De tre unge mænd sad klistret til skærmen, hvorpå der flimrede en tekst frem, som de ivrigt slugte, mens de flittigt tog notater. Bag dem stod en urolig englen, som de ikke lige havde plads til ved skærmen, det ene øjeblik blegnede hun – i det næste tegnede der sig et næsten lykkeligt smil på hendes røde læber. Pludselig gav det et sæt i hende. Hun vendte sig om og fægtede med armene, som om hun vilde holde en angriber i skak.
”Lad mig være!” hviskede hun ud i luften, men da var det, som om usynlige hænder greb
hende og ligesom sugede hende ud af rummet. Ude på gangen blev hun trængt op i
en krog, og her faldt hun gispende sammen.
Hun løftede hovedet og så lige på Den Lede, der spærrede hendes udsyn.
”Gå din vej! Jeg har ingenting gjort.” Næsten råbte hun.
”Nej, det har du nemlig ikke, DIN LUREPASSER!” Satans stemme skurrede af had, og det var en af hans ækleste skikkelser, der nu tonede frem og lænede sig ind over hende, og næsten tog stemmen fra hende.
”Jeg har ikke lovet dig noget,” hviskede hun og holdt hånden op for ansigtet.
Satan skubbede hendes lille hånd til side og nev hende i den ene kind, mens han hvæsede: ”Men jeg har lovet dig noget.
Det gjorde så ondt, at englen begyndte at græde.
“Ja, dit tuderi hjælper ingenting, min pige. Men det må du selvfølgelig selv om. Hvis du virkelig foretrækker at spille artig resten af dit liv, så velbekomme, siger jeg bare,
men jeg havde nu indtryk af, at der var spræl i dig.”
”Du er tarvelig!”
”Ja, mildt sagt.” Han trak djævlekloen til sig. Der sad lidt blod på spidserne.
”Og du skal ikke bilde dig ind, at du kan få mig til hvad som helt,” sagde hun uden overbevisning.
”Mon ikke? Du er jo ingen dødbiderengel, er du vel?” Hun rystede på hovedet, og det var umuligt at se, om det var af skræk eller om hun gav ham ret. ”Nå, men vær du blot rolig, vi to forstår hinanden, det ved jeg. Og jeg kom blot for at advare dig imod de såkaldte ”gode gerninger” som jeg kunne have dig mistænkt for at udføre, blot fordi HERREN har hjernevasket dig og desuden lagt en vis portion dødvægt i din ellers så sprælske og levende karakter.” Han greb hende i kraven, men hun rev sig løs og styrtede ned ad alle trapperne, og han blev stående tilbage med den løsrevne krave i sin klo. Han kastede den fra sig og spyttede galde ud over den. Så var også han væk.
Men drengene var i mellemtiden blevet færdig med læsningen, og nu lo Tom en befriende latter.
”Du malede næsten Fanden på væggen før, og så er opgaven så enkel: vi skal blot finde en båd og så sejle ud til øen Hjelm og følge et kort. Det er jo Skatteøen uden pirater, mand!”
”Ja,” svarede Svend, ”hun overdrev, Den gode Fe. Det her er jo som en leg.”
En times tid senere kunne man se tre drenge gå søgende om fra båd til båd. Selv de allermindste joller var låste. De kunne ikke en gang finde en robåd.
”Vi bliver altså nød til at dirke en lås op. Hvad ellers?” sagde Svend og sprang op på kajen.
”Det kan vi sgu’ da ikke.” Tom så på ham.
”En leg, var det det, du sagde, Svend?”
”Vi er altså nødt til at finde en fyr, der kan dirke en lås op, hvem kan det?”
”At dømme efter aviserne, så hænger der fyre nok om i gaderne i Århus, som kan lave alverdens ulykker. Og for resten også gør det.”
De traskede op i byen, og allerede i en af de første gader så de en flok indvandrerdrenge stå og hænge ud. Hurtigt løb de derhen. Og standsede op lige foran flokken og var pludselig blevet mundlamme.
”Hvad fanden er I ude på?” En stor dreng skubbede til Tom, der stammede, at de bare lige ville høre, om der var nogen, der ville hjælpe dem.
”Dyp snablen et andet sted, moster,” kom det fra drengen, som nu knyttede næverne. De andre drenge fulgte trop, og pludselig stod vennerne foran en mur af knyttede næver.
”Kom, vi skrider,” sagde Svend og greb Tom i armen. Lidt efter gik de i en mørk gade, og her fik de øje på en dreng, der gik søgende fra bil til bil.
”Bingo,” sagde Svend. ”Ham der! Hej du der! Vil du tjene en hund?”
Drengen kom tøvende nærmere.
”Hvordan?”
”Du skal dirke en lås op.”
”Let nok.”
”Og du får en hund.
”To.”
”OK.”
”Tre.”
”Nu strammer du den.”
”Jep.”
”Kom med!”
De var kun nået halvvejs ude af havnen, da de hørte en motor bag sig. En lille båd
nærmede sig hurtigt.
“For pokker da også. Det er havnepolitiet. Hvad skal vi sige?”
”Øh … at vi skal ud og fiske.”
”Hvor er så lige vores fiskegrej?”
”Det … har vi øh … glemt.”
”Det lyder fint, men for pokker nu er de her. Vi må finde på noget.”
De nåede ikke et ord mere, før politibåden lå på siden af dem og beordrede dem til at standse motoren.
”Vi har lige fået en båd meldt stjålet.”
”Nå. Hvor mon den kan være henne?” Tom forsøgte at se uskyldig ud, og de to andre lagde også deres ansigter i de rette folder, men det hjalp ingenting, for nu sagde betjenten:
”Jeg ved, at det var jer. En dreng, som jeg stoler på, fortalte mig det.”
”Ham ka’ du overhovedet ikke stole på. Det var ham, der dirkede låsen op.”
”Det ved jeg, der var et øjenvidne, som så hele forløbet og fangede knægten og ringede os op. Så I kan godt vende kajakken og skifte den ud med kasjotten.”
Svend så bedende på ham. ”Det må De ikke gøre mod os, hr. betjent. Det gælder selveste verdensfreden.”
”Ha ha ha … verdens … ha ha ha.”
Jerry stillede sig op foran ham, ”men det er sandt nok. Vi er ude i en vigtig mission. Vi skal nemlig … øh … vi skal … faktisk … øh …”
”frelse verden,” tog Tom over.
Manden bukkede sammen af grin. ”Frelse verden”, lo han, ”den har jeg sørme ikke hørt før. Ha ha ha …”
”Jamen det er vel ikke forbudt? Tænk på Jesus!” sagde Tom og Jerry supplere: ”Ja, eller Harry Potter, hvis du bedre kender ham.”
Betjenten skiftede fra latter til vrede. ”Så er det nok. Blasfemiske er I oven i købet – I trænger virkelig til en straf. Ind til kajen med jer!”