Læser for tiden Klaus Høecks digte fra samlingen HJEM. De handler om kærlighed og alt hvad der gør godt og ondt på et menneske i kærlighedens favn.

Men jeg snyder lidt, når jeg citerer nedenstående digt.

Undskyld Klaus – men så ved I det kære læsere, og du ved det, kære Klaus:

Jeg tager dit smukke digt, fordi det lige nu rammer ind i min virkelighed af kærlighed og smerte – men jeg skifter pronominerne ud, så de passer på mig. Låner altså digtet og skriver det en smule om.

Det er jo stadig Høecks ord. Og så bare lidt mine.

Du bærer mig på / din drøm der er mere blå / end dine øjne / du bærer mig på / dit ord der er fjernere / end polaris du / bærer mig på dit håb / mens jeg bærer dig på / kærlighedens kors.

Ja, verselinjelængderne er underlige, men det er ikke det væsentlige, selv om det måske engang var med til at gøre digteren så berømt.