Tobias skulle skrives færdig.

Men. Tobias blev lidt fjern. For …

For mågerne skreg, og efteråret ruskede i hav og i træer. Og bølgerne slog som rasende mod stranden. Så derfor: på med hue og støvler og store frakker og ud. … ud på heden og ned på stranden. Stride sig frem i vinden, mærke og høre naturkræfterne rase og regere i stormen. Og hvordan de overdøvede alt andet. Den oplevelse kan ikke sammenlignes med noget andet, synes jeg. Og jeg kommer til at tænke på forfædrene: hvordan de stred sig ned til havet, ikke for at mærke naturkræfterne rase, men for at kæmpe imod dem. De kom, fordi skibe var i havsnød, og de kom, fordi de var nødt til det. Nogen måtte sætte livet på spil for at redde andres liv. Det var hårdføre folk. Og dem er man trods alt rundet af. Det er faktisk en ret god fornemmelse.

——————————————-

Husker nogle digte, som jeg skrev i 1960.

Jeg boede dengang på kostskolen i Silkeborg, og jeg længtes hjem, navnlig i efteråret var det slemt. Jeg savnede havet og himlen . Her i det idylliske Silkeborg ( smag lige på navnet!) var der træer og blinkende søer alle vegne.

Så skrev jeg digte. Det hjalp. Der, i ordenes skinverden, kunne jeg trække vejret.

Her er et par stykker fra den tid:

——————————————————————-

——————————————————————–

Min krop

vågner

hver celle

får liv

fra stormen

og stjernerne

og den sorte nat

og lydene

fra brændingen

og den hvide

vildskab

omkring mig

tænder en gnist

som sikkert

fortærer angsten

———————————-

————————————-

Nu fanger lyden

af hav mine sanser

en brølende brænding

overdøver

stormen fra andre steder

havet kærtegner min kind

havet er stærkt og salt

vinden er vild og varm

klitterne strækker sig

tavse og uden bøn

silhuetter i sommernatten

lykkelig står jeg nu her

og er menneske

————————————————

————————————————

Universet er tomt og tier

himlene ler ikke mere

månen er blottet og hård

min tanke

og tvivlens lille brod

——————————————–

——————————————–

Og så fik Tobias altså lov at ligge og hygge sig med sin engel.

——————————————————————————–

Han udviklede sig dog en smule i sene nattetimer; fik negle og hår. Er nu ikke mere foster. Blev langsomt barn. Blev dreng. Blev teenager. Og han blev ikke blot forelsket, han blev gift, han blev kastet ud i livet på den brutale måde, der hørte tiden til, og som for resten hører alle tider til: han skulle gennem de klassiske lidelser og mærke sin angst, før han kunne … kunne hvad?

————————————————————————————–

Ja, så langt er jeg ikke nået. Og så langt er der for resten mange, der ikke når.

———————————————————————————————

En ting har jeg tænkt over : Til alle tider den samme flugt, den samme menneskeforagt. Ikke så meget har forandret sig, siden Tobias gik på jorden ( eller Jesus for den sags skyld) . Læste i Information om en ung Afghaner , 21 år, som er kristen, og som derfor er flygtet til Danmark. Nu blev han så forleden sat på et fly og tvangshjemsendt til Afghanistan. Han blev bundet fast til sædet, men inden nåede han at sluge et barberblad.

—————————————————————————————————–

Ville hellere dø end blive sendt til tortur og uvished i sit hjemland.

—————————————————————————————————–

Tobias oplever det samme. Ja, der er jo ikke noget fly, de kan sætte ham på. Men farerne, hadet, usikkerheden og angsten  er det samme. Brutalitetens og ondskabens arme griber til alle tider lige hårdt.

————————————————————————————————————

Også i dag er verden fuld af Tobias’er – men ikke alle følges med en engel. Eller gør de? Jeg beder til, at de gør det. At Guds Engle ikke forlader dagens flygtninge. For vi mennesker har forladt dem.

———————————————————————————————————————

Men tilbage til Tranestederne. Som der ser ud en oktoberdag – forleden dag.

Et sted læste jeg forleden følgende sætning:

Den udtalelse vil mit næste indlæg handle om.

Ari Shavit fortæller hvorfor de smukke drømme visnede.