Endeligt

På fransk ”à la fin.” ”A” betyder ”ved.”  ”La fin” betyder slutningen.

Fini. Det betyder slut.

Så er der ikke mere.

Der er altid noget, der er slut.

Nu er det slut med det fråseri.

Nu er det slut med alt det pjat.

Nu er det slut med at sove længe.

Nu er det slut med min tålmodighed.

Og sådan kan vi hele tiden sætte punktummer på alt muligt.

Punktum finale.

Somme tider er det lykkeligt. Jeg nænner f.eks. ikke skrive en roman, der ikke slutter lykkeligt.

Men der er slutninger som er ulykkelige: Slut med kærligheden. Det er ikke til at bære.

Slut med livet. Den slutning er det vanskeligt ikke at finde dybt ulykkelig, også selv om vi forsøger at bortforklare og formilde den med troen på, at den blev overvundet af Gud selv. Det er jo så aldeles ubegribeligt.

Det er en tro, som vi bider os fast i. Bider mærke i. En tro med blodige bidemærker.

Endeligt – dit og mit.

Jeg kom til at tænke på døden i dag, da jeg kørte hjem fra Randers. I Rema hilste jeg på en gammel elev, som nu var en gammel kone. Jeg kunne ikke genkende hende, men hun genkendte altså mig og kom hen og hilste høfligt på sin gamle lærerinde. ”For hundrede år siden,” sagde hun, og vi smilede til hinanden. ”Ja, vi er blevet gamle,” sagde jeg. Det overhørte hun.

Men nu til noget helt andet, som er det samme:

Selv om døden ifølge vores religion er overvundet, så er livet det ikke endnu. Og jeg elsker hvert øjeblik af det fucking liv. For nu at sige det på nydansk. Og jeg gider godt at blive her ikke så lidt længere end kun en stakket tid.

Lige nu giver forfatteren Louise Juhl Dalsgaard mig livsvitaminer via sin roman ”at tælle til lilla”.

Hold da op! Hvis jeg kunne skrive så smukt, så sad jeg her ved tastaturet ikke så lidt længere end en stakket tid.

Hende vender jeg tilbage til.