Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mon det går fremad med erindringsbogen?

Et retorisk spørgsmål, hvortil jeg må svare nej. Dog ikke et kategorisk nej.

Måske måske …

Nu får vi se. Her er et lille pluk, som kommer til at være indledning – måske

Begyndelsen

”Når du fortæller om din barndom, lyder det, som om du tilbragte den ene halvdel i havet og den anden halvdel i sandet. Sol og sommer hele året, men hvordan var det i virkeligheden?”

Nu er det mange årtier siden, min datter stillede mig det spørgsmål, og jeg husker ikke, hvad jeg svarede. Og jeg ved ikke, hvordan det var i virkeligheden kun hvordan det tager sig ud i erindringen. Og der ligger de gamle billeder hulter til bulter, henslængte som skrammel i sindets pulterkammer, og de fleste af dem er slemt falmede og mange så slørede, at jeg ikke mere skelner konturerne, men enkelte er intakte, ja ligefrem skarpe, som har de formået at unddrage sig forkrænkeligheden, og jeg ser det jo: de spræller af lyst til at indgå i en fortælling.   

Det er dem, jeg vil gribe til, tænker jeg og folder dem ud for mit indre blik, og først ser jeg kun lyset, ser det brede sig i hele feltet og tænker, at der må have været mørkere toner iblandt. Men det er ikke dem, der falder i øjnene. Så må jeg grave lidt dybere. Få nuancerne med.

En ting er imidlertid sikkert: livet i min barndoms Strandby i slut-40’erne foldede sig ud i en verden, der lå milevidt fra de voksnes. Det var et udeliv. Vi var i naturen, i havet, i sandet, i klitterne og på engene. Vi var i det fri. Og vi var fri. Det er derfor sådan, jeg må gengive billedet af min tidligste barndom.

Faste holdepunkter. Tiden, byen, havnen, stranden og de mennesker, der dannede ring om det lille barn. Både dem, der gav det tryghed og dem, der skræmte det.

Jeg så dagens lys d. 7. september 1943, netop som Anden Verdenskrig trådte ind i sin blodigste fase og mørket sænkede sig over et brændende Europa. Krigen satte spor overalt, og også i min fødeby Strandby kunne den mærkes, for skønt alt på overfladen tog sig fredeligt ud, foregik der meget dødsensfarligt i det skjulte, som mange i det lille fiskersamfund blev berørt af. Fra havnen udgik skibe med flygtninge til Sverige, og de fiskere, som sejlede dem over, satte hver gang livet på spil, og nogle af dem mistede det da også i forsøget på at redde medmennesker. Desuden var farvandet mineret, og fiskeriet i sig selv farefuldt i disse år.

Selve min fødsel ved jeg ikke meget om bortset fra, at jeg kom til verden i købmandsgården nede ved havnen, og jeg forestiller mig, at den forløb efter bogen: Jeg kringlede mig vel som alle nyfødte ud gennem den snævre kanal og frembragte det obligatoriske vræl, der var lydeligt nok til, at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Der var dog en enkelt detalje, som må nævnes her, for den hører til familieanekdoterne. Min mor havde nemlig lovet min far en dreng, og det var jo et løfte, hun ikke indfriede, men det kom til at præge min bittetid på en måde, jeg stadig mener at huske, selv om meget af det vel sagtens er noget, jeg har fået fortalt.   

  Min familie. Den bestod af tre børn: Hanne, Annelise og Anders. Og så kom jeg. Min mor hed Vera, og min far hed Magnus. Hun gik hjemme hos sine børn, og han gik på havnen hos sine fiskere. Hun lavede vores mad, og han solgte deres fisk. Derudover drev han en købmandshandel, som han imidlertid solgte et par år efter min fødsel, for bedre at kunne bestride sit erhverv som fiskeauktionsmester.

Det var, som det skulle være, og vores familie lignede de fleste andre familier i 40’ernes Strandby. Der var dyrtid under krigen og langt ind i efterkrigstiden, mange varer var rationerede, ja, selv når det drejede sig om køb af nyt tøj, måtte man holde sig inden for de rammer, samfundet havde sat for den enkelte. Ikke noget stort problem hos os, for mor vævede, og af stoffet syede Bedstemor tøj til pigerne. Og dem var der jo flest af i vores lille kernefamilie. Efter den sidste vanskelige fødsel blev mor steriliseret, og det satte en stopper for yderligere forøgelse.  

Byen var ikke stor, men set med barneøjne var den uoverskuelig, og man kunne let forvilde sig. Og så heldigvis blive fundet igen og båret hjem og komme i sikkerhed i det røde hus.

Men da benene blev lange nok til for alvor at løbe af med en, blev man sluppet løs, og så måtte man selv hitte rede i virvaret af snævre gader med gamle, lave fiskerhuse, og med den røde kirke, der knejsede i byens centrum. Og helt sikkert var det, at alle veje førte til stranden, hvor man gerne måtte lege dagen lang, eller til havnen, hvor man ikke måtte sætte fødderne, så længe de var små, et forbud, man var nødt til at overtræde, fordi det var det mest spændende sted at opholde sig.   

Den røde metodistkirke dannede ikke kun centrum i byen, den var en integreret del af barnelivet. Det var her, vi lærte om Jesus og alle englene og om dragerne og troldene og hele den fantasiverden, der blomstrede, når Tårup læste højt for os af Bibelen eller af Grimms eventyr. Og det gjorde han, så hårene rejste sig.

Men det var også her i Guds hus, jeg lærