Et par billeder fra Kandestederne.
Man kommer ikke uden om Klaus Rifbjerg, når man samler stof om Skagen. Her er det Skagen Landsogn, der står for skud – først i novellen: “Poulsen privat” fra samlingen Sommer ( 1974). I den giver digteren en ret så bidende karikatur af skuespilleren Poul Reumert,  som i første halvdel af 1900tallet  havde et hus i Kandestederne. I nedenstående citat møder vi “Reinhard Poulsen”, som han hedder i novellen, i Skagenstoget på vej til sin sommerferie i Kandestederne. Han sidder og tænker ( over sig selv) :
( citat fra side 30):
Jo, det var et særligt land, og han erobrede det hvert år med samme store forventning. Bagude lå sminke og støv og anstrengende prøver og den bestandige kamp med underlødige instruktører og af og til tvivlsomme tekster ( når man forlod det klassiske repertoire ) og forude det uendelige stormombruste hav, den hvislende marehalm og de blødende, storslåede solnedgange. Måske allermest når den store ildkugle for enden af sin skrå bue dykkede i havet, og strålerne fra den anden side horisonten i en skimren af rosa, grønt, perlemor, svovlgult, sort og skarlagen ramte de vandrette aftenskyer, følte Reinhard Poulsen sit hjerte bæve. Nej, måske var det tværtimod: først da blev han stille, først da gik alle legemets funktioner ind i et uhørligt, usynligt, uføleligt samspil, der var den rene natur, en ekstatisk tilstand, men samtidig helt kølig, et inspireret øjeblik, men aldeles nøgternt, en drøm af virkelighed, ja, hvis han tænkte rigtig efter, så følte han over for naturfænomenet det samme som over for publikum, når noget lykkedes og kontakten var ubrydelig. Da skinnede inspirationens perlemor ud over prosceniet, og hele rummet fyldtes, da ophævedes grænsen mellem kunst og natur, forstillelse og ægte væren, da blev Reinhard Poulsen, hvad han med sin teknik og sit talent forsøgte at gestalte, da smeltede han i en tilstand af iskold superbevidsthed, men virkelig smeltede han sammen med publikum, og de udgjorde i fællesskab et legeme, en uudslukkelig sol, der tilsammen rummede al verdens lys og dermed, hvad vi alle lever af og på, selve væksten. ( citat slut)
Ja, den får ikke for lidt, men da Poulsen lidt efter står på Hulsig station, kan han slet ikke finde det rette ben at stå på. For han har sendt bud efter vognen fra Kokholms Hotel, og nu står der et ægtepar, som gerne vil køre med. Hvad skal han stille op med dem og deres forespørgsel? Han går helt i stå og skynder sig at blive kørt til Kandestederne, selv om chaufføren, der er bøvet og taler jysk og dusser den store kunstner, er sur over at skulle køre to gange til Hulsig. Og Poulsen er sur over, at denne bonde er så primitiv, indtil han pludselig husker på, at det netop er bøndernes autenticitet og ægthed, han kommer til Nordjylland for at møde. Tanken formilder ham.
Og så videre … vi ser ham ankomme til hotellet, hvor han skal spise, men tvinges til at sidde til bords med en højestetssagfører ( heldigvis højesteret … ) og senere ser vi ham ankomme til sommerhuset, hvor han får travlt med at opstille alle sine skilte med  PRIVAT.
I det lange digt “Kanderstedersuiten” udfolder Rifbjerg sit store lyriske talent. Hans onkel ejede Kandehus i Kandestedernes storhedstid, og Rifbjerg tilbragte mange ferier der. Her i Kandesterne har Rifbjerg i dag et sommerhus. Alt det kan man læse om i den glimrende bog: “I begyndelsen var lyset.”
Digtet om Kandestederne er dejlig læsning og i øvrigt meget rifbjergsk, så man er nok så meget inde i ham – fra sjæl til fordøjelseskanal – som man er ude i naturen. Mange af digtene er humoristiske, og i langt de fleste føres man med ind i en digters skarpe sansninger. Jeg skriver et par af de digte, jeg selv finder meget smukke eller ret sjove eller begge dele. Det er selvfølgelig ikke helt fair over for teksten, som jo hænger sammen og bør læses i sin sammenhæng. Men det gør nu ikke alverden – de små pluk siger alligevel ikke så lidt om indholdet af resten.
( Jeg har brugt udgaven fra 1994, Gyldendal og citerer fra den)
(Citat fra side 19):
i skyggen malker bladlusene / hinanden ind i ekstasen/ saften driver
fluesnapperen har travlt / imploderer vingesvirrende / i sultens og forplantningens krydsild
alting sukker
( citat fra side 35):
Voksarabesker brænder / i kaprifoliernes bål / og kupler sig plastisk / til tabernaklet letter / og genskinnet rammer / sværmerens kors
højere oppe ser / nymånen til / med sin stilhed / sin skævhed / sit græskarsmil
( citat fra side 43):
det er belastende at være tørv / alene navnet
man har frygtelig meget på nakken / som man ligger der i årtusinder
lag på lag
og selvom man er en skov med / fugle og blæst og regn / foldet sammen og / kapslet inde /
flad og fuld af længsel / efter at blive fundet / og støbt i firkanter / og smidt i kakkelovnen
for atter at genopstå / luftig og alligevel langsom / brændende i spiraler / over en romantisk aske
er det noget andet/ men hvem ved om et luende sværd /ikke er gemt i massen
diamanten og ildfuglen ikke først var tørv
————-( citat slut)
Ja her fik man så lige en lille sang til martørvens pris!
( citat fra side 55):
sandet bl.a / forlader vandet / stiller sig selv på højkant
landet bl.a / sandet / opstår på denne måde
alting bl.a. / månen / ser sig forbløffet omkring
vandet landet og sandet / ligger og ligner sig selv
men sandet bl.a. / sandet / flyver pludselig væk
landet bl.a. / landet / dækkes af dette sand
så hvor skal man / stille sin cykel / i dette forfløjne land / til hvad skal man læne / sit hoved og lægge sig ned / og få fred / når landet bl.a. / landet / selv aldrig / lægger sig ned ( citat slut)
(citat fra side 60):
for det er så smukt i dag / havet roligt / himlen hvælvet / og svalerne flyver
altid på jagt / efter sig selv / efter sig selv efter sig selv
projiceret ud i / myriader af prikker / sorte / usynlige som den længsel
man jagter selv under / volter og ustandselige / manøvrer
for at få noget at spise / og fortære sig selv
for det er så smukt i dag / havet roligt / himlen hvælvet / og svalerne flyver ( citat slut).
(citat fra side 72):
siddende på min fars mave / med en dachshund ved siden / så jeg alt / og tog det til mig
mens min onkel kaldte / de skøre hunde hjem / min tante stod og strøg / med en cigaret i munden
og min mor i et helt andet / hus fæstnede sit hårnet / forsigtigt kiggede ud ad vinduet / hvor to heste
blev trukket forbi og ind i / stalden hvor de med mulerne / dybt i hakkelsen gumlede / sig ind i evigheden
d.v.s der hvor vi allesammen / befandt os sådan som det var og skal / være og stadigvæk / er. ( citat slut)