Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I aftes tog jeg et billede af min vildtvoksende have og tænkte, at den mere og mere ligner mit liv. Eller rettere: min uregerlige indre bevidsthed, hvor tankerne snor sig ustyrligt mellem hinanden og snart går i en og snart i en anden retning. Jeg tænkte også, at den have da aldrig er i ro – alt er i bevægelse, meget dør hele tiden og nyt spirer hele tiden frem og trodser sig til en plads i vildnisset. Dræbersnegle er der også i massevis i bunden – og de har fået nogenlunde fred som den del af diversiteten, de nu engang er – men nu er de begyndt at æde mine courgetter – ellers ville jeg lade dem være i fred eller ufred som alt det andet. Men nu fik de modstand. Af med knolden!! eller hvad det nu er, jeg hugger af dem.

Vi sad og snakkede på plænen i dag. Ole og mig. Det gør vi jo hver dag i denne smukke sommer, hvor sol afløser regn. Her er et billede af vores plæne, der sikkert ligesom resten af haven ville give “rigtige” havefolk ondt i maven. Og haveselskabet ville nok få kollektivt kollaps. Men den må IKKE slåes. Den er så smuk. Se selv.

Her sad vi og snakkede. Vi snakkede om (JEG snakkede om) , hvor forskellige vi er: jeg kan ikke sidde stille i to minutter, og Ole vil helst sidde så stille som muligt så meget som muligt, og jeg må TRÆKKE og LOKKE ham med ud på (små) gåture, for at forhindre, at han går i stå – at han får lidt motion.. Men sådan har det altid været: han kan lide stilstand og ro, har aldrig haft travlt. Jeg derimod sværmer for bevægelse og uro. Det filosoferede jeg højt over, mens han gryntede hyggeligt til svar, som om han lyttede. Så sluttede jeg tiraden med ordene: “hvordan er det mon gået til, at vi to fik hinanden, når vi nu er SÅ forskellige? Jeg mener, hvad skete der i grunden?

Han så på mig med et smil og sagde: ET UHELD

Så var det, vi kom til at grine begge to. Et uheld!!!! MON DIEU hvor var det heldigt! – Hvor er det heldigt, at der kan ske den slags uheld.

Vi har gode dage. Foreløbig mest det. Og vi er taknemmelige for hver dag.

Jeg cykler hver dag en lang tur, og her er så meget smuk natur, at det hver dag er en lige stor fornøjelse: Væksterne, der forandrer sig fra dag til dag og fra uge til uge. Vejret, der skifter og himlen. Ikke mindst himlen. Den er så forunderlig og næsten smukkest, når et uvejr er på vej.

I dag cyklede jeg mellem to byger. Og se engang en himmel. Ja, billedet er jo som Grundtvig skriver: “når skyggen er ligest da hulke de små, som stirrer derpå.” Sådan er det: vi ser somme tider noget, der får os til at længes mod det fuldkomne. Men vi ser kun skyggen. Og længslen vokser.

Det ved jeg ikke, om du kender den følelse. Grundtvig gjorde. Jeg gør også. Men her ser du skyggen af skyggen af skønheden, som vi måske skal møde en dag: