Min farfar, Janus Hesselholt, skrev i sin ungdom dagbog. Noget af det skrevne er bevaret, og nu har jeg lånt en del af det af min fætter Jørgen. Og tak for det.
Herunder et lille snit af den unge mands betragtninger over sit liv. Der er så sandelig noget at leve op til for alle os efterkommere – jeg håber, mine børn sluger hvert ord og lever derefter.
Ha ha  … og så tænkte jeg efter at have læst hans tekst,  at vi  netop nu i disse tider måske er på vej ind i en lignende og lige så belastende moralisme. Når man f. eks. ser på, hvordan den nye skolereform er skruet sammen, så skriger NYTTETANKEN akkurat så højt som dengang og måske endnu mere skingert, for på farfars tid var der dog også tale om åndelige værdier, som han vægtede akkurat ligeså højt som de materielle.
Den slags er svære at få øje på i tidens værdisætning. Her gælder det den knaldhårde materialisme. Vi skal ikke mere opdrage vor børn til hele og harmoniske mennesker, men til flittige nyttedyr, der kan skabe innovation til erhvervslivet og valuta til landet.
Jeg citerer lige fra en artikel af Pernille Stensgaard, Weekendavisen 17. oktober. Det er her en præst og mor til to børn, Rikke Juul, der udtaler sig:
“Vi tager barndommen fra dem og indpoder dem også en lille frygt. Som om de måske ikke kan klare sig, hvis de ikke lærer netop dette. De skal lege med LEGO, fordi det er “godt for dem”, og fordi vi ellers er nervøse for, at de ikke får viden og forspring nok.
I England har en legetøjskæde taget skridtet fuldt ud og kaldt sig Early Learning Centre.
…… De (= børnene) skal være udadvendte, stille sig op og sige noget, se folk i øjnene, lære at indtage forskellige roller. Der er for meget fokus på at gøre dem til dygtige, små voksne. Endnu dygtigere end vi selv var Jeg tror, det ender med, at deres egen leg dør ud. Den er unyttig. Den leg, der måske bliver tilbage, er styret af forældre. Vi stikker næsen ind i et rum, der egentlig er deres for at være sikre på, at de bliver dytigere af det. Selv når de render ude, tænker man på, om de får motion nok. Vi er med dem alle steder. De får ingen alenetid, dels fordi det er farligt, dels fordi de skal lære noget.”
LÆRING – ja, det er blevet det nye matra. Men se nu, hvordan farfar så på sagen:
 

Men her kommer råt for usødet hans ord, som er nedfældet 27. marts 1883:
Betragtninger og Grundregler:
Om kort tid er fire og tyve Aar henrunden, hvilket mindst maa betragtes som en tredie Del af mit korte lIv, og ved at betragte mig selv og hvad jeg har udrettet, maa jeg bedrøvet tilstaa: intet er jeg, og intet har jeg udrettet, som kan vise, at jeg har levet paa Jorden saa hvis jeg i dag skulde rejse herfra, vil jeg og min Gjerning om kort Tid være glemt.
Og hvad er Grunden til, at jeg ikke har udrettet mere end hvad jeg har? Jeg maa takke Gud, jeg mangler ikke Forstand, skjønt mange ere bedre begavede end jeg, har jeg dog mig selv at takke for, at min Forstand ikke er bedre udviklet end den er. Jeg mangler heller ikke legemelig Begavelse, mange ere vel større og stærkere end jeg, men jeg har dog nærmest mig selv at takke for, at jeg ikke er stærkere end jeg er i legemelig Styrke og Helbred, og jeg mangler heller ikke Villien til at udrette noget godt, men den er for svag, og derfor kan jeg ikke skyde Skylden paa andre end mig selv; thi Gud har sat mig her i Verden med en fri Villlie og under frie Forhold. Fejlen ligger helt ved mig selv og for største Delen deri, at jeg ikke har villet forsage mine egne Lyster.
Jeg vil fra denne Time vende om og søge at blive et nyttigt Menneske, min Gud til Glæde og Ære, mig selv til Gavn og mine Medmennesker til et godt Exempel. For at opnaa dette vil der meget forandres ved mig. Først af alt vil jeg bede Gud om Hjælp i al min Gjerning, thi uden ham er jeg intet og kan intet udrette, men ved hans Hjælp er intet umuligt.
Jeg har ikke forset mig værre mod Gud end, at han jo vil tilgive mig, naar jeg beder ham derom i en sand Tro paa Jesus Christus.
Jeg staar endnu ung i Verden og med et Legeme og Helbred saa stærkt, at jeg tør begynde forfra. Jeg har aldrig begaaet nogen vanærende Handling eller i mindste Maade været straffet eller tiltalt for Forseelse imod de Værdslige Love, der kan forhindre mig paa min Vandring i Livet; i Tillid hertil tør jeg i Guds Navn dristigt begynde.
Imod min Forstands Udvikling har jeg forset mig meget, jeg har ladet mangen Lejlighed, hvorved jeg kunde have gjort mig bekendt med mange Ting slippe mig forbi. Mangen Time har jeg sovet bort i hvilken jeg kunde have lært meget, og nu har jeg slet intet for al den Tid, som er gaaet bort til ingen nytte. Jeg har mangen Time beskæftiget mine Tanker med Luftkasteller og andre umulige Ting, i hvilken Tid jeg ved at fæste mine Tanker paa en nyttig Ting, kunde have lært den til Gavns, saa jeg med en Mesters Dygtighed kunde have udført den til Verdens Forbavselse.
Jeg vil stræbe efter for Eftertiden ikke at lade en Time eller Lejlighed slippe bort til ingen Nytte, men al Tid beskæftige min Forstand med nyttige Ting, hvorved Forstanden bliver skærpet og øvet.
Hvad min legemelige Udvikling angaar, saa har jeg ogsaa derimod forset mig meget. Selve Legemets kraft og Størrelse, som er nødvendig for strengt Arbejdes Udførelse, er adskillige Gange blevet hemmet ved Sygdom, som jeg maaske ofte selv har paaført mig, ved at føje mine Lyster og føre et uordentligt Levnet; men skjøndt jeg desværre maa betrate mit Legemes Væxt for omtrent afsluttet, vil jeg dog endnu prøve paa at udvikle det bedre og mere fuldkomment. 
Jeg vil for Fremtiden søge at føre saa ordentligt et Levnet som muligt, øve mine Lemmer i Bevægelse ved nyttig Beskæftigelse hvorved jeg kan opnaa Styrke, Udholdenhed og Færdighed i mit Arbejdes Udførelse. Ved et uordentligt Levnet og sine Lysters frie Gang opnaar man kun, naar Øjeblikkets Tilfredshed er forbi, en lang Tids Smerter og Ærgrelser, Slappelse og Ulyst til sin Gjerning.
Den største Forseelse ligger maaske dog i, at jeg ikke har øvet min Villie til Styrke i det gode og nyttige, thi af Villien fødes al anden Gjerning. Hvor mange Timer har jeg ikke mange Steder drevet bort til ingen Nytte, jeg har tit i lang Tid staaet fordybet i Beskuelsen af en Ting, som jeg lige saa grundigt kunde have iagttaget et Øjeblik og saa benyttet den øvrige Tid til en anden nyttig Gjerning; men Villien har ikke kunnet eller rettere ikke villet drevet Legemet ud af sin rolige magelige Stilling, som for Øjeblikket kan tilfredsstille en eller anden Lyst, men tillige lader Legemet fortæres i Uvirksomhed, i stedet for i nyttig Gjerning at øve det i Styrke og Udholdenhed. Hvor mange Timer om Dagen driver man ikke bort ved uvirksom at lytte til dumme menneskers Tale og Sjov, hvor mange Timer i Sengen om Morgenen uden det mindste Udbytte endten paa Sjæl eller legeme, men kun for at sløve begge Dele, hvor mange Timer ved lad og doven at nøle over sit Arbejde: der mangler bare, at jeg med en stærk Villie tvinger mig selv ud af denne Uvirksomheds Tilstand. Villiens Styrke kan kun overvinde doven Dumskab; men denne faste Villie kan kun opnaaes ved selvanstrengende langvarig Øvelse; men den kan naaes og saa sandt hjælpe mig Gud skal den ogsaa naaes af mig. Jeg vil for Fremtiden søge at indrette mit Levnet efter bestemte Regler. Jeg vil ikke lade nogen Tid gaa unyttet bort, men altid benytte hvert Øjeblik til nyttig Syssel endten legemelig eller aandelig og helst begge Dele. Ikke beskæftige mine Tanker med unyttige Ting. Udføre alt til den bestemte Tid, som er fastsat dertil, aldrig bie et Minut over Tiden. Ikke opsætte et Arbejde, som er nødvendigt, til i Morgen, naar det kan udføres i Dag. Være nøjagtig i alt, Ord saavel som Gjerning. Være venlig mod alle, aldrig blive vred, men altid være munter ved min Gjerning, om jeg endog er bedrøvet.
