Jeg ved det godt. For alle dem, der er på min alder eller ældre, giver den overskrift associationer til 1930′ ernes berømte valgplakat: STAUNING ELLER KAOS.
Men her er nu ikke tale om en valgplakat, men en overskrift i WEEKENDAVISEN fra 13. maj, og den henviser ikke til et valg, men til et dilemma, som de færreste måske tænker over til daglig, som alligevel er af samfundsmæssig relevans. Det drejer sig om fænomenet INSTITUTIONALISERING. Et grimt og klodset ord, som ikke desto mindre indeholder flere nuancer end man umiddelbart skulle tro. Det vil jeg skrive lidt om. Og giv endelig dit besyv med, hvis du har lyst.
Det psykiatriske Hospital i Risskov.
 

Fælles for de to institutioner og for mange af de andre, der blev bygget i 1800-tallet er det palæagtige i byggestilen. Æstetisk fremstår de som en fryd ( eller en pryd) for øjet – en kende for voldsomme måske, men imponerende.. Det er landets største arkitekter, som har været på spil, og det gælder også, når talen er om de udvendige rammer, f.eks. det smukke have/parkanlæg ved Sankt Hans, udtænkt af Gottlieb Bindesbøll i 1860.
Ingenting kunne være for godt til de psykisk syge. Og helst byggede man hospitalerne langt fra byens larm og uro – midt i en smuk og levende natur. Bygningerne og omgivelserne skulle så at sige gå op i en højere enhed af harmoni og ro. Et privilegium, der ellers var forbeholdt adelige og de rigeste familier – de højst placerede i samfundet.
Men de sindssyge var hverken dengang eller nogen sinde før eller siden at finde blandt “de højst placerede.” Tværtimod. Ingen rangerede lavere på den sociale rangstige end de “tossede”. Men hvordan hænger den kendsgerning sammen med det skær af herskabelighed og luksus, der omgav dem? Hvorfor denne kontrast mellem ydre pragt og indre elendighed.
Ideen med at anbringe de syge i afstand fra de raske og i skønne omgivelser og smukke huse er jo tiltalende, ikke sandt? Her var ro til at finde helbredelse – ja, og der har da også været tænkt skønne tanker i kloge hoveder.
Men det var jo som allerede antydet langt fra et luksusliv, der ventende den, der blev indlagt i disse smukke 1800- talshuse. Det var ikke altid kærlige hænder, der tog imod, og det var ikke ligefrem sympati, der strømmede den syge i møde. Men det var heller ikke det modsatte, der skete. Det skal vi se om lidt.
Går man en tur gennem rummene på Risskov Psykiatriske Museum får man syn for sagn. Tvangsmedicinering, tvangsfiksering og tvungne kirurgiske indgreb var en synlig del af den syges virkelighed. Men det var alligevel ikke hele virkeligheden.
Også inden for murene var der arbejdet med de “rene linjer” og begreber som skønhed og velvære var faktisk tænkt ind i konceptet. Ikke at rammerne og rummene var ens for alle patienter. Langt fra. Den klasseforskel, der herskede uden for murene, sås også indenfor. Og nu kan vi se helt bort fra tidens fattigste. Hvor sindssyge, de end blev, så fik de aldrig adgang til de flotte hospitaler. De levede et usselt liv i fattighusene, i udhusene eller som fattiglemmer i småkårshjem, hvor man tjente lidt på at holde dem i live.
Sindssygehospitalerne var forbeholdt dem, der kunne betale. For der skulle afregnes ved kasse 1 for hver eneste ydelse, og det kunne løbe op for de stakler, der var henvist til at leve år efter år på institutionen. Eller rettere for deres familier, for der måtte være et bagland, der kunne og ville betale.
Mens standsforskelle var der rigtignok i de store huse. De rige boede, som de var vant til. De andre måtte tage til takke med en enklere boform. Her et par billeder til illustration af disse forskelle. Sådan så spisesalen ud for dem, der havde midler. Maden var muligvis også bedre:

Og her spiste de mindre bemidlede:

Min onkel Karl boede på Risskov fra 1920 og til han døde i 1957 – 60 år gammel. Jeg har læst hans journal, og han holdt aldrig op med at længes hjem til Hulsig og familien.
Og sådan var det for en stor del af beboerne. Langsomt, dag for dag, måned for måned, år for år institunaliseredes deres tilværelse, og de mistede kontakten med livet og deres familie udenfor. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det har været, men man kan danne sig et indtryk ved at besøge museet i Risskov og ved læse i de bøger, der er skrevet om stedet.
Her kan man læse om et samfund i samfundet. Der er en hel verden, som lever mere eller mindre selvforsynende og på sine egne præmisser og uden ret megen skelen til verden udenfor. På Sankt Hans levede der over 1000 personer i den lukkede verden, som institutionen var. På Risskov = Jydske Asyl, var der ligeledes altid en svæm af ansatte og indsatte, som indgik i en slags fællesliv i dagligdag og fest. Ansatte havde bopælspligt, så man var sammen altid.
Og vist var der også festlige stunder, og vist blev der gjort meget for, at livet skulle “ligne” det normale liv. Til stederne hørte f.eks. landbrug, hvor sindssyge fra bondestanden kunne arbejde under beskyttede forhold, og der var køkkenhaver, hvor de kunne deltage efter evne. Og de syge hjalp til i køkkener og vaskerier. Og havde den syge et særligt talent, så blev det plejet ligeså omhyggeligt som det syge sind blev det. Således var der mange af de indlagte på Risskov, som var talentfulde billedkunstnere. Det mest kendte eksempel er Louis Marcussen, der også kaldtes Ovartaci, som i øvrigt har lagt navn til et lille udsøgt kunstmuseem: Ovartaci Museet i tilknytning til Psykiatrisk Museum. Her kan man beundre en lang række kunstværker skabt af de syge, der i tidens løb har boet her. Ovartaci var indlagt i 59 år – og i alle årene malede han de smukkeste billeder.
Fest og glæde. Jo, det var der tid til. Der blev f.eks. afholdt baller, hvor alle, der kunne, måtte deltage i dansen, og der var dilettantkomedier og udflugter og badeture og meget andet af det, der kendetegner et liv i en almindelig familie. Men plejeren var ikke en bror, og lægen var ikke en far og oldfruen var ikke en mor. De var og blev erstatninger på godt og ondt, men efterhånden og som årene gik, kunne de syge undertiden glide ind i en slags tryghed, hvor de (måske) var bedre stillede, end de ville have været det ude i samfundet. Man holdt sikkert aldrig op med at savne familien udenfor – men institutionen gav den syge faste rammer og et overskueligt liv, der kunne dulme smerten i et nerveforpint menneskesind.
Det er også værd at tænke på, at det at have et “tosset” familiemedlem føltes som en stor skam. Man var en plet på familiens ære. Det var man ikke på hospitalet. Her blev man accepteret – ind i mellem endda respekteret – man var jo det egentlige grundlag for hele institutionens eksistens. Uden syge ingen læger. Uden syge ingen plejere. Uden syge ingenting.
Herunder et lille kig ind i festsalen på Risskov:

Det er mit indtryk, at der i den lange opbevaring på hospitalerne, som var det almindelige i gamle dage ( hvis man elllers kunne betale) gjorde to ting: den virkede vanedannende på de syge på den måde, at de faldt til ro i de faste rammer, og den gjorde dem muligvis uegnede til at vende tilbage. Men ingen forsøgte at skubbe dem ud i det mindste.
ASYLER hed de gamle huse. Asyl betyder fristed. Et tilflugtssted for plagede og jagede mennesker. Og de gamle huse forsøgte i det mindste at leve op til den betegnelse.
Jeg ved ikke meget om, hvordan livet former sig i dag i de gamle huse. Kun ved jeg, at de lider af  åndenød. I dag kan man ikke tidligt nok få sluset den syge ud i samfundet igen. Sengepladserne nedlægges, og det går rivende hurtigt. Det er meget muligt, at ideen er smuk: at normalisere den syges liv – lade ham tage del i det liv, de raske lever. Inkludering hedder det vist også. Derfor har man skabt den såkaldte distritspsykiatri, der går ud på, at de syge skal gå til ambulant behandling og ellers klare sig selv i boliger, man har prikket ud til dem.
Man vil decentralisere og normalisere. Der er bare det, at den syge ikke kan leve under de forhold, og det ender alt for ofte med vold – mord eller selvmord. Den syges vrangforestillinger ( som er en del af sygdomsbilledet) forsvinder jo ikke automatisk, når han/hun får påbud om at leve udenfor i den almindelige verden, der for alle meget syge er alt for hård og barsk. Det ender undertiden mord eller selvmord. Den syge bliver en fare for sig selv og ofte også for omgivelserne. Det sidste måske fordi folk i dag er præcis så uvidende om sindssyge, som de var for 100 år siden.
Her ses ideen udformet, som den nok så smukt er tænkt ( fra Den store Danske):
distriktspsykiatri, organisation af psykiatrisk behandling med hovedvægt på ambulant behandling i patientens lokalsamfund frem for indlæggelse på psykiatriske afdelinger. Distriktspsykiatri tilstræber dermed en decentralisering af behandlingen og større integration af den psykisk syge i lokalmiljøet.
Men det fungerer jo kun, hvis der nok af “omsorgspersoner” udenfor: læger, sygeplejersker, psykologer, socialansatte osv. som har tid til at tage sig af den enkelte syge “udslusede” person. Det er der ikke, og alt for mange sindssyge overlades til et liv på gaden eller i stor ensomhed og angst.
Da jeg læste på Århus Universitet og boede i byen – og det er mange år siden – traf jeg tilfældigt en af mine klassekammerater fra Th. Langs Gymnasium. Erik, hed han, og han var psykisk syg allerede da vi gik i skole sammen – det sidste år var han meget fraværende, men bestod sin studentereksamen.
Nu mødte jeg ham så mange år efter og tilbragte en dag sammen med ham. Det meste af tiden gik vi rundt i skovene ved Risskov og snakkede sammen. Han var ret syg, og jeg husker ikke tydeligt, hvordan vi skiltes. Det forekommer mig, at han blev indlagt. Jeg så ham kun den ene dag og besøgte ham ikke på sygehuset. Jeg turde ikke. Var forelsket i en anden og sandt at sige bange for mine egne følelser.
Et svigt. Ja, men sådan har jeg beklageligvis svigtet flere gange i mit liv, men det kan jeg ikke gøre om – bare føle mig flov over, at jeg ikke var stærkere og bedre til at tage hånd om mennesker i min nærhed.
Hele dagen gik vi i al fald sammen, og jeg husker, at det hjalp på hans angst, at der var en at snakke med og som ville holde om ham, og som i det mindste forsøgte at forstå hans smerte.
Det var i maj. Sommeren stod på spring, alt spirede og blomstrede omkring os, mens vi gik der i de lysende grønne skove. Men skønheden og lyset fik hans smerte til at vokse, og han kunne slet ikke glæde sig over foråret, men krøb mere og mere ind i sin egen onde verden, og alt det spirende liv omkring ham syntes at gøre ondt værre.
Mange år senere skrev jeg en novelle, som var inspireret af den underlige dag sammen med Erik, som jeg altså ikke kunne hjælpe særlig meget.
Novellen foregår ikke for 50 år siden, men lige nu og kommer her:
 

FREDERIKS FORÅR

 
Han vakler på sin søjle af 20 år. Så ser han, at døren er åben. Ja, det er sandt. Han skal ud nu. Jo, jo, siger de, for nu fungerer han fint: pulsen slår, øjet blinker, læberne skiller sig, og der er tænder i munden. Lidt spyt endda. Og se bare: det ene ben følger det andet. Han går. Benene bærer ham ubesværet fremad og ud. Så åbner de alle sluser, og lidt efter er han ikke mere inde, men ude. Udenfor læner han sig tilbage og presser ryggen mod muren.
En tid stå han stille og ser ind i den nye frihed. Derude pulserer byen. Der skal han være. De har sagt det. Med venlige smil har de gjort ham begribeligt, at han er fri. Nu kan han gå, ingen holder ham tilbage. Absolut ingen. Ansigter, piller og spænder er taget væk, og de peger, og han følger retninger, som de afstikker. Lydigt siler han ud i det fri. Den vej der, kom nu Frederik, ja, ja, godt gået, Frederik. Og benene bærer ham uden besvær, bærer ham som et blad, der blæser i vinden.
Så giver de ham plads. Også det. En lejlighed. Hans. Egen. En plads på toppen, hører ham dem sige og sluger det lille smil, der følger efter. Det kunne han trænge til, mener de, sådan som han har lidt og i tavshed. Og alt for længe. Nu er det hans tur. Deroppe fra kan han se verden, det tænker de måske. Og få nye ideer, udsyn.
Men Frederik kan ikke. Selv om benene bærer hans tynde krop, så kan han ikke gå. Ingen steder. Og han kan ikke se. Jeg kan ikke gøre for det, hvisker han, for han vil nødig skuffe dem, men han kan ikke gøre noget. Han hvisker, men de hører ingenting. Så skulle han tale højt. Men han hvisker.
Det er der. Det er vokset frem ligesom stemmerne, der begyndte at mumle og sive fra alle sprækker og revner, ja, selv fra havens tæer og blomsterne i parken. Sådan svor de sig sammen.
Det er forår, og der er alt for mange træer, alt for mange blade, der kværner, saftspændte, mens de sender grønne stød ind under huden. Og blomsterne. Der står de og skriger i rødt og gult. Og han ville kvæle alle farver, hvis han kunne. Han ville nå dem, før de når ham. Farverne, der blotter sig og vil trænge ind i ham. Og som kalder smerten frem og maler falske og vilde fester ind i hans blod. Safter det til i brogede billeder af løgn.
Nej, nej, nej. Så hellere vinterens hvidhed. Dens kulde og renhed. Lige nu vildner alt omkring ham, det strækker sig spændstigt i det skærende dagslys, og han krænges ned i de få huller af mørke, der er tilbage. Suges i svimlende fart bort fra lyset, der blænder og dræber. Laserstråler mod hans sarte sind.
Han går ind i det hus, de har valgt til ham. Stiger op til de to rum, hvor han skal leve. Han finder sengen, en alkove, trækker forhænget til side og falder en smule til ro.
Her er så stille og mørkt, at han kan være her. Stiller sig i et af alkovens dunkleste kroge og presser kroppen ind mod væggen. Vil ikke ligge udstrakt, tør ikke, men vil heller ikke rulle sig sammen og blive cirkelbarn igen.
Som han står sådan, oprejst i alkovens indre, kan det ikke ramme ham. Herind trænger ingen farver og ingen spjættende forårsspring. Ingen syge fugle skriger her, ingen safter søler ham til, her tordner tavsheden ro.
Hans tanker samler sig i et enkelt dødt punkt, hvor de ikke kan stikke syle i ham. Her lader han dem dø, ord for ord. Så er han tom og ren, og den store hvidhed fylder hans ensomme mørke, sort og hvidt favnes mat, men hellere det end de lange fangarme af liv, der spræller udenfor, og som vil ham med hud og hår.
Her i mørket kan smerten vel dø i små suk, og den brændende svie, som vågner ved hvert fuglefløjt, vel visne.
Men nu slår lydbrokker ind i hans stilhed og truer den. De brister som bobler i ørerne, og han kan ikke bruge skriget, for hvis lydene bryder ud af hans mund, kryber dæmonerne frem og omarmer ham, nedlægger ham. Han kramper sig fast, vil ikke væltes. Han vil stå her, indtil vinteren lægger et slør over livet og knuser det i is og kulde. Så han igen kan høre og se. Indtil da er der kun mørket for ham. Og dette hjørne af verden, hvor han endnu kan stå oprejst.
Men han ved det godt. Her kan han ikke blive. De vil komme og lægge hænder på hans sjæl og tø den op. Og de vil fiske ham ud af mørket og sende stråler af liv ind over ham, og blidt vil de lægge ham i senge og stole og på grønne plæner og i sol og vind.
De kommer. Og han vil strække hænderne imod dem endnu engang.
Længe bliver han i mørket. Så længe, at nætterne barmhjertigt trækker dagene bort og lægger slør over himlen. Det er godt, for han tåler ikke solens brand. Frivilligt trækker han nattens tæppe over sig.
Men en dag er det slut. Han har længe mærket det komme, og ved, at nu må han følge med kroppen ud i lyset, hvor skarpt det end er. Og sammen vakler de hen til ruden. Svajer i det skærende hvide, banker panden mod glasset. Så giver det efter og splintres, og blodet siler ned over hans ansigt og rammer de nøgne, hvide arme. Røde blomster springer ud på huden og gror i sollyset.
Nu står han i vinduet og mærker vinden, og kroppen begynder et liv uden ham. Den spreder arme ud, den lader blodet dryppe ned i karmen. Han følger det med øjnene, dråbe for dråbe. Vokser fast. Smerten kryber ind i hudens alt for tynde panser og fylder ham helt.
Armene bliver fuglevinger, en på hver side, og han vil give dem fri, så de kan slutte sig til koret af stemmer, men opdager, at de er låst fast og vil forblive vinkelarme til hans krop. Så må han følge dem i faldet. Han læner sig frem.
Så flyver han.
 
For nogle år siden var jeg ude at læse op, jeg tror det var i Holstebro, og jeg læste bl.a. novellen om Frederik. Det gør jeg aldrig mere.
Bagefter var der en kvinde, der græd. Jeg lod som om jeg var døv og blind og efter en pause fortsatte jeg med en anden tekst. Men bagefter kom hun op til mig og jeg følte mig utilpas. Men hun ville bare sig tak. Jeg havde læst om hendes søn, sagde hun, og ham var der ellers ingen, der forstod. Hun var taknemmelig, fordi der var nogen, der kunne se ind i det sind, der var så forpint og fremmed.
Jeg ved ikke, om jeg kunne det, men der var altså en, der mente det. Og tak Erik, fordi du åbnede en dør ind til den verden, vi andre ikke forstår ret meget af.
Og nu endnu et par ord og et hjertesuk: Vi svigter de sindssyge, og det har vi altid gjort, og det vil vi måske altid gøre. En brækket arm er til at forstå, men det syge sind er ubegribeligt for os “normale”.
Og også i dag rangerer psykisk sygdom nederst i sygdomshierarkiet. Som der står i artiklen i Weekendavisen skrevet af den fremragende journalist Pernille Stensgaard: I sygdommens hierarki gælder det om at have en fin sygdom i et ærbart organ. Og hun citerer lægen på Sankt Hans Karin Garde for følgende udtalelse:
“Det er de følelser, som sygdommen og den syge vækker i andre, der bestemmer om den bliver mødt med det fulde utræk af højteknologi og behandling. Det er en helt almindelig magtkamp, og den taber psykiaterne hver gang, fordi der er det stigma, at de syge selv er lidt ude om det, at de er farlige og besværlige.”