Egentlig er det lidt overflødigt at lægge de følgende kapitler over på bloggen – mange af dem findes der i forvejen – måske i en bedre udgave. Nemlig fra dengang jeg lavede research på egnen.
Det får nu være. Her kommer den version, der kommer i bogen Hændelser ved Hulsig, og den er jo ikke ganske identisk med den tidligere version.

S K O L E N

 

Lærer Wilhelmsen med skoleklasse
 

Samme lærer. Her står min mor, Vera Andersen til højre for den lille pige i forgrunden
 
Rannerød Skole blev bygget i 1868, og før den tid undervistes børnene af såkaldte omgangslærere, der vandrede fra gård til gård og bibragte eleverne de mest elementære kundskaber. En smule læsning, skrivning og regning. Lærerens status var på alle måder lav. Det var først langt senere, at læreren vandt agtelse og fik status i lokalsamfundet. Før den tid var både bønder og øvrighed mere end tilfredse, hvis blot børnene fik lært at læse og regne til husbehov, ja, rundt om i sognene sad en del præster, der fandt, at boglig lærdom var direkte skadelig for almuen. Al for meget viden kunne let føre til oprørske tanker og utilfredshed med kald og stand.
En tilfreds og from bondstand var idealet, indtil det store oplysningsprojekt blev sat i gang sent i århundredet. Og for borgerskabet herskede endnu længe forestillingen om bonden som et væsen, der levede i en slags idyllisk pagt med naturen, sådan som man f.eks. kan se det på romantikkens malerier af livet på landet og i Christian Winthers bondeskildringer i ”Træsnit”.
Omgangslærerne fik da heller ikke egentlig løn for deres arbejde, men kost og logi, og det var ofte arbejdsudygtige mænd, f. eks. tidligere soldater eller flinke konfirmander, der bestred embederne som løbedegne, som disse lærere også blev kaldt.
I sidste del af 1800 – tallet ændrede billedet sig. Et nyt projekt om oplysning af landbefolkningen søsattes, og lærerne fik navigatørstatus på den sejlads. Karle og piger kom på højskole, hvor de tilegnede sig almene og faglige kundskaber. Også mange Hulsigboere tog på højskole. Og rundt om skød nye landsbyskoler op.
Skolen for Hulsig og omegn kom til at ligge i Rannerød af den simple årsag, at der her boede en bonde, Christen Madsen, der var så gavmild at skænke sognet en byggegrund. Den bestod som alt andet i nærheden af flyvesand, og myndighederne var da også lidt betænkelige ved tanken om, at der aldrig ville kunne anlægges en have på en så forblæst og sandet grund, og da lønnen stadig var ussel og læreren jo helst skulle overleve, så ville en smule selvforsyning næsten være nødvendig.
Skolebygningen var ganske lille og særdeles primitiv, bygget som den var efter de forhåndenværende søms princip. Noget strandingstømmer blev valgt, for det var billigt; til gulv brugte man dørken fra et forlist skib.
Det blev da også i de næste mange år særdeles svært at skaffe kvalificerede lærere til skolen. Det eneste, der var stort ved det embede var arbejdet, for selv om løbedegneinstitutionen formelt var afskaffet, så skulle læreren fortsat flere gange om ugen ud på lange løbeture, nemlig de dage, hvor han også skulle undervise børnene i Lodskovad og Bunken. Og i de første år var det da heller ikke eksaminerede lærere, der søgte stillingen ved Rannerød Skole. Man kan undre sig over, hvordan der blev kokkereret, for først i 1873 blev der bevilget et lille køkken øst for skolestuen.
Læreren hed dengang Mortensen, og han skulle giftes med Ane Thomsen og kunne derfor ikke undvære et køkken. Han fik tilladelsen på betingelse af, at han selv betalte arbejdslønnen, som var på 15 rigsdaler, en rigelig udgift, al den tid årslønnen beløb sig til 120 rigsdaler. Det er samme Mortensen, som tegnede den nybyggede skole, så vi i dag ved, hvordan den så ud.
 
Omtalte Mortensen skulle efter sigende have været alkoholiker, men det var der nu mange lærere, der var på den tid. Det fortælles om ham, at han endte sine dage tragisk i København. Hvad der blev af konen Ane og eventuelle børn, hører man ikke noget om.
Sådan har der været en række originale lærere ved skolen i tidens løb, mange af dem højst uegnede til at undervise børn. Herom kan man læse mere i Jens Lampes lille bog: Træk af Raabjerg Sogns Degne – og Skolehistorie fra 1948. Jens Lampe blev i øvrigt selv lærer på skolen efter J. P. Wilhelmsen, der gik af i 1946.
Men på et tidspunkt vendte billedet. Noget nyt var i gærde, ja havde været det længe, og omsider fandt det vej til Hulsig. Det var denne oplysningssag.
For Danmark havde fået et folk, eller skulle man sige ét folk? Efter nederlaget 1864 var landet blevet reduceret fra et multinationalt land med mange forskellige sprog, tysk især og alle de mange dialekter, til at være en lille nationalstat, hvor bestræbelsen bl.a. gik ud på at skabe helhed, og alle skulle derfor lære samme sprog: københavnsk.
Det blev nu landsbylærerens fornemste opgave at medvirke til, at disse bondestanden blev forvandlet fra almue til folk og indgå i nationalstaten på lige fod med de øvrige borgere. Man kunne såmænd godt tale om en integrationsproces, nemlig en indlemmelse i det nye fællesskab, som hele nationen nu skulle lære at leve i.
Integration og sammenhængskraft. To ny ord, som vi bruger flittigt i vore dage, men nu handler det om at integrere de fremmede indvandrere, så de bliver en del af riget. Den gang var det en bestræbelse på at få bønderne til at blive akkurat det samme. En bonde havde tidligere været Morsøbo eller Vendelbo eller Fynbo eller Thybo. Nu skulle han være dansker.
Og forsamlingshuse og skoler og foreninger og andre gode dannelsesinstitutioner voksede frem i denne bestræbelse på at søge og finde en ny fælles identitet. Og samtidig med voksede også agtelsen for skolelæreren. Han fik en central placering i de små samfund, idet han sammen med præsten fik som opgave at lære bønderne at navigere i det nye farvand, der hed folkestyre.
Også manden bag ploven skulle være et dannet menneske, der læste litteratur og var i stand til at tale med om de store åndelige spørgsmål. Foredrag for folket blev et hit. Dertil kom, at bonden, eller landmanden, som han nu helst ville kaldes, naturligvis skulle vide meget mere om sit fag, og højskoleundervisningen skulle derfor ud over at være almendannende med udvidede skolefag også have en faglig dimension. Der skulle undervises både i Sokrates og i pløjning.
Med grundtvigianeren Wirring kom folkeoplysningen til Hulsig. Han var som helt ung blevet optaget af Chresten Kolds og Grundtvigs tanker og ideer og gjorde en stor indsats for at sprede det glade budskab, og hans virksomhed i den retning vendte efter sigende op og ned på mange Hulsigboeres liv. Det var faktisk ret utroligt, hvad han ene mand nåede på de kun elleve år, han virkede ved skolen. Min ”bedstemor”, Ane Andersen, holdt meget af ham og var overbevist om, at han havde givet hende mod og vilje til at finde sin egen identitet og ”blive til noget”. Og hun blev en mønsterbryder. Under afsnittet Kirken og det religiøse liv kan man læse mere om Wirring.
I Martin Nielsens bog: ”Mennesker jeg mødte paa min Vej” giver han et portræt af det afholdte lærerpar. Jeg citerer fra bogen: (s.204):
De to Mennesker udfyldte paa en saare skøn Maade hinanden, og deres Liv, Hjem og Færd var præget af en egen Harmoni. Man lagde mærke til deres Stemmers Samklang. Han havde en mandig, dyb Stemme, medens hendes var ægte kvindelig, blid og klangfuld …
Wirring var i Besiddelse af stor Virkelyst, og den blev taget rigeligt i Brug paa mange Omraader. Han hørte til de Lærere, der blev Høvdinge paa deres Egn i kraft af det Tjenersind, de ejede, og slet ikke fordi de havde Lyst til at herske.
M. Nielsen medbringer i sin bog en mindeartikel, skrevet af Jens Kristian Jensen Sovkrog, en Hulsigbo.  Artiklen er fra Vendsyssel Tidende, og skribenten fortæller her, hvad fru Wirring betød for en lille forfrossen barnesjæl, der var uvant med kærtegn, men som tøede op ved den varme, der udgik fra Rannerød Skole. Her under et citat fra artiklen:
En god Kvinde er død. Det var først i Halvfemserne, at jeg som niaarig Dreng første Gang saa hende. Da kom det nye Lærerpar til Rannerød Skole, deroppe mellem Klitterne ved Skagen. Jeg husker tydeligt, da hun første gang besøgte mine Forældre. Jeg kan se hende sidde i Stuen med sin Førstefødte paa Skødet. Jeg syntes aldrig, jeg havde set saa venligt et Ansigt, og saa denne melodiøse, hjertevarme stemme, den glemmer jeg aldrig!
Naar det nye Lærerpar hurtigt blev saa afholdt blandt Beboerne i Rannerød Skoledistrikt, saa var det jo væsentligt, fordi de begge, baade Lærer Wirring og Frue, forstod den Kunst at vinde Skolebørnenes Hjerter. Hver Skoledag blev en Glædesdag. Vi Børn følte, at i Skolen var der godt at være; der var gensidig Tillid og Forstaaelse.
Tit fik vi Lov at smage Fru Wirring Smaakager. Hendes Kagekasse var vist aldrig tom. Naar der i Bibelhistorien blev fortalt om Profeten Elias, hvor han siger til Enken i Sarepta: ”Hverken Melet i Krukken eller Olien i Kruset skal slippe op”, ja, saa syntes jeg, at det var ligesom Fru Wirrings Smaakager.
Og der var noget andet, der heller aldrig slap op: Fru Wirrings venlige Ord. Med Kagerne fulgte altid et muntert, venligt Ord; ja, hvor saadant et lille Ord kunde gøre godt! Og som hun var mod Børn, var hun mod alle. Hun strøede om sig med Smil og Venlighed. Aldrig fattedes hendes varme Hjerte gode, kærlige Ord. Vi Skolebørn elskede hende, og naar hun en gang imellem havde en Time i Skolen, som Regel Oplæsning, ja da var der en fornøjet glad Stemning over hele Linien.
Hvor kunde hun tage os om Hjertet, bare ved sin Stemme. Og hendes Hjem, de smaa Stuer i Rannerød Skole, hvor var der hjemligt, hvor var der hyggeligt, og det var smaa Midler! Embedslønnen var, særligt til at begynde med, saa ganske ubegribelig lille, saa det var uforstaaeligt, at det kunde slaa til for en Familie. Men Fru Wirring havde en kærlig Haand og en heldig Haand, det slog til, og der blev endda lidt tilovers til at glæde andre med.
Ja, det var et Hjem, det følte man straks, man kom i Berøring med de to Mennesker. Der var Fred. Kærlighedens Arneflamme brændte altid klart. Hjælpsomhedens og Selvopofrelsens Aand havde her til Huse. Det var en Sjælens Harmoni, saa man følte sig som paa et helligt Sted, hvor den lille Lærerkone var Livet i Huset, den stille Kraft, der er af en saa uvurderlig Betydning for et Hjem og for Børnenes Fremtid
Det var omtrent fem og tyve Aar siden, hun flyttede fra Rannerød Skole. Men i Skoledistriktet er her mange, baade gamle og ældre, som aldrig vil glemme Fru Wirring for de venlige Ords Skyld. Thi venlige Ord er en stor Magt; de er som Himmelmanna for forknytte Sjæle, ja for Børn er de det samme som Sollys for Planten. Er der noget, en Barnesjæl kan hungre mere efter end netop et venligt Ord, et kærligt Smil, en kærtegnende Haand?
Nu er hun død. Hun, der altid var rede til at gøre godt. Og Mindekransen flettes. Vi kommer hver med sin lille Blomst for at ære hendes Minde. Mange af os føler vel nok, hvor fattigt, hvor lidt det er imod, hvad hun har været for os.
 
Efter Wirring fulgte en række vikarer, men den næste lærer af betydning var lærer Pinholt, som efter sigende var et kvikt hoved. Han trivedes imidlertid ikke på egnen, fandt livet i Rannerød kedsommeligt, og lærergerningen uinspirerende. En overgang forsøgte han at indføre cricketspillet i Hulsig og desuden at tage børnene med til stranden for at lære dem svømning. Ingen af delene faldt heldigt ud. Men efter min onkel Lars’ mening var Pinholt alligevel ingen dårlig lærer. Der står om ham i Hulsig- minder:
 
Efter forskellige vikarer kom lærer Pinholt. Han kunne fortælle, så jeg i dag kan huske meget af det. Vi begyndte altid dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre. Den største og stærkeste dreng fik så facitlisten og katederpladsen. Mens Pinholt gik ud og sludrede med naboerne 1-1 ½  time, regnede vi – og vi regnede. Der var aldrig uro eller spektakler. Hvis én lavede uro i klassen, var han hjemfalden til prygl af os alle. Men vi arbejdede.
Den lærer, som virkede i længst tid ved skolen var lærer Wilhelmsen, som ses nedenfor sammen med sin kone og nogle af børnene. Det er i 1919, og min mor, Vera Andersen, står til højre for Wilhelmsens lille datter forrest i billedet.
 
