Tiden er knap. Ikke en knap. Bare knap. Og så er tiden jo hverken det ene eller det andet, for jeg gad nok møde det menneske, som ved, hvad tid er. Benny Andersen skriver det så præcist i sit digt TIDEN – Eller præcist? nej, selvfølgelig ikke – præcis og tid kan ikke forenes i den samme sætning.
Men hør alligevel, hvordan en af vore allerfineste digtere digter om tid:
”Vi har tolv ure i huset
Alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
Henter kakaomælk til sin spinkle søn
Men når man vender tilbage
Er han blevet for gammel til kakaomælk
Kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
Går ud for at hinke
Kommer ind lidt efter
Og spør om man vil passe den lille
Mens hun og manden går i teatret
Og mens de er i teatret
Rykker den lille med noget besvær
Op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
Med blodrigt sigøjnertørklæde
Men næppe er billedet fremkaldt
Før hun forkynder at det så småt
Er hendes tur til at få folkepension
Så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for meget tid
på at trække tiden ud
man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
Og når tiden er inde
Ringe hjem og høre
De har kaldt 95949392?”
Der er ingen abonnent på det nummer
klik
Så flot kan jeg ikke skrive om tiden, men mens jeg gik i haven for lidt siden, var det, som om der skete noget med den tid, jeg var midt i. Jeg havde bestemt, at jeg ville luge lige netop det her bestemte stykke oppe under hækken. Men det tager tid der, for græsrødderne er allerede nu blevet så ustyrligt lange, at det kræver sin mand (kvinde) at få hele roden med op, og får man ikke det, så breder senegræsset sig ind i hækken hen over alt det smukke, som fylder jorden og mig med daglig fryd. Det skal ikke ske – så kom bare an, ugræs! – kom og få din bekomst!
Og jeg gik virkelig til den. Og så tænkte jeg på tiden imens, for nu var klokken allerede 17.00, og Ole havde været alene i mere end 30 minutter, og forleden, hvor jeg gik det selv samme sted blot lidt længere oppe ved hækken, hvor de vildeste græsrødder og skvalderkålene skvaldrer løs om overherredømmet i min have, da var det, at Ole ringede til mig. Det gør han (heldigvis) altid, når han bliver urolig. Og det var han altså nu. Selv om jeg for 30 minutter siden havde sagt til ham: “Jeg går ud i haven og luger lidt,” og han havde svaret: “ja, gør bare det.”
Men nu var det glemt, og selv om jeg var i snakkeafstand, så ringede han altså. Og så gik jeg jo ind, og han sagde, at han lige havde haft besøg af en dame, mens jeg var væk. En dame? Ja, sagde han og viste mig en fin buket roser. Det var rigtigt nok, men han havde altså ikke hentet mig ind, for han vidste ikke (mere) at jeg var ude i haven.
Det er så underligt. Og så minder det mig om, da børnene var ganske små. Dengang måtte jeg jo også snige mig ud i haven, hver gang den lille blev sat i vognen og skulle sove. Så skulle der luges. Selvfølgelig er det ikke sammenligneligt et til et. Men altså: jeg skal også nu liste mig til at være listig over for genstridige rødder.
Heldigvis er Ole ingen rod. Der er nok rod i meget af det, vi har omkring os, og som han har samlet hele sit liv. Men selv er han heldigvis ikke nogen rod.
Der findes rødder nok i denne verden.
Og jeg vil ikke sige “fred med dem,” hverken dem i haven eller dem, der færdes med vold og magt i vore samfund og skaber kaos der, hvor de er blevet sat til at holde orden.
