Det følgende bliver et ultrakort rids af nogle af de forhold, der får betydning for Keld. Han bliver født i begyndelsen af det ny århundrede og dør i 1150.

Nu er danskerne kristne, så det batter – kirkens magt vokser og intensiveres ved oprettelsen af ærkebispesædet i Lund.

Det er en tid, i al fald i den første lange del af århundredet, hvor der er fred, når vi ser bort fra lidt venderkrig og sørøveri. Kong Niels regerer indtil 1134 – utrolig lang tid på den tid – og han konsoliderer kongemagten, og han er i modsætning til de fleste andre ikke krigsgal ( Saxo kan ikke lide ham af samme grund, for hvad er han for en helt, som ikke gider slås) –

Niels er den sidste af Svend Estridsens sønner, der bliver konge – fire af de andre afløser hinanden med korte mellemrum. Der er en del drab imellem de forskellige kongeemner – det er en ret populær måde at få magten på – således bliver kongeemnet Knud (Lavard), søn af Erik Ejegod, dræbt i Haraldsted skov af kongesønnen Magnus (kong Niels’ søn).

Knud Lavard bliver altså dræbt af hvad der vel må have været en fætter – jeg gider ikke granske de gamle kongers indbyrdes forhold – men hans hustru føder en søn kort tid efter og han bliver senere konge: Kong Valdemar den Store.

Men alt det har ikke så meget med Keld at gøre. Han er heldig at vokse op i en forholdsvis fredelig tid som sagt uden krigstogter. Desuden er det en tid med voksende velstand i landet. Klimaet var varmere end i dag – lange varme somre og korte milde vintre – landbruget blomstrede, og befolkningen voksede fra 500.000 i 1050 til 1.000.000 i 1250.

Freden varede ikke hele Kelds tid ud. Der bliver problemer, men det vender vi tilbage til – Keld er nu blevet en så anset mand i riget, at han bliver kaldt til ærkesædet ( med ærkebiskop Asser) i Lund for at mængle i en konflikt mellem kongsemner.