Nu vil jeg igen skrive lidt om tiden. Det underlige fænomen, som man ikke kan standse med noget som helst instrument eller eksperiment, ja, som kort sagt løber af med os. Og når løbet er til ende, står vi der og ser tilbage på det lange stræk af tid, vi har lagt bag os.

Skrev et digt, mens jeg sad i lægens venteværelse. Lige akkurat der kom ordene:

Vi dvæler i dagen/ vi strækker den ud/ vi trækker i tiden/ vi trækker den ud/ mens uret tikker/ og tæller de timer/ der er tilbage/ tilbage tilbage tilbage

Tidens fylde fylder/ mere og mere/ på alle hylder

Nej, jeg er ikke lyriker, men jeg kan alligevel godt lidt at lege med ordene på den måde, en rigtig digter gør.

En rigtig digter. Halfdan Rasmussen, som jeg læser for tiden ( til alle tider for resten) han kan ramme helt præcist. Hør f.eks. det her digt, som jeg holder mere og mere af, jo ældre jeg bliver:

Hver dag er en afsked/ med blomster og trær,/ en afsked med drømme/ og udbrændt begær./ Kom stilhed og dæk mig/ med bregner og lyng./ Kom farver og fugle og syng/ mig så træt at jeg tier.

Farvel kære venner/ som fyldte min dag./ Farvel alle skygger/ jeg skjulte mig bag./ Kom skumring og gem mig/ som løv i din skov./ Kom hare og grævling og sov/ uden frygt ved min side.