Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
“Besøgte” min onkel på Psykiatrisk Hospital i Århus. Her blev han indlagt i 29/1 1923 – efter nogle måneder udskreves han som helbredt, men blev genindlagt d.18/12 samme år. Det står ikke i papirerne, men jeg har hørt sige, at han selv bad om at blive indlagt. I hans journal står der om den første periode (29/1 – 9/4 1923) at han var “deprimeret, selvforringende, bange for at komme i helvedet. Videre står der: “hjemme var han blevet rastløs, urolig, førte forvirret tale, var bange for, at man vilde gøre ham fortræd. Grimaserede. – Efter genindlæggelsen var han: “hæmmet, depressiv, stærkt hørelseshallutionerende.
Jeg sad længe og læste i hans journal – fik særlig tilladelse til det, fordi jeg er nærtbeslægtet med ham, ellers er reglen, at den slags arkivalier skal henligge 80 år, inden de må læses. Jeg var ikke alene og kunne derfor kun blive et par timer, men vil vende tilbage senere og læse hele journalen.
Det fremgår tydeligt af journalen, at onkel Karl havde det ondt i de mange år, han var indlagt på hospitalet, og det er måske ikke så mærkeligt, at han er en af dem, der bliver indstillet til lobotomi ( det hvide snit ) – Det sker i 1951.
Der står i journalen : “Indstillet til leukotomi (=lobotomi) Tilskrevet moderen ang. evt. leukotomi. I den forbindelse resumeres hans tilstand som følger: “1948 el-chok med knap 8 dages ro. Tilstanden svingende. Juni 1949 atter el.chok med remission af ca. 1 md.s varighed. Derefter atter noget svingende, d.v.s. størstedelen af tiden udskældende, ind imellem agressiv og af og til kortere perioder, hvor han er rolig.
Jeg fik to fotos af min onkel, som jeg viser her:
Han er på dette billede vel omkring 40 år
På dette billede vil jeg tro han er 15 år ældre
I det første billede er der liv i ansigtet. Ikke i det sidste. Det er ikke så sært. Lobotomi eller leucotomi er et barskt indgreb i hjernen, og der er ingen tvivl om, at det fjerner vitale dele af det organ. Men man har vel ment, at det gavnede, og det fremgår af journalen, at onkel Karl blev rolig efter indgrebet. Der står: “Er efter leucotomien september 51 faldet godt til ro. Han er aldrig urolig, agressiv eller rastløs, og han er ej heller vredladen eller udskældende. Det kan dog hænde, at han får en slags affektexplosion, men det foregår på den måde, at han sidder og snakker frem for sig, men ikke særlig højt, og ikke så meget, at det generer nogen. Det foregår i perioder, og der kan være uger eller mdr., hvor der intet sker. Han interesserer sig lidet for, hvad der sker omkring ham, taler aldrig spontant til medpatienter eller personale, men det er dog et par gange hændt, at han har gjort en slags tilnærmelse ved at banke folk i ryggen og smile huldsaligt. Han er let at holde renlig, spiser flinkt, for flinkt, der skal holdes lidt igen, da han ellers spiser lidt rigeligt. Nattesøvnen er god.
og lidt senere står der faktisk: “Meget glad og oplivet.”
Om lobotomi ( leukotomi) fandt jeg følgende forklaring på Wikipidia:
Metoden, som blev udbredt fra slutningen af 1930’erne, gik ud på, at man afskar nervebaner fra pandelappen til dybere liggende regioner i hjernen, som er centrum for følelseslivet. Tanken var, at indgrebet skulle dæmpe angst og uro, men mange patienter blev i stedet helt ligeglade og afstumpede.
Nu går vi indenfor i det gamle hus og ser på, hvordan der så ud dengang – der var standsforskelle ligesom udenfor huset. Vi ser først ind i de riges rum og derpå et kig ind i de stuer, hvor Karl færdedes.