Wilhelmsen var ved skolen i perioden 1912 – 1945. Forgængeren, lærer Wirring, havde gjort det umulige, nemlig forvandlet flyvesandet omkring skolen til en frugtbar have, og dette arbejde fortsatte Wilhelmsen med fornyet energi, og nu blev haven udvidet med frugttræer, og desuden opdyrkede han et nyt stykke klitjord sønden for skolen. I hans tid udskiftedes det gamle stråtag med et nyt rødt teglstenstag.
Min mor var glad for lærer Wilhelmsen, han var efter hendes mening en dygtig pædagog, der forstod barnesindet, og jeg kender ham kun gennem hendes fortællinger om hans inspirerende undervisning og store venlighed. Et varmt og gavmildt menneske er det eftermæle, hun har givet ham. Og det er da også det billede af ham, vi får ved at læse om Kaja Rasmussens skoletid.
Kaja føjer dog til, at hun var meget ulykkelig over at gå på skolen i krigsårene. Dels var hun bange for at færdes på sin skolevej, hvor der ofte marcherede tyske soldater, og dels havde hun og hendes søskende det ikke godt med, at lærer Wilhelmsen omgikkes venskabeligt med de tyske soldater. Hans datter blev senere gift med en tysk officer og flyttede efter krigen til Tyskland, hvor den gamle lærer for øvrigt døde på et at sine besøg hos hende.
Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke. Grundtvigianer kan han næppe have været og har vel ligget langt fra Wirrings Kold-Grundtvigske ideer. Men jeg har gransket lidt i Wilhelmsens ungdomstid, og heraf fremgår det, at han var grebet af de samme tanker om sundhed og styrke, som begejstrede rigtig mange af 10’ernes og 20’ernes unge mænd, f.eks. de unge futuristiske digtere som den unge Emil Bønnelycke, der ligefrem dyrker krigen for dens storladne udfoldelse af kraft, og til en vis grad også den mere folkekære Johannes .V. Jensen. Ja, selv digterpræsten Kaj Munk var en tid forblændet af tanken om overmenneskets ret til magten, og man kan desuden nævne gode navne som Mylius Erichsen og Niels Buck.
Alle var de i kortere eller længere tid begejstrede for de strømninger, der kom hertil i 20’erne og 30’erne fra det sydlige naboland. Og navnlig den sidstnævnte, Niels Buck, der var højskolelærer i Ollerup, havde stor indflydelse på de unges udvikling og holdningsdannelse.
Mange var begejstrede for tanken om muskelsunde, stærke og handlekraftige mennesker. Og der var ikke så få, der omtalte tidens folkevalgte politikere med stor foragt og kaldte dem ”sniksnakkende demokrater med vattede holdninger”.
Denne dyrkelse af styrke og kraft var en tendens i tiden, men det var også tanker, der kunne føre unge, ubefæstede sjæle ud på dybt vand, så de endte i en dyrkelse af idealer med fascistoide undertoner. I digtet ”Tilegnelse” skriver J. V. Jensen: ”Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget.” Og hans søster Thit Jensen gik højrøstet ind for racehygiejne. Jo, der var en del gode folk på den vogn, hvis retning de næppe helt havde styr på, og som endte i krig og kaos.
En anden forklaring på Wilhelmsens vildveje, og den holder jeg mere af, kunne jo være, at den gode lærer slet ikke sympatiserede med Hitler og hans nazisme, men var i stand til at se mennesket bag soldaten. Min svigerfar Marius Hansen var plantør under krigen, og mens tyskerne ”indtog” plantørboligen, blev hele familien forvist til stalden. Her sad min svigermor som en anden Jomfru Marie og fødte sine børn. Hun har fortalt mig, hvordan tårer og mælk flød sammen, når hun ammede sin lille dreng. Det kunne sagtens have skabt et tyskerhad uden lige, men det gjorde det ikke, min svigermor brugte i stedet sine kræfter på at trøste og hjælpe de unge soldater, der længtes hjem til deres forældre, og som fandt en slags mor i hende. Hun så drengen bag uniformen og ikke soldaten.
Verden er aldrig sort hvid. Det synes jeg, man bør huske, inden man dømmer andre mennesker.
Det højeste antal børn, der har gået på skolen i den periode, vi her beskæftiger os med, er 46, og det var i 1906 og det laveste er 19 – det var i 1946.