Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Sidder for tiden dag ud og dag ind og læser Skagen Avis fra 1919 – 1925, og det kan ind imellem synes spild af tid, men af og til fanger man en flig af tidens atmosfære, og det er jo godt for en forfatter, der vil skrive om gamle dage.
Her er et lille uddrag af en beskrivelse af professor Troels Lund – han er i det hele taget en uvurderlig kilde til dagliglivet i 1800 tallet. Her handler det om indeklimaet i gamle dages bondestuer:
“Stuens bestandige, lumre Os og en stærkt aftagende Brug af Bad ytrede sig i et Fællespræg hos Beboerne. Disse var forøgede i det Uendelige, idet et Antal af mindre Væsener, lokkede af Varmen, befolkede selve Befolkningen. Det fælles Løsen var: Bare ingen Vand og Træk! Fredeligt holdt de to Partier til Huse hos Hinanden indbyrdes og plejede hverandre. Taalmodigt led den store Befolkning under Sværmen af Gæsteri. De mødtes i den gyldne Lære: Smuds er sundt. Derfor fredede man om alle Ytringsformer, lige fra den Spædes første Arp til Børnenes Skorpeprydelser og de Voksnes Stordrift af Utøj. Onde saar og Utøj var kun ildeset hos Taaber. De kunde i tilstrækkelig Mængde fri ikke blot fra Soldatertjenesten, men for al anden Syge et helt Liv igennem. De var som den velsgnede Stuevarme selv: Stundom lidt for nærgaaende, men altid et Gode. Sit mest betegnende Udtryk fandt hele denne Tilstand i et nyt Slags Bohave i Stuen. Det var den saakaldte “Kløpind”. Den stod gerne midt i Stuen og udgjordes af en svær fritstaaende Stolpe, i Reglen ved en af Støtterne (“Sulerne”) der bar Rygaasen. Op ad denne skuttede man sig med Velbehag. Skønt ingen Egn i Nørrejylland vilde være ved det, beskyldte de hinanden gensidigt for, og gamle Folk paastaar selv at have oplevet det, at den Indtrædende i Stuen hilstes saalunde: “Velkommen” Og værsaagod at gaa hen til æ Kløpind!” Intet Enkelttræk maler saa tydeligt Forskellen mellem to Tidsaldre som det vekslende Sindbillede paa Stuens midpunkt: Lyrestangen, den Tryllestang, ved hvis Hjælp det var muligt at beherske Vind og Vejr i Stuen, puste Arneilden i Brand, lukke for Slud og aabne for Solskin. Nu: Kløpinden, Lummervarmens blankgnedne Sejerstegn og Trøstermand.”
Slog lige ordet op i ordbogen. Her står om kløpind: Klø-pind, en.
1) (nu især dial.) om pæl ell. stolpe til at gnubbe (klø) sig op ad (især anbragt paa marken (til brug for dyr) ell. (tidligere) i stuen (til brug for mennesker); jf. -pæl, -stolpe). det var den Ting, som krillede mig (dvs.: en hval) paa Ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en Skibsmast, jeg kunde bruge til Kløpind!
Jeg har da aldrig hørt om det møbel før!!
Men det var en tid med stor fattigdom – og det har forresten ALLE tider været indtil vor tids overflodssamfund, hvor det at være fattig kan karakteriseres ved, at man ikke kan købe lige så mange overflødige produkter som alle de andre kan. Ja. vi taler jo her kun om Danmark. I de fleste lande i verden er fattigdommen akkurat så skærende ond som i gamle dages Danmark.
Men altså, i den tid – 1920’erne – som jeg har læst om via Skagen Avis’ fremstilling af samtiden, der er fattigdom noget med sult og snavs og stor elendighed – præcis om alle årtierne og ja århundrederne forud.
Hør blot dette lille uddrag af en artikel i avisen d. 17/1 1923, som i øvrigt sætter Kløpinden og dens nødvendighed i relief:
SPÆDE BØRN I FATTIGE HJEM DØR IKKE AF SULT MEN AF SMUDS
I Tidsskriftet “Barn og Ungdom” fremsætter Kredslæge F. Ingerslev, Sakskøbing, den opsigtsvækkende Udtalelse, at naar der stadig dør en stor Mængde spæde Børn i Landet, skyldes det Mangel paa Renlighed i Hjemmene .. det største Antal Dødsfald i det første Leveaar, foraarsages ved Tarmbetændelse. Smudsige Sutteflasker, Skeer og først og fremmest smudsige Hænder.”
(… se hele artiklen i ODS)