Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, så tænker jeg på at skrive en bog om KOKHOLM. Den tanke kom ikke ud af den blå luft; jeg fik tilbudt at låne Lise Troldborgs private arkiv om familien Kokholm. Det kunne jeg ikke stå for.
Derfor ser mit arbejdsbord kaotisk ud lige nu. Kig engang:

Familien kendte jeg i forvejen, for jeg fandt stof til Hulsig-bogen i hele Skagen Landsogn, også i Kandestederne. På Houkjærgården, den, der senere skulle blive til hotel (skønt gården levede videre som gård) boede mine forfædre i begyndelsen af 1800-tallet og tidligere endnu, og dem, der tog over, da min tipoldefar Peder Houkjær gik på aftægt (han døde 1891), er jo også min familie. Min oldefar Ole Houkjær, arvede ikke gården, det gjorde broderen Mads, og hans datter Elisabeth giftede sig med den navnkundige CHRESTEN KOKHOLM og sammen byggede de det  HOTEL KOKHOLM, der hurtigt skulle blive et yndet feriested for mange af tidens store kunstnere. Og et årligt udfulgtsmål for kongehuset.
Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. 
Og hvis jeg finder at fortællingen er OK – , så bliver det til en bog. .
Jeg er ikke forsker. Det vil jeg uddybe.
Fik som ung tilbudt en forskerstilling på Århus Universitet, og et par dage efter fik jeg besked på, at jeg havde fået jobbet som gymnasielærer i Randers. I tre dage gik jeg hvileløst om – jeg prøvede at se mig selv i de to roller:
– fordybet i ord og borte fra verden omkring mig. Det var et godt syn. Jeg er sær nok til det.
Så forsøgte jeg at se mig selv i et klasseværelse, hvor jeg skulle VÆKKE en flok 15-18årige drenge og piger. Det billede foretrak jeg efter lang tids usikker vaklen frem og tilbage. Måske mest, fordi jeg erkendte, at jeg er for usystematisk ( eller for rodet i hovedet) til forskerrollen.
Rollen som pædogog og formidler skræmte mig nu også lidt – jeg er den generte type, men alligevel kunne jeg mærke, at det var en udfordring, som jeg fandt meningsfuld. Og som jeg måske nok kunne klare. Og derfor blev jeg lærer og ikke videnskabsmand.
Jeg var lærer i 25 år.
Og hvad kommer de betragtninger mit nye bogprojekt ved? Jo, det er sådan fat, at jeg ikke tror, at jeg kan skrive sagprosa, så nogen gider læse det. Og desuden, jeg er hverken systematisk eller pedantisk nok til at få alle detaljer til at spille sammen i et tilstrækkeligt autentisk og præcist mønster.
Så det bliver vel noget i retning af Hulsigbogen, hvor jeg ind imellem “snyder” ved at opdigte situationer og begivenheder, men hvor hovedindholdet dog hviler på et solidt kildemateriale af faktuel karakter. Jeg sov ikke de mange timer på Skagen Lokalarkiv. Jeg har heller ikke tænkt mig at sove i den kommende tids intense researcharbejde. Først går turen til Harboøre, for der kommer hovedpersonen fra. Og var de ikke indremissionske? især fiskerne – og var Chrestens far ikke fisker? var han landarbejder? Alt det skal jeg finde ud af og desuden noget solidt om, hvordan det var at være barn i Harboøre i slutningen af 1800-tallet.
Nok om det.
Jeg har de seneste dage læst i 100vis af breve fra Lises arkiv og er dybt bevæget af læsningen. Navnlig Elisabeth Kokholms breve har rørt mig. Det vender jeg tilbage til. Nu ved jeg, at min oldefar Ole Houkjær havde en elskelig søster. Selv var han noget af et bæst, men det var “mandfolkene” ofte i den gren af familien. Og så var kvinderne dog i al deres blidhed de stærkeste.
Mere om det senere.
herunder et billede af min tipoldefar, Peder Houkjær:

Karakterfast. Ja vist. Men hans sønner, Mads, Ole og Jens blev vidt forskellige. Jens blev blid og venlig, Hans barnebarn Christian Houkjær har skrevet så smukt om sin bedstefar Jens Houkjær.
Ole blev skør – det ved vi fra Lars hesselholts erindringer: Hulsigminder.
Og Mads, ja, hvordan var han i grunden?. Han holdt i al fald ikke livet ud og måtte selv gøre en ende på det.
Det må have sat sine dybe spor i børnene? Og i alle vi efterkommere?
Tja … min anden tipoldefar; Christian Krøg, tog også livet af sig. Hmm … hvad skete der egentlig?
Men Jens Houkjær var som sagt et venligt og rart menneske. Harmonisk tror jeg. Det afspejles nu også fint på nedenstående billede, som Hjørring Lokalhistoriske Arkiv sendte mig for år tilbage:

Det er Jens, der her er fotograferet med hustruen Andrea.
Ole Houkjær ( min oldefar) så streng ud, og det var han jo:

Jeg har (endnu) ikke noget billede af den 3. søn, Mads Houkjær – og ærgerligt nok, for han er en af hovedpersonerne i den måske vordende bog, da han jo er svigerfar til Chresten Kokholm og far til den elskelige Elisabeth. Hun er for resten en kusine til min farmor Elise Houkjær. Og hende husker jeg tydeligt. Hun var bestemt rar mod os børn, men sandelig også en bestemt dame.
Hvis du vil læse mere om Hulsigbogen og Hulsig i det hele taget, kan du klikke ind på den kategori i højre side, der hedder “Hjemstavnsroman” – der er over 1000 sider om den lange vej til bogen, og du gider jvelikke læse dem alle. MEN: du kan skrolle eller springe til næste indlæg og det næste igen osv. indtil det hele stopper, og så kan du vælge det lille ord nede til venstre: Older posts – klik på det og du kan fortsætte i Husligbogens spor.