KELD 10

Selvfølgelig er vi på bølgelængde. Det er jeg altid, og det har jeg altid været med mine personer, og du skal ikke tro, at du er en undtagelse, bare fordi du endnu ikke har fået den skarphed, som jeg har tiltænkt dig.

Skarphed?

Ja.

Det forstår jeg ikke.

Nej. Men hvad synes du om ordet?

I almindelighed eller i forbindelse med min person?

Taler vi om andre end dig?

Det gør vi vel ikke. Eller rettere, det gør du vel ikke. Hvad ved jeg om dig?

Du skal ikke vide noget om mig. Det er mig, der skal vide noget om dig. Og lige nu er du mig stadig lidt af en gåde.

Du sagde lige før, at vi var på bølgelængde. Nu modsiger du dig selv.

Det gør jeg vel, men har du aldrig hørt om det logiske paradoks?

Nu bliver du filosofisk. Det gider jeg ikke. Jeg er bare en almindelig dreng. Drenge på 16 år interesserer sig ikke for filosofiske spørgsmål.

Du er aldeles ikke almindelig. Ingen af mine personer har noget sinde været det. Almindelig? Må jeg være fri!

Godt. Så siger vi det. Jeg venter spændt.

Det gør jeg også. Men vi må snart tage de første skridt. Vi har ikke hele livet.

Vent lige lidt, inden du farer derudaf … vil du ikke godt? Jeg er ikke tryg ved situationen. Det er jo når alt kommer til alt mig, det går ud over, hvis det går galt.

Det går ikke galt.

Lover du mig det?

Ja. Eller … jeg vil gøre mit bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *