Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art” – Ole Sarvig: Vindrosen sommer 1960.
Fremmedfølelsen er et centralt element i Sarvigs digtning – et grundvilkår. Langt senere tages begrebet op af de marxistiske digtere, men nu har det skiftet betydning. Der er nu tale om en menneskeskabt følelse: fremmedfølelse = fremmedgørelse – mennesket er gjort fremmed af den måde, det har indrettet samfundet på = kapitalisme. Det har gjort sig selv fremmed og kan altså også gøre sig selv fri = revolution.
Men for 60’ernes modernisme er det som sagt et grundvilkår. Der er således ikke meget håb om forløsning – vi er og bliver ukendte planter på den her fremmede klode.
Og hvis der alligevel er en forløsning, så ligger den på det metafysiske plan. Og her står Sarvig ikke ene – han var i samklang med de fleste af dem, der kaldte sig heretikere (f.eks. Martin A. Hansen, Poul la Cour ), der i al fald var enige om, at tiden var stivnet i rationalisme og systemtænkning.
Sarvig, som så præcist udtrykker fremmedfølelsen med ovenstående citat, endte med at tage sit eget liv. I den sidste ende af livet skrev han mange salmer. Så han har vel troet på, at der eksisterede en skaber. At den fremmede (for mennesket) klode er Guds skaberværk. Og vel også, at frøet skulle spire og vokse i et hinsides liv.
Det synes jeg ikke helt jeg kan forstå, Nej, selvfølgelig ikke, for det hverken KAN eller SKAL forstås. Væk med forstanden!! Så langt rækker vor fantastiske hjerne ikke.
I dag taler man om evidensbaseret viden: det man har evidens for = har bevist gennem en række metodiske forsøg..
Det vendte man (Sarvig) sig imod og holdt fast i, at vi ikke kan ”erkende” sandheden empirisk, men må acceptere uigennemtrængeligheden og at der er en ”højere sandhed” en trancendent virkelighed, som vi aldrig fanger mere end en flig af. Den kan åbenbares, men ellers ser vi den kun stykkevis. Sådan er vort vilkår.
Ja, det er jo sådan set også det, kristendommen siger. Og så er det jo lige her, at man blander to ting sammen (tro og viden) , når man i et hug udtaler sig om videnskaben og dens love og kristendommen og dens forkyndelse.
Der er jo faktisk så stor forskel på LOV og FORKYNDELSE, at de aldrig kan mødes.
til slut endnu et citat:
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Kor. 13,12)