Naar noget skal udføres, da altid give en bestemt Befaling, aldrig være vaklende i mine Udtalelser. Naar jeg skal udtale mig om en Ting, da altid først nøje undersøge den, og saa give en bestemt Forklaring derover; hvis dette ikke er muligt da hellere tie stille, at jeg ikke skal give en forkert Forklaring og min Mening blive forkastet. Søge ved enhver Lejlighed at danne mig en bestemt Mening om Tingene, jeg kommer i Berøring med, thi ved Øvelse faar man Færdighed og denne er nødvendig i et afgørende Øjeblik.
Jeg vil for Fremtiden i Sommer staa op kl. 5 om Morgenen, ikke nøle Tiden hen endten ved Frokost eller Middagsbordet, altid søge Beskæftigelse om ikke legemeligt saa med aandeligt Arbejde. Helst gøre en Ting færdig, inden jeg begynder paa en anden, dog aldrig opsætte noget, som er lovet eller skal være færdig til en bestemt Tid for en anden tings Skyld, som jeg kan tage fat paa igen, hvor jeg slap.
Disse var ordene, som den unge mand ville holde sig selv fast på livet igennem. Man må næsten håbe, at det ikke lykkedes alt for godt. Men meget tyder dog på, at han lidenskabeligt forsøgte at leve det liv, som han selv forestillede sig var det perfekte liv. Og at han prøvede at være det perfekte menneske. Og hvor må det have været svært for de nærmeste at leve op sådanne forestillinger.
Men alle sønnerne elskede og beundrede ham. Det er der i det mindste ingen tvivl om, så han har i sin omgang med dem sikkert ikke være så hård, som man skulle tro, og som han var over for sig selv. I det mindste blev den yngste søn et meget harmonisk menneske. Og han var mild og venlig mod alle, ikke mindst mod sine 5 børn. Jeg har aldrig set ham vred. Selv om jeg vist nok var en uvorn unge, der forsøgte at drive ham til vanvid.
Selv kunne min farfar ikke nå de mål, han satte sig som ganske ung. Han ville gerne være dyrlæge, men det var der ikke økonomi til. Så skulle den ældste søn opfylde drømmen, men heller ikke det lykkedes jo, idet Lars fik ødelagt sit syn. Og den næste søn var måske ikke så brillant som sin far, og søn nr. 3 var sindssyg. Den yngste, min far, var ordblind, og det var på den tid noget af et stempel at rende rundt med, selv om alle vel vidste, at det lå til familien.
Jo, skuffelserne stod i kø for den gode Janus.
Sådan ser det i al fald ud set på afstand.
herunder et billede af Janus foran gården et par år før sin død i 1919:

 
Måske har jeg enkelte læsere endnu, som stadig venter på bogen om Hulsig. Til dem vil jeg sige:
Nu har korrekturlæseren været i gang og afleverede manus til mig i går. Men men men … min tvivl gnaver i hjertet … vil der være nogen læsere til den bog? Den handler jo kun om et lille bitte sogn, og der har aldrig boet mange mennesker, og de har aldrig gjort sig bemærkede som lysende genier, hvis bedrifter har slået verden med undren og ærefrygt.
Nå ja, og så skrives der jo bøger nok.
Og jeg er for resten træt.
Og til sidst lige en bemærkning snuppet fra Biblen, som jeg faldt over i dag ( det var ikke Biblen, men bemærkningen, der fik mig til at falde): der står i Prædikerens bog kapitel 12, vers 12 følgende vise ord:
Der er ingen ende på, som der skrives bøger, og megen granskning trætter legemet.