Nu har jeg lovet mig selv og alle Skagensvennerne, at jeg flittigt vil tygge mig igennem læselisten ( den kan du se i et tidligere indlæg) – sådan, at jeg kan sige, at jeg har været igennem det mest centrale af den litteratur, der er bedrevet om Skagen.
Lidt drøvtyggeri blev det da også til i dag.
Forrige gang var det Rifbjerg, der stod for skud, og fair nok, han har Skagen på nethinden, i de øvrige sanser og i ord og billeder af stor relevans og kvalitet. Det samme kan siges om Bech Nygaard og hans glimrende bog om skagensfiskerne ( læs om dem i tidligere indlæg) .
Nu kom turen så til Aase Hansen og romanen “Alt for kort er Duggens Tid”, og hun er et nyt bekendtskab for mig og sikkert også for dig, kære læser ( om jeg da har en sådan læser, vil hun/han altid være kær) – men havde vi været læsende kvinder i 1940’erne og 1950’erne, så havde vi kendt hende. Hun var nemlig vældig populær, nærmest den tids svar på Hanne Vibeke Holst, og populær af samme grund: hun skriver om kvinder og kunstnere og dagligdag og hjertesorger og så videre, så enhver kan begribe det og finde svar på sit eget brevkassespørgsmål. Stor litteratur er det ikke, men gedigent håndværk, og det er allerede noget. Jeg vil lige citere romanens slutning, for den er ret betegnende for resten:
( side 171 ) Greta satte sig hen under Lampen, og Nanna tog Blokken og begyndte at tegne den unge Pige, der ikke længere var fordybet i sin Bog, fordi Vingeslaget af den første Forelskelse havde faaet hendes Hjerte til at skælve. ( citat slut)
Jeg undrede mig side efter side over, at bogen findes i fortegnelsen over “Litteratur om Skagen.” Men tror nu, at det skyldes, at der er lagt en historie ind i historien, som har forbindelse ikke bare til Skagen som geografisk sted, men også specifikt til byen som kunstnerby, idet den er en let genkendelig spejling af en almindelig kendt Skagenshistorie, nemlig den om Marie Krøyer.
I Hansens roman hedder hovedpersonen Nanna og er kunstner. Hendes mor var også kunstner og levede på Skagen med sin talentfulde ægtefælle, som hun imidlertid forlod, fordi hun forelskede sig i en svensk digter, som hun “flygtede” sammen med, men han var selvfølgelig svigefuld, og da hun indser sin fejltagelse er det for sent. Det er nogenlunde Marie Krøyers historie, og måske er det den evige historie. Tolstojs “Anne Karenina” handler jo om præcis det samme, og således har denne historie om kærlighedsdriftens altfortærende magt floreret til alle tider. Og altså også her.
Historien om Nannas mor fortælles i en dagbog, som Nanna sidder og læser ( mange år efter morens selvmord) – Og selv om den dramatiske kærlighedshistorie udspiller sig i Skagen, så er det meget lidt, man hører om stedet. Her er et lille pluk:
( Citat side 104):
Saa købte vi Huset paa Skagen og slog os ned der. Skagen var jo de danske Kunstneres Mekka. Men jeg havde ikke Georgs Kærlighed til Hav og Klitter og djærve Fiskertyper. Jeg elsker det lunefulde brogede, det lette tindrende Virvar. Derfor elskede jeg Paris. Jeg naaede ikke til at male det, men jeg kunde leve det.
Jeg frøs mere paa Skagen, end jeg havde gjort hjemme i de høje Kuldegrader ( hun er svensk) . Jeg er kuldskær, jeg har altid higet efter Sol. Vinteren ved Havet var saa lang og graa, Landet saa fladt og selvudslettende. ( citat slut).
Først da hun forelsker sig i digteren Torsten, får Skagen farve og lys: ( citat side 105):
Men noget sjæleligt er der nok ogsaa i det, for den Sommer Torsten kom, oplevede jeg virkelig det Lys over Skagen, som Georg og Lars altid talte om. Min Lykke gjorde mig seende, formoder jeg. Jo, den Sommer var der over Skagens Strand den samme lyse Tindren, som jeg havde oplevet mine første Maaneder i Paris. ( citat slut)
Kort sagt Paris og Skagen det er et fedt.
Romanen handler først og fremmest om nogle kvinders følelsesliv, og kommer man udenfor det, så er man i en slags farveløst univers. Med mindre følelserne som ovenfor citeret kan projiceres ud i landskabet. I sig selv er det ingenting.