Jeg arbejder for tiden på Tinghuset i Skagen, der rummer et stort lokalarkiv – arkivaren hedder Hans Nielsen, og han er kendt i Skagen for sin store indsigt i byens historie og har lagt navn til mange arbejder om byen – det er hans fine bibliografi over litteratur om Skagen, jeg har anvendt i mine studier om Skagen. Det kan man altsammen læse om i tidligere indlæg.
Og med hensyn til tidligere indlæg, så er de ikke permanente: hver gang, jeg finder nyt stof, flyver det ind i det respektive indlæg, således at disse gerne skulle vokse og bedres hen ad vejen. F.eks. har jeg ikke her i Tranestederne, hvor jeg nu arbejder, hele min billedsamling fra Hulsig, og derfor vil der blive suppleret med billeder, når jeg igen sidder på Sct. Kjeldsvej i Ålum.
Jeg har gjort mig en del tanker om mit projekts videre forløb. Det gør jeg jo hele tiden, og jeg må indrømme, at tankerne flyver vidt omkring, og jeg kan blive i vildrede med, hvor de egentlig er på vej hen.
Lige nu tror jeg, at det på en måde er egnens historie, jeg skal skrive, men krydret med små fortællinger om folk. Og så alligevel, det er her tvivlen melder sig, for hvor meget skal jeg “bruge” = “udnytte rigtig levende mennesker ( der ganske vist er døde!) i en fiktiv fortælling??
Det er jo så moderne at gøre det, men det gør det ikke altid etisk forsvarligt. Eller måske er det noget vrøvl – det er jo alligevel ALDRIG sandheden, man skriver, når man digter, og det er paradoksalt nok ALTID sandheden, man skriver, når man digter.
En forfatter, som havde skrevet om sin hjemegn i romanform, spurgte nervøst sin mor lige inden et interview om sin bog: “Mor, hvad skal jeg svare, hvis journalisten spørger, om det er sandt eller digt, det jeg har skrevet.” “Du skal svare, at det er “sand digtning,” sagde hans mor.
Jeg er bange for at støde nogen, hvis jeg skriver de ting, jeg ved om mine forfædre, der jo ikke kun er MINE forfædre. På den anden side vil jeg ikke skrive en Morten Korch fortælling, hvor alt er lutter gemytlighed. Sådan var folk ikke her. Og deres livsvilkår var så barske, at det skabte barske folk – det er en kendsgerning – vi så eksemplet med tømreren, der fik nobokonen til at agere doktor og dr er masser af eksempler i de gemte fortællinger om folk, der ikke var blødsødne: min oldefar Ole Houkjær ( Elise Hesselholts far ) var en bister mand, og hvis han syntes, at karlen ikke vågnede tidligt nok, kunne han finde på at hælde en spand med svineføde ned over ham til stor irritation for min oldemor, der skulle vaske sengetøjet.
Tag lige et kik på ham. Han var en hædersmand. Men altså en hidsig hædersmand.
Marianne Hesselholts Blog
Forfatter og foredragsholder
Jeg synes svaret på dine betænkeligheder ligger lige for: Der er ingen grund til at frygte fiktion, som tør stå ved at det er fiktion. Forfattere har _altid_ ladet sig inspirere af virkelige personer og historiske begivenheder, for historien er nødvendigvis kilde til alle historierne. Vores fantasi er jo et redskab til at håndtere det menneskelige vilkår, som historien i sig selv, som objektiv dokumentation, kun kan registrere, men ikke behandle. Det er kun i fantasien, at fortidens historier og personer KAN få liv igen – kun gennem en levende fortolker. Sker det som fiktion, er det på en måde allermest ærligt, fordi forfatteren påtager sig ansvaret for fortolkningen. Sagt på en anden måde: Ufortolket historie er tør, død og (i det mindste hvis man ikke er fagmand) ret uvedkommende. Historisk fiktion tillader en grad af empati og indlevelse, som de færreste af os kan opnå direkte fra de ufortolkede kilder.
Jeg tror DU kan indleve dig i kildematerialet – men det er vel netop dét som gør dig egnet til ansvaret som fortolker, som forfatter af historisk fiktion.
Se dig selv som formidler frem for forsker – og så forsvinder det etiske dillemma vel mere eller mindre? Så længe du tør tage ansvaret for din egen fortolkning?