Hvad er det, der gør det?

Hvorfor brænder vi os på nogen tekster, mens andre lader os kolde? Hvad er det, der tænder gløden og får os til at flyve gennem en bog, mens vi må trække os ord for ord gennem en anden i endeløs kedsommelighed? Måske handler de endda om det samme?

Er det formen? Er det indholdet?

Først og fremmest er det selvfølgelig individuelt: Den bog, som du slugte, fik jeg galt i halsen og omvendt.

En smagssag? Tja langt hen ad vejen.

Lige nu er det sådan, at klassikerne hales frem fra skjulet og ind på forlagshylderne.

Navnlig er det moderne at hale kvinderne ud af mørket og ind i lyset, så vi kan se dem, og mange af dem er ”nye” for de fleste af os. Og det er vel forståeligt nok, for vist er mange kvinder blevet læst hen over, mens mændenes værker udkom igen og igen. Og jeg underviste da heller ikke selv særlig meget i “kvindelitteratur”, måske lige med undtagelse af Karen Blixen, som ikke var til at komme udenom. Og måske heller ikke særlig meget kvinde?

Ellers var det mest mænd, man lagde på spækbrættet og bad eleverne dissekere, så kan kunne studere indvoldene.

Nu hives de så af mølposen, de oversete kvinder, og jeg har da også med fornøjelse læst mange af de underholdende romaner, som den tids kvinder skrev i første halvdel af forrige århundrede, f.eks. rigtig mange af Karin Michaëlis’.

For nylig genlæste jeg så Thit Jensen historiske roman om Stygge Krumpen, og fandt den langsommelig, og derefter lyttede jeg til ”Den erotiske Hamster” af samme forfatter, som var fornøjelig, men vist ikke stor litteratur. Og forleden læste jeg så Hulda Lütkens ”De uansvarlige.”

Fælles for disse kvinder er, at de skriver mere med følelsen end med forstanden. Og så ved jeg ikke helt, hvad jeg mener med det. Men lad os i al overfladiskhed gribe fat i to af dem, jeg har læst for nylig og som begge er skrevet i samme periode i mellemkrigstiden.

Tom Kristensens ”Hærværk” og Hulda Lütkens ”De uansvarlige”. De kunne for så vidt bytte titler: Tom Kristensens roman handler også om uansvarlige, og Hulda Lütkens om et langt håbløst og fremadskridende hærværk. Og så er der alligevel nogle forskelle, som måske også til dels forklarer, at den ene har opnået klassikerstatus og den anden blot er ”taget til nåde”.

T.K.’s værk, eller hærværk handler om en mand, der vælger at ”gå i hundene”, mens personerne i Lütkens værk ikke har noget valg. Hendes personer er styrede af drifter og begær og af et vilkår, som personerne fødes ind i og ikke kan bryde ud af: fattigdom.

T.K.’s hovedperson er en mand, Ole Jastrau, og Lütkens er en kvinde: Jørgine.   

Ole vil ”gå i hundene” det er en konklusion, han kommer til, fordi alt er ligegyldigt. Altså en nihilist. Så beslutter han sig for at drikke sig ihjel.

Jørgine vil overleve. Hun kæmper for at afbøde de slag, der tildeles hendes nærmeste, som hun holder af – det lykkes ikke. Menneskene er fortabte og alt tabes til slut. Det er en undergangsroman.

Det er Hærværk måske også, men jeg er ikke sikker. Oles beslutning virker påklistret, han er ingen Nietzsche, og Ole tumler rundt i fuldskab hele romanen igennem, og de tanker, han tænker er fuldemandstanker. De kan jo umuligt være andet, for han er stangdrukken fra morgen til aften. Og jeg kan i al fald ikke tage hans tankevirksomhed alvorligt.

Og det kan han heller ikke selv. Det eneste sted i romanen, hvor Ole er glad og tæt på at være lykkelig er der, hvor han kører en tur med sin kone og sin lille søn.

Kærligheden virker ægte. Og måske derfor virker drikkeriet som et postulat. Slutningen er åben. Måske indser han selv, at han har et liv.

Jørgine og de øvrige kvinder i De uansvarlige har ikke nogen mulighed for at finde et liv, der er til at leve.

Jeg husker, at jeg var meget begejstret for Hærværk, da jeg læste den som ung, og jeg tror også, at jeg plagede et par klasser med den i min tid som dansklærer. Og den er faktisk skuffende at læse nu. Det virker SÅ absurd med disse lallende mandevrag, der fede, døddrukne og ugidelige tuller igennem romanen, side efter side.

Men den er godt skrevet.

Så foretrækker jeg Lütkens bog, for her forstår man, at menneskene er sat i verden for at lide, og at det er synd for dem. Og man lider med dem. Og man kan lide dem.

Jeg kan ikke fordrage personerne i Tom Kristensens Hærværk. Hvad rager de mig?