Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

  Vi begynder dette indlæg med et billede, I har set før, nemlig af Søren Christensen og hans kone Mariane Madsdatter. De optrådte også i indlæg 98, som havde titlen “gæve folk fra Rannerød”. Men dengang var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var et billede af Søren og Mariane. Det er jeg så ikke længere, har nemlig lige læst en bog om “det nørrejydske redningsvæsen,” og i den træffer man mange fortræffelige mænd, og nogle af dem med billede, bl.a. Søren.

 Her har vi den gamle gut. Helten fra Rannerød. Helte var der jo en del af. Min egen oldefar Ole Houkjær var en af dem, men han er nu ikke fotograferet til bogen. Det er til gengæld Chresten Jensen Høgenhaug, Ole Christian Madsen og Peter Madsen.
Herunder vil jeg kopiere den saglige og nøgterne beretning om tre af de forlis, hvor de ovenfor nævnte mænd virkede som reddere og frelste et antal menneskeliv fra druknedøden. At det ikke var nogen let sag viser de tre beretninger.
Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn:
Den 19. Marts 1872 om Eftermiddagen Kl. halv tre modtog Opsynsmanden Meddelelse om, at der var strandet et Skib paa Raabjerg Strand omtrent 1/2 Mil fra Stationen, og at man kunde se 3 Mand paa det sunkne Skib. Det blæste en haard NO. Storm med tæt Snefald. Opsynsmanden fik hurtig fat i 2 Mand og disse sendt til Rannerød for at beordre det derboende Mandskab og Hestene til at møde snarest muligt ved Kandestederne, og med alle de i Kandestederne værende Beboere, ialt 6 Mand, gik han i Gang med at kaste Sne, saa at Redningsbaaden kunde transporteres til Stranden. Kl. 4½ kom Redningsmandskabet fra Rannerød, men havde ikke Transporthestene med, da det var umuligt at bringe dem til Stationen. Opsynsmanden fik da fat i alle de Heste, som var i Kandestederne, nemlig 3 Par, og med stort Besvær blev de trukket gennem de uhyre Snemasser til Stationshuset, hvor de kom kl. 5 og kørte straks afsted med Redningsbaaden, men i den forfærdelige Snestorm blev Hestene sky, da de kom paa Stranden, og det var umuligt at trække Baaden gennem de ophobede Snedriver. Men uden Betænkning blev Baaden taget af Vognen, sat i Søen, og Hestene sendtes hjem. Redningsbaaden kom lykkelig fra Land, og heldigvis var der en god medgaaende Strøm til Strandingsstedet, saa at Baaden holdt ret imod den høje Braadsø, drev ned mod dette. Da Redningsbaaden var kommen den halve Vej, stødte den mod et Vrag, men heldigvis kom der en høj Braadsø, som friede den fra dette igen. Efter 1½ Times anstrengende Roning ankom Baaden til det strandede Skib, og var ved det første Forsøg saa heldig at redde 3 Mand, en fjerde Mand var allerede om Formiddagen frossen ihjel. Redningsbaaden bragte de 3 Mand i Land kl. kvart over 7 om Aftenen i en meget forkommen Tilstand, ligesom Redningsmandskabet ogsaa var meget udmattet efter den besværlige Tur. Det var umuligt at bringe Redningsbaaden tilbage til Stationen, da der ingen Heste kunde komme til Stede, og den blev derfor bragt saa højt op, at den var i Sikkerhed. Det strandede Skib var Kuffen “Catharine” af Iheringsfehn, paa Rejse fra Ostfriesland til Frederiksstad i Ballast.” ( Citat side 179-180)
Som man kan læse, så var det et barsk job at redde forliste søfolk, og arbejdet vanskeliggjordes af de mange gamle vrag, der dengang stadig lå indenfor revlerne.
Her et sådant vrag, der ligger og hugger i bølgerne ( femmastet skonnert):

Den næste beretning er fra samme bog ( Det nørrejydske Redningsvæsen af C.P. Eisenreich.)
Den 29. September 1872 blæste det en meget haard vestlig Storm, og da Opsynsmanden om Morgenen kl. 4½ kom paa Stranden, saa han, at Forstranden var oversaaet med Vragstykker, og ved at undersøge nærmere, saa han i Morgendæmringen en lille Klynge af Mennesker 150 Favne fra Land til Tider komme til Syne i den høje Braadsø. Hurtig løb Opsynsmanden hjem og fik ved Ilbud tilkaldt Stationsmandskabet og Ejerne af Transporthestene fra Rannerød, og alle mødte Kl. 6½ om Morgenen. Kl. kvarter i 7 gik Radningsbaaden fra Land, og efter en lang og overordentlig anstrengende Rotur lykkedes det at komme ud til de skibbrudne. Derf andtes ikke det mindste tilbage af Skibsskroget, Ankrene var faldne ned og blevet hængende i Vaterstagene, og begge Skibets Master laa flydende, snart over og snart under Vandet, og de skibbrudne, ialt 6 Mand, havde fastsurret sig til den ene Mast. Efter mange Anstrengelser lykkedes det at faa Forbindelse med de skibbrudne, og de kom alle i Redningsbaaden, efter at denne flere Gange havde hugget mod Vragdele, som ikke kunde ses, og derved faaet en Del Skade, og de landsattes heldig Kl. 8½ Formiddag. Det strandede Skib var Skonnertbriggen “Salvador” af Sandefjord, paa Rejse fra Dysart til Helsingør med Kul.” ( Citat side 180)
Den sidste af de tre beretninger handler om skonnerten “Courier”, der strandede ved Kandestederne 7. December 1878:
“Den 7. December 1878, Morgen kl. 8, modtog Opsynsmanden Melding om, at 2 Skibe var indstrandede, det ene 1/4 Mil Vest for Stationene og det andet ½ Mil i østlig Retning. Det blæste en Merssejlskuling af NNO., som efterhaanden tiltog i Styrke til en Storm med Snebyger. Mandskabet og Hestene tilsagdes hurtigt, og Redningsbaaden og Raketapparaterne bragtes paa Stranden. Det besluttedes at tage til den vestlige Stranding, som var en Skonnert, der var sunken paa Ydersiden af 3. Revle, omtrent 180 Favne fra Land, og hvor Besætningen havde søgt Tilflugt i Rigningen. Kl. 9 3/4 Formiddag sattes Redningsbaaden fra Land og kom ud mod 3. Revle, men det var umuligt at borde Skibet eller faa Forbindelse dermed paa Grund af den høje Sø, og Baaden brev i Læ. 5 Gange blev det forsøgt at ro Baaden op, men uden Held, og tilsidst var Baadmandskabet saa udmattet, at der maatte holdes til Land Kl. 1 Eftermiddag. Da Baaden var punpet læns, blev den læsset paa Vogn og kørtes uden Ophold op til Luvart igen og gik ud med det samme Mandskab igen. Efter stor Anstrengelse lykkedes det at borde Skibet, og der kastedes Liner til Besætningen, som en for en sprang i Havet og haledes ind i Redningsbaaden, de 2 af dem var næsten livløse. Kl. 3 1/4 Eftermiddag landede Redningsbaaden velbeholden med hele Mandskabet, 7 Mand, og der blev strak truffet Anstalter til at køre dem i Kvarter, saa de kunde faa fornøden Lægehjælp. Ogsaa Redningsmandskabet var saa forkommen, at de ikke kunde hjælpe til med at bringe Badden i Hus, men der maatte lejes andet Mandskab dertil. Det strandede Skib var Skonnerten “Courier” af Greifswalde, paa Rejse fra Schiedam til Stettin med Lerjord.
For alle 3 forannævnte Virksomheder modtog Redningsstationens Personale Ekstrabelønninger saavel af den danske som af de paagældende udenlandske Regeringer.” ( Citat side 180-81)
Disse tre beretninger er nøgterne og præcise – der er ikke indlagt nogen form for drameffekter eller følelsesladede formuleringer. Anderledes forholder det sig med andre beretninger om samme fænomen = forlis og storm. Se f.eks. indlæg nr. 19 i kategorien Hjemstavnsroman om Briggen Daphnes forlis i 1862.
Du kan måske også gå tilbage til indlæg nr.93 og læse om Kandesterne der – her hører man, hvordan traditionen med at pleje skibbrudne udviklede sig til hoteldrift. Det var driftige folk, der beboede egnen – de var vant til at kæmpe med naturkræfterne og de gav ikke op for lidt modstand. Her under et billede af endnu en af de modige redningsmænd: Chresten Høgenhaug, grundlæggeren af Hjorths hotel:

Om Høgenhaug fortælles følgende i Det nørrejydske Redningsvæsen:Christen Jensen Høgenhaug blev ansat som Baadsmand den 1. Januar 1864, avancerede den 1. Oktober 1882 til Baadformand og var endelig Stationens Opsynsmand fra 1. November 1892 til 1. Oktober 1909, da han tog sin Afsked paa Grund af Alder, og døde den 26. April 1913. I sin omtrent 46-aarige Virksomhed deltog han 26 Gange med Redningsbaaden i Redning af 149 skibbrudne. Han var dekoreret med Fortjenstmedaljen i Sølv, Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.( Citat side 181 )
Herunder kan man læse en lille beretning fra Tidsskrift for Redningsvæsen: