Tre skikkelser sneglede sig i gåsegang hen ad den smalle sti, der fulgte Tigrisflodens mange krumninger. Forrest stumplede drengen af sted på sine ømme fodsåler og med sin vandrestok knuget i hånden, alt mens han nu og da huskede at banke i jorden for at skræmme slanger og andet giftigt kryb. Han gik foroverbøjet og kunne dårligt skjule sin udmattelse. Lige i hælene på ham fulgte rejsekammeraten. Han bevægede sig strunk og med blikket trygt hvilende i himlens dybe blå. Som bagtrop i det lille følge vimsede hunden, der i sidste øjeblik var lusket efter dem og ikke havde været til at genne hjem igen, da de omsider havde fået øje på den. ”Vi tager den med,” afgjorde Rafael.
Nu gik de så der, og drengens og hundens træthed voksede, mens himlen langsomt skiftede fra lysende blå til gylden rød. Snart ville solen være sunket det sidste stykke og mørket falde på, og det ville blive vanskeligt at skelne stiens rids. Tobias havde flere gange forsøgt at overtale sin rejsefælle til at standse op og slå lejr. Men først da solen sank helt ned under kimingen, og tusmørket sneg sig ind over landskabet, lod han sig overtale.
De to unge mænd satte sig yderst på den lave flodbrink, mens hunden strøg ud og boltrede sig i det lune vand. De hørte den plaske derude. Månen var ved at stå op og sendte de første tøvende stråler ind over det lille selskab, og Tobias skottede til Azarja og syntes, at det blege lys hyllede ham i et overjordisk skær.
”Hvad nu?” spurgte han mat, men fik ikke noget svar.
Rejsekammeraten holdt sig rank og ubevægelig som en stenstøtte, mens han stirrede stift ud over det roligt rindende vand. Som sugede han tegn og budskaber til sig fra en skjult verden, tænkte Tobias og fornemmede igen den aura af uhygge, der smøg sig om manden. Han syntes ikke at kende til træthed, og Tobias forsøgte at skjule sin egen, men lige med ét gav han pokker i sin stolthed og lod sig med et dybt udmattelsens suk falde bagover i græsset, der groede blødt og frodigt hernede ved brinken.
Han døsede hen med det samme, men halvt inde i søvnen mærkede han den fremmede rejse sig, og han syntes, han hørte ham sige: ”Ja, ja, sov du blot. Du får brug for dine kræfter.” Mine kræfter? undrede han sig og ville spørge, men så greb søvnen ham fast i sine arme og trak ham ind i et stille mørke..
Lidt efter vågnede han. Eller var det længe efter? Månen stod allerede højt på himlen, og alt lå badet i et sølvblegt skær. Endnu halvt sovende fornemmede han en ru tunge, der ivrigt slikkede hans nøgne fødder og ankler. Hunden. Godt, han havde den. Han smilede til himlen og strakte sig velbehageligt i det bløde græs og tillod sig at nyde de trygge og kendte kærtegn. Han var langt hjemmefra, javist, men han var ikke alene.
Så hørte han hunden give hals og mærkede dens poter kradse mod sit bryst, og med ét var han lysvågen. Fortumlet satte han sig over ende.
I det samme stak den af. Gøende for fuld hals forsvandt den ud i den tætte bræmme af siv, der voksede langs bredden, som havde den fået fært af noget truende.
Krokodiller, fór det gennem ham, og han forsøgte skrækslagen at kalde sin hund til sig, men den reagerede ikke, fortsatte blot sit indædte udfald mod den usynlige modstander.
Nu lød der et skarpt fløjt inde fra land, og hunden gjorde brat omkring og kom væltende tilbage. På bredden rystede den sig så voldsomt, at vand og søle sprøjtede fra pelsen, så blev den med ét myg som et lam og luskede med halen mellem benene hen til Azarja, der tog den i halsbåndet og skændte på den, mens Tobias ængsteligt lod et blik glide ud over vandfladen, der lå og glitrede fredsommeligt i månelyset.
Der var ingenting at se. Alt var stille bortset fra den rolige lyd af vandet, der klukkede og rislede, som lo det af hans frygt. Men i det samme så han en krusning rejse sig på overfladen et stykke fra bredden. Det var som en stor undersøisk bølge, der skyllede op fra dybet og nu kom brusende mod land.
Tobias nåede ikke at rejse sig, før et væsen med opspilet gab dukkede op af vandet og snappede efter ham.
Han trak fødderne til sig og skreg.
Bagefter kunne han ikke huske enkelthederne. Alt var forløbet i en rasende fart, og selv blev han kastet ind i et uvirkelighedens rum og reduceret til en viljeløs brik, andre flyttede rundt med. Spillet kendte han ikke, og det skræmte ham fra vid og sans.
Azarja, der pludselig stod bag ham og ikke greb fat i ham, men tværtimod puffede ham ud på det dybe, ud til udyret og selv forvandlet til udyr jog ham rundt med sin stålstemme.
”Fang den!” brølede han.
Og pludselig befandt Tobias sig i vild kamp. En sprællende og slimet krop piskede vandet op omkring ham, mens han forsøgte at holde den fast med arme, der ligesom voksede i længde og styrke. Så havde han den og knugede den mod sin krop, mens han skreg af fuld hals. Eller var det en anden, der skreg? Men han slap ikke sit tag, og slim og snot og vand og tårer sprøjtede om ham.
Så lo han vist.
Lidt efter lå han inde i det høje græs og vred sig om kap med bæstet. Azarja greb fat i hans arm og hev ham op, mens uhyret lå gispende tilbage. Tobias snappede selv efter vejret, som var også han ude af sit element.
”Bravo, min ven!”
Tobias gjorde sig fri og trådte et skridt tilbage, så rystede han vandet af sig og så vredt på rejsekammeraten.
”Hvad skulle det til for?”
Men fyren rystede blot ligeglad på hovedet, så de ravgule krøller dansede om det unge ansigt, der igen havde fået venlighedens stempel.
”Herregud, dreng. Det var jo kun en fisk.”
Kort tid efter sad de ved et fredeligt lejrbål. Flammerne slikkede lystigt op om gryden med kogende vand, og heri lå resterne af uhyret, forvandlet til små, velduftende kødstykker, der simrede lystigt. Azarja havde tændt bålet, uden at Tobias ret fattede, hvorledes han bar sig ad. Og hvor kom brændet fra? Det var, som om det alt sammen sprang lige ud af den sorte nat.
”Men, hvordan …?” spurgte han og pegede på bålet foran sig.
”Det er lige meget,” affærdigede Azarja ham og gjorde et kast med hovedet, hvilket igen fik ham til at se fjern og storsnudet ud.
Tobias skottede til ham og følte en blanding af skam og stolthed risle gennem blodet. Havde han ikke lige kæmpet? Og vundet? Men han kunne ikke glemme kammeratens hånlige bemærkning: ”Det var jo kun en fisk.”
Ved siden af ham stod saltspanden, hvori Azarja havde lagt de resterende kødstykker og fiskens indvolde. Når den nu partout skulle kaldes en fisk.
Hunden listede hen til hans anden side; den gned sig op ad hans hofte, mens den lod savlet dryppe. Så peb den lidt ynkeligt, og det kunne Tobias godt forstå. Hans tapre følgesvend havde sandelig ikke været meget værd, da det gjaldt. Og nu tiggede den.
Han så på sin fod. Der dryppede stadig lidt blod fra såret.
”Kun en fisk,” mumlede han.
En smuk dreng, tænkte Rafael med blikket hvilende på den unge mand, der skridtede ud ved hans side, lige så rank og hurtig som han selv. Det brune hår skinnede som rav i solen, og den glatte, solbrændte hud strålede af sundhed og ungdom, øjnene havde fået styrke, og han så uforknyt lige frem. Den hårde rejse havde filet sit af de runde barnekinder og skåret mandige træk i det fine ansigt. Og bedst af alt, ængstelsen var ved at glide af ham. Kun en lille trævl hænger tilbage, tænkte englen, og den skal vi snart få pillet af ham. Han lo ved tanken. Havde Herren lyttet til ham, dengang han ønskede at komme til jorden som kvinde, så ville han rigtignok have haft besvær med at holde fingrene fra den gudeskønne yngling. Tanken forvandlede latteren til små vemodige suk.
”Hvorfor ser du så underligt på mig?”
”Hør, min bror, i dag kommer vi til Raguels hus.”
”Ja, det kan jeg næsten regne ud.”
”Og vi skal sove under hans tag i nat.”
”Hmmm …”
”Hører du efter!”
”Det kan du godt glemme.”
”Nej.”
”Derimod skal du ikke glemme, at du er min tjener, ikke min herre.”
Det var da nye toner. Ganske vist vidste de begge, at Rafael blev betalt af Tobit, men englen havde indtil nu ikke haft vanskeligt ved at bevare sin myndighed over drengen.
”Du glemmer, hvem jeg er,” sagde han kort.
”Søn af den store Ananias. Det ved jeg godt. Og jeg har også adlydt dig hele vejen af respekt for din familie. Men du får mig ikke lokket i døden.”
Englen sukkede. De var ganske tæt ved Ekbatana, og rygterne om det forheksede pigebarn svirrede i luften, og han havde ikke kunnet forhindre drengen i at lytte til snakken.
”Vi kan i al fald ikke undlade at besøge ham. Han er familie.”
”Du har ret. Desuden skal du ikke tro, at jeg er en kryster.”
”Det tror jeg heller ikke.”
Der sad nu den gode Raguel lige foran porten til sin gård. Havde endda slæbt sin store stol ud og tronede som en anden patriark, der ventede besøg. Rygterne var åbenbart løbet forud for det lille selskab, tænkte englen, og de så den gamle rejse sig og ile dem i møde og hørte på lang afstand hans forpustede hilsen.
”Hjertelig velkommen til mit hus, kære brødre!”
”Tak,” replicerede Rafael og bøjede sig ærbødigt, idet han samtidig daskede til Tobias, der stod med bortvendt ansigt, som ville han helst ikke blandes ind i noget.
Raguel slog ud med armene, en gestus, der betød noget i retning af: alt mit er også jeres.
”Tak,” sagde Rafael igen.
”Ja, og gå nu endelig ind. Edna venter jer.”
”Og Sara?” spurgte Rafael med stemmen fuld af uskyld.
”Og Sara,” mumlede Raguel mørkt.
”Der er ingen, der venter os,” brød Tobias ind, ”og desuden er vi på vej til Rages.”
”Jamen, så er I jo ikke fjernt fra målet. Og her kan I overnatte.”
Den gamle mand plaprede løs, mens han undersøgende lod blikket glide hen over deres klædedragter. Så spurgte han lidt forsigtigt til deres herkomst.
”Som du nok allerede har bemærket, er vi naftalitter, og vi bor i Nineve.”
”I Nineve! Jamen dog. Jamen … jamen så er I jo … jeg mener, så lever I jo i fangenskab … men det var da … ja … hvad skal man sige …?” Raguel gik forvirret i stå.
”Du kan roligt modtage os,” sagde englen og sendte ham et af sine blikke, og Raguel mumlede i skægget, mens han fik travlt med at vende dem ryggen og forsvinde ind gennem den snævre port.
Rafael tog et fast tag i Tobias og trak ham med sig ind.
Sanseløs sendte han mig dog ikke til jorden, tænkte Rafael og hørte på lang afstand, hvad Raguel hviskede Edna i øret. De så hende stivne ved de ord, så rettede hun sin trivelige skikkelse ud, og knejsende i al sin vælde lod hun blikket sejle hen over det lille rejseselskab, der stod tæt sammen lige inden for døren.
”Ud med den hund!” kommanderede hun.
”Edna dog!” Raguel søgte at skjule sig bag hende.
”Jamen, vi kan ikke ha’ den,” snerrede hun.
”Det er jo bare en hund.”
”Og så ligner han Tobit,” vrissede hun videre.
”Hunden?”
”Nej, drengen.”
Raguel så for første gang rigtig på den unge mand. Pludselig var det, som om der faldt skel fra hans øjne og en tåre banede sig vej.
”Kan det … kan det … virkelig …” stammede han.
”Javist,” sagde Rafael hurtigt. ”Vi kommer fra Tobit. Tobias der er din brorsøn, og jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Vi er her for at fri til Sara, hans kusine.”
Raguel og Edna slog hænderne sammen og brød ud i gråd. Det er da pokkers, som de israelitter vander høns, tænkte englen lidt irriteret. Den slags var man da gudskelov fri for, hvor han kom fra. Så tog han Tobias ved hånden og førte ham hen til de to gamle, der slog armene om drengen og kvalte ham i hede omfavnelser.
Tobias selv stod som en støtte af sten i deres arme. Henne ved døren peb hunden, og drengen gjorde sig fri af de omklamrende arme og piftede kort. Dyret logrede og løb hen til ham.
”Vi går,” sagde han.
”Nej, nej, nej …” tryglede de gamle i kor.
I det samme gled en skikkelse lydløst ind gennem døren bagest i rummet. Det var Sara. Og hun var så smuk, at hun ganske af sig selv oplyste den halvmørke stue, og da Tobias fik øje på hende, lyste også han op.
Jamen dog, Rafael havde set meget, men aldrig havde han set nogen tænde så hurtigt, og ikke for første gang mærkede han et lille stik af jalousi, for hvorfor skulle han aldrig selv få lov at opleve den brand, de kaldte kærlighed? Ved lejlighed ville han tage sagen op med Vorherre, besluttede han for 117ende gang og vidste samtidig, at det fik han aldrig gjort, for engle er engle og ikke mennesker, og i virkeligheden ønskede han ikke at bytte. Kun i øjeblikke som disse ville han give alt for bare en lille stund at blive et menneske.