Mens det sker

Jeg tror, jeg skulle have den her drøm, fordi jeg skulle opleve, hvordan Ole har det hver dag og hele tiden, og nådigt fik jeg lov til kun at blive hængende i drømmens fortvivlende univers en time. Ikke at det føltes som en time, mareridtet syntes at strække sig over en uendelig lang tid, mens drømmen bare kørte og kørte, og jeg ikke kunne slippe fri. Men jeg sov kun en time, det ved jeg helt sikkert, for klokken var 7 (morgen), da jeg faldt jeg i søvn, og den var 8, da jeg vågnede.

I drømmen havde jeg glemt de simpleste ting, og jeg kæmpede med næb og klør for at bevare min sølle værdighed. Alt stod på spil, og jeg var i frit fald – var ved at tabe alt. Fysisk befandt jeg mig i sommerhuset i Tranestederne. Ikke alene og ikke kun med familien, venner og bekendte blev ved med at dukke op, de kom i flokke, og jeg forstod jo, at jeg havde inviteret dem. Jeg anede ikke mine levende råd, for jeg havde ingenting at servere for dem, og den smule, der var i huset (lidt mælk, lidt smør og lidt mel) vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle anvende. Jeg havde glemt, hvordan man laver mad.  

Det var jo et mareridt, men jeg tror, at det var nødvendigt at have den drøm. Det er sådan med drømme, at de siger noget til en, som er vigtigt, og somme tider er det let at forstå budskabet. Her lød det: Sådan har han det hver dag. Husk det! Vær venlig!

Han bærer sin kranke skæbne med så stor tålmodighed og med en indre ro, som jeg slet ikke fatter. Hvordan kan han? Jeg ville ikke kunne. Demenssygeplejersken sagde engang til mig, at det var, fordi han ikke havde nogen sygdomserkendelse og derfor slet ikke følte sig ramt. Men det er ikke rigtigt. Han er meget bevidst om sin sygdom, selv nu, hvor den er så fremskreden. Og han er fortvivlet over den, det ved jeg, for det har han sagt mig mere end en gang. Men han VIL ikke lade sygdommen overtage livet.

Alt det her har jeg vist skrevet før, men det kan ikke siges for tit.