DENGANG I 60’ERNE OG NU

Der skete så meget på så kort tid. For mig. Studentereksamen – venskaber – svigt – ophold i Frankrig – nye venskaber – nye svigt – og til sidst et ægte – skab – et ægteskab – ægte? Men et skab i al fald – at forsvinde ind i – at blive til i –  tryghed – tro – tvivl …

Og så var der litteraturen. Også dengang sugede jeg til mig og fandt friheden der. Åndede gennem andres ord. Som blev mine på en måde. Også selv om litteraturen i de år var fængslende i alle ordets betydninger. Tag f.eks. en af tidens største forfattere, Samuel Beckett, der chokerede med sin fremstilling af den absurde verden, vi levede i. I skrivende stund mindes jeg Bodil Udsen i rollen som Winnie i ”Glade Dage” – som jeg husker det, sidder hun dagen lang fanget i mudder eller er det støvbunker, men i al fald fanget, og der sidder hun så, og mens det sander til omkring hende, glæder hun sig højlydt over, at livet er så skønt. At dagene er så glade. At hun selv er så glad. Det er virkelig absurd teater, og det ramte en lige i hjertet. Men budskabet er jo, at man skal rette ryggen og huske sig selv på, at det trods alt er værd at leve. At livet er livet værd.

For der er glæden.

Og nu. Det er 50 – 60 år siden, og meget er forandret. Jeg er blevet gammel, og verden, tja, jeg har lidt svært ved at sige med Nordahl Grieg, at ”ung om verden endnu være” – den forekommer mig at være ældet og nedslidt.

Litteraturen har ikke mistet sin tiltrækningskraft for mig – sulten efter ord er ikke blevet mindre – og der er nok at slubre i sig. Nu som dengang. Det vrimler med talent, synes jeg, og vist er der håb i det. Kunsten kan ikke kues af verdens uforstand – den lever sit eget selvstændige og stærke liv. Nu er det ikke som i 60’erne livet som absurd vilkår, der skrives om, men det enkelte individs komplicerede relationer til ”de andre” – familien som regel – traumer, der forfølger personerne og som ikke synes at være et livsvilkår, der deles med alle, men den enkeltes uheldige lod i livet og ensomme kamp mod det, der har ramt det og spundet det ind i et net af ufrihed.

Ja, men der er så meget andet i litteraturen end lige det, der er tidens trend. Heldigvis. Også samfundskritiske holdninger udspiller sig – en ny klassebevidsthed har vist sig. Og så videre … …

Men her står jeg. Og jeg tænker med taknemmelighed på litteraturen, som kan plante mening i en meningsløs verden ( nej, der tog jeg munden for fuld – tror jo, at der er en (mange) mening(er) med det, der sker.)

Men uden kunsten var livet nu alligevel fladt og kedeligt.

Så tak til alle jer, der skaber nye verdner.  

Vi soler os i jeres lys.