Det gælder jo haverne. Der er det sagen lige nu at lade alle vækster gro i frihed og uden at luge ud i ukrudtet( hvad er ukrudt i dag?).
Men det kan man ikke. Lade være at luge altså..
“Il faut cultiver son jardin” siger Voltaire i Candide. Og han mener ikke kun det stykke jord, vi har fået givet, men nok så meget det sind, som vi hver især er velsignet med.
Han mener, at vi bør se ind i sjæl og sind og rydde ugræsset op og fjerne det fra den indre flora.
Hmmm … Det lyder forkert. Sjæl og sind og vækst og flora. Ord, der ikke kan sættes sammen – ord fra helt forskellige verdner.
Vild.
Hvad er det for et ord?
Vildskab.
Igennem hele menneskets historie har vi bekæmpet vildskaben og forsøgt at kultivere naturen. At skabe kultur ud af natur.
Den vilde natur var farlig, tænkte man, og i haverne klippede og skar man løs, så væksterne kom til at ligne skulpturer. Vi formede. Og vi deformerede.
Og nu vil vi frisætte naturen.
Jeg tror, at vi skal være forsigtige med at overlade alt til naturens egne kræfter og vildskab, og jeg er ret sikker på, at den gamle viden: at naturen overladt til sig selv er destruktiv for mennesker, ikke er uden et gran eller mere af sandhed..
Tanker, der lyder kætterske. Det synes jeg også. Men jeg tænker dem alligevel.
Når jeg lader alt gro vildt i min have, tager de stærkeste og langt fra de smukkeste planter over. det ser jeg gang på gang. Altså jeg kan ikke lade vildskaben råde.
Nå, det var lige et par ord, som jeg fik lyst til at dele med en eventuel læser, og jeg vil fortsætte senere.
Her et billede af min have i dette tidlige efterår. Blomsterne vælter frem overalt – en mangfoldighed så skøn. Jeg elsker det gamle ord: mangfoldighed. Allerede i Første Mosebog optræder det – selveste Gud Herren opfordrer os til mangfoldighed.
I dag hedder det diversitet, det lyder knap på poetisk. Og når vi snakker natur, så er det biodiversitet.
Min datter Mette har skrevet et langt indlæg som en kommentar til ovenstående – det kan jeg af tekniske årsager ikke bringe (endnu) Mine evner på det digitale/Ittekniske område er yderst begrænsede.
Men jeg vil citere et digt, som hun også skrevet og som også kan læses som en kommentar til mine ord.
Potentilens kors af gule hjerter/ blomstrer ikke for min glædes skyld/ der er intet ekko af min længsel/ i regnspovens skælvende musik/
Men fordi vi mennesker må digte/ og fordi mit hjerte er et spejl/ rækker jeg min længsel frem mod havet/ plukker jeg min glæde i en blomst
Hvis jeg takker verden for dens skønhed/ hvis jeg trøstes af en tranes kald/ er jeg blot taknemmelig for gaven/ uden illusion om empati
Og det er det, et godt digt kan: sige det hele med få ord