fordi den altid har været der. I forskellige skikkelser ja, men i grunden er substansen den samme.
Jeg vil illustrere det med et par eksempler: den franske forfatter Malraux har skrevet en lille bog med titlen: le musée imaginaire. Han taler her om det museum, vi alle har oppe i hovedet. Illustrerer det med et eksempel på en gudestatue, som han fandt langt inde i bjergene et sted i Det fjerne Østen, jeg husker ikke mere hvor. Da han fandt statuen, blev han slået af dens skønhed, men den lignede jo ikke mere den statue, der blev fremstillet for flere tusinde år siden, og han så ikke på den med den tids blik, han forbandt ikke statuen med det, man dengang forbandt den med, for ham var den f.eks. ikke hellig, havde ingen magisk kraft, og han faldt ikke ned foran den i ærbødig andagt. Men dog slog den ham med forundring. Den virkede kort sagt stadig som det, den var: kunst.
De kunstneriske frembringelser undergår mange forandringer i historiens gang, de forandrer skikkelse og betydning. Tilbage står så det, der aldrig forandres: kunstens væsen.
Sådan er det også med kærligheden. Dens væsen forandres ikke, lige meget, hvordan det aktuelle historiske syn på den er. Det kan man f.eks. se, når man læser Biblen – mødet mellem de unge ( Isak og Rebekka f.eks.) er fuld af sødme og dirrende forelskelse.
Da jeg lavede research til Brorson, og i den forbindelse læste så meget som muligt af tidens pietistiske litteratur, følte jeg ofte, at det virkelig var for meget – for ublufærdigt. At sammenligne foreningen af Jesus og sjælen med samlejet mellem mennesker!!!  Hallo, tænkte jeg, nu er vi da vist for langt ude. Men fandt jo ud af, at vi slet  ikke var på dybt vand, vi kunne sagtens bunde, fik blot billeder forærende, der var stærke og smukke i den tids folks øjne.
Men for os! Jo, der havde jo været en dronning Victoria på den ene side og pornoindustrien på den anden side mellem os og pietismens digtning. Vi har lært, at sex er enten syndigt eller skæg og ballade. Under alle omstændigheder er vores mulighed for at bruge sexualiteten som et billede på Guds kærlighed til mennesket blevet stærkt reducerede. Men tidligere var det ikke sådan. Den sexualitet, som vendte sig bort fra Gud, var skændig, mens den sexualitet, der erkendtes som Guds gave og udfoldede sig i taknemmelighed over sådan en flothed fra Herrens side, var from og rigtig anbefalelsesværdig.
Eksotisk ikke? Jo, men kernen er og bliver den samme, og kærlighedens væsen er på trods af alle ydre ændringer den samme.
Måske synes du, at det jeg her skriver om det uforanderlige ( kunst, kærlighed) er noget postulatorisk vrøvl. Så lad mig høre!