KELD 9

Hallo! Hallo! Jeg gider ikke være med mere.

Ugidelig, det må du gerne kalde mig. Du kan også bare kalde mig Keld. Det har jeg jo sagt, at jeg hedder. Og desuden: det er lige meget med prædikaterne, bare vi forstår hinanden, så kan du gerne kalde mig hvad som helst.

Og for resten: jeg tror ikke en døjt på, at jeg er doven, så ordet ”gide” går alligevel ikke på mig. Så vi må finde et andet. Træt måske. Men jeg er jo en dreng, og drenge er utrættelige. Er de ikke?

Og jeg ved godt, ja, vi ved begge to godt, at jeg skjuler mig og nægter at vise mig for dig, fordi jeg synes, at det er en lovlig stor mundfuld, du vil proppe i halsen på mig: At jeg skal træde lyslevende ind i fiktionens farlige verden. Der hvor alt er muligt og meget er farligt. At jeg skal blive en slags Pinocchio for dig. Med snoretræk og det hele. Og som den gamle Gepetto håber du måske endda, at det vil gå så vidt, at det vil lykkes dig at skabe en levende dreng.

Er det det, du vil? Ikke noget kunstigt liv fra din hånd. Ikke noget AI-skabt liv. Men et rigtigt liv, et, der kan fattes og føles og forstås af piger og drenge i den såkaldte virkelige verden.  

Hallo! Hører du mig? Ja, dig, min skaber! Jeg taler direkte til dig!

Er vi på bølgelængde?