I de seneste uger er der ikke sket noget på bloggen. Det skyldes, at vi har mistet vores bror Anders.
Du har forladt os nu, Anders, og det kunne ikke være anderledes. Du var syg i mere end 15 år, og vi vidste, at du ikke blev så gammel. Så blev du alligevel 73 år – havde fødselsdag 5 april og nåede at holde den med nogle af dine kære. Få dage efter døde du, og nu må vi savne dig resten af vores liv. Men selv om det er så helt ubegribeligt for forstanden,  så tror jeg i mit hjerte på et kærligt gensyn hos Gud. En tro, der hele tiden støder an mod min viden om al tings indretning.
Vi mødes igen, Anders, det tror jeg på.
Du er nu gået ind i den lange række af Hesselholter, som jeg forsøger at give en plads i min bog om Hulsig. Nu er også din grav på Hulsig Kirkegård, hvor alle de andres jordiske rester for længst er borte og kun navne og minder stadig svæver over gravene. Det er der, jeg søger til, når jeg vil fortælle jer om de største ting, som jeg fortsat gerne vil dele med jer.
Så når jeg står ved de gamle grave, så mindes jeg jer og tænker på jer, alle mine kære døde, tankerne går till far og mor og bedstemor og bedstefar og mormor og Hanne og Anders og farfar Janus ( som jeg aldrig har kendt) og farmor og onkel Otto og tante Kirsten og Marie og hendes søster Kristine. Alle jer, som jeg har kendt og elsket..
 
Anders’ barnedåb i 1941

Her ser vi Anders på  70’års fødselsdagen for 3 år siden..