Svends engel med edderkoppehår og kravevinger. Men hun er ikke til at slå ud. Det er tydeligt. Selv den værste Satan må give op over for hende.
 
Jeg faldt over denne lille tegning i dag. Utroligt, som mine børn har tegnet engle – men de har selvfølgelig haft en fin model ganske tæt på. Nu siger jeg ikke mere, men I må gerne tro, at det er Ole.
For resten er engle jo et besynderligt folkefærd. Mon nogen tænker på, at Satan i sin spæde ungdom var den mest hengivne af alle Guds engle? Men det var han. Han skabtes som seraf, og serafer brænder af lidenskabelig kærlighed til Gud. Han hed den gang Lucifer, og det betyder Lysets Engel, og han var den, der stod nærmest Gud. Men så gik det alligevel sådan, at han ikke kunne styre sit eget store ego og ville tiltuske sig ikke blot Guds magt, men også hans pragt. Og så ved vi jo nok, hvordan det gik: han fik et spark og havnede i Helvede. Og det er jo også mest her, vi træffer ham i vores lille fortælling, som fortsætter nu:
 
14. december:
Men hvem der glædede sig var Det Ondes Fyrste. Han sad på sin trone og foretog sig unævnelige ting, som han imidlertid blev afbrudt i, da der tonede en veltilfreds Vestenvind ind på hans helvedes skærm. Den lo og sagde ham, at alt var klaret. De skide unger var frosset ihjel i det iskolde vand.
En tid hørte man kun de tos umenneskelige latter. Så blev der stille en stund, men pludselig jublede Fanden op mod sit lave loft: “Færdige – de er totalt færdige! Totalt! Det var for resten et herligt ord.” Og han smagte på det og skreg: TOTALITARISME – det bliver det næste. MIT TOTALE VERDENSHERREDØMME. Fra nu af kaldet: DEN TOTALE GLOBALISERING!  – Juhuuuu … sådan blev han længe ved at juble i sin ensomhed. Men så voksede just ensomheden ham over hovedet, og han piftede voldsomt i sin djævlefløjte. Og det varede rigtig længe, inden der kom nogen. Og det var kun et lille djævlepjok, der nu stod og hang foran ham, mens det suttede på sin halespids.
”Hvor er de andre?”
“De har ikke tid. Men jeg måtte ikke være med. Jeg er for lille.” Og han lod den forsuttede hale forsvinde helt ind i flaben.
Fanden vendte sig om, det var et ækelt syn med sådan en lille suttende djævleunge. Så gentog han: ”hvor er de andre?”
”De har travlt.”
”… med hvad?”
”Med at pille fjerene af en engel.”
”Hvilken engel?”
”Hende den frække, du ved.”
”HENDE!!!  Åh, min Gud … havde jeg nær sagt.” Så vendte han sig mod pjevset: ”Hør, du må straks blive voksen og hente hende ned til mig!”
”For sent … hun er allerede grydeklar. Og jeg er for lille.”
”Kan du så adlyde! Hent hende! Eller jeg plukker hvert eneste hår af din pels, og bagefter får du dem i din havregrød!”
Den sidste replik skulle den lille fyr lige fordøje, inden han bestemte sig: han syntes så godt om sin hale, og hvis resten af pelsen smagte lige så godt  … . Men så ombestemt han sig og for i rasende fart op mod Guds grønne Jord.
Fyrsten sad atter helt ene og forladt. Han kløede sine horn – åh, havde han bare haft et træ at gnubbe dem imod – men intet vil gro hernede. Han sukkede dybt, men ingen hørte det, og de hørte heller ikke den lille monolog, der fulgte:
”En lille, dum djævel er den eneste, der møder op, når jeg kalder. Verdensherredømme! – my as! Men det skal blive løgn, skal det, så sandt, som jeg er den, jeg er.” Med en trist stemme fortsatte han: ”Men hvem er jeg i grunden?”
Med ét bliver helvedets port slået op og ind vrikker en sælsom djævlefolk, slæbende på en halvdød engel. Hun er stadig utrolig smuk, men vingerne ligner en parasol, der har været udsat for orkan. Og der er for anden gang i vores fortælling gået hul på hende.
”Hvad i Helvedets Navn bilder sådan nogle forbandede rottehoveder og rævehaler sig ind! Udøve selvtægt! Forgribe sig på en af mine! Læg hende ved mine fødder!”
”Måske sku’ du huske at indvi os i dine planer, så vi ikke kommer til at forgribe os på dine udvalgte. Vil jeg lige sige.”
”Ja, og hende der, hun var selv ude om det. Hun fløj lige ind i vores flok. Som om hun hørte til.! Sagde en af de andre.
”Hun hører til!” brølede Den Ondeste.
”Hun er da ingen djævel!” parerede en dristig en af slagsen.
”Men det bliver hun. Under min behandling.” Han lo ondt.
”Vi har haft hende under behandling. Selv uden fjer og med knækket vingestativ, ligner hun en lækker spiseengel. Og se lige på hende! Hun er ikke syv sure sild værd for dig, men for os … giver du hende til os, så skal vi ikke fodres i flere dage.” Djævlen lo ondt, og Satan så på englen og mærkede sit eget spyt samles og sive ned langs skægget.
”Der ser du,” lo den lille djævel, men den store slog ud efter ham, og lige med et var djævleflokken spredt for alle vinde. De skulle ikke nyde noget. Fyrsten kunne godt fortære et par stykker, når han var sulten nok. Og han var sulten nu. Og englen lå så lækkert og indbydende foran ham.
”NEJ!” brølede han til sig selv, og råbet vækkede den unge pige, som så op på ham med sit engleblik, hvori alt kunne læses.