Nu er det længe siden, jeg har griflet her på siden, og det skyldes ikke mindst en vis dovenskab. Det kan jo nemlig være en slidsom affære at fabrikere tekster med mening.

Ord skal vejes mod ord.

Og en tekst uden mening er meningsløs – ups for en tautologi!

Men fint nok lige nu.

Jeg vil gerne skrive meningsfulde tekster. Men lige nu er det sådan, at ordene ikke vælter over hinanden for at få adgang til min skærm og give en slags mening til mit liv.

Uha! Mening til mit liv???

Jamen, der er masser af mening(er), uden at jeg behøver nedfælde så meget som skyggen af et ord, og lige nu, hvor de spænder ben ikke bare for mig, men for hinanden, kan de hoppe og rende, kan de.

Jeg har masse er mening(er) uden dem.

Uden ordene og helt gratis har jeg: et hjem og en familie. Mangler ikke noget.

Nå!

Men nu sidder jeg jo faktisk ved tastaturet og klimprer løs, som om jeg havde noget at skrive om, og glæden ved at gøre det, kan jeg ikke fornægte.

Glæden ved at skrive.

Overskriften er ”mens det sker” og skulle omhandle vores trængselsvej med alzheimers i hælene. Ikke bare i hælene, faktisk side om side og snart overhalet, hvis man kan udtrykke det på den måde. Jeg har i de forløbne år skrevet jævnligt om forløbet af den her forbandede sygdom og dens klistrede forsøg på at holde os fast og holde os nede. Og hvis jeg husker ret, så har den dukket os flere gange, men vi er også hver gang poppet op til overfladen igen og har kunnet tage luft ind, inden næste dyk.

Som bliver dybere.

Og dybere.

Og vi ved jo godt, at en dag vinder sygdommen.

Det gælder jo ikke kun for os, det gælder alle.

Det hele slutter en dag.

Det er ”la condition humaine” og ikke bare vores skæbne.

Trøster jeg mig med.

Godt nok. Indtil da vil vi poppe lystigt op.

Igen og igen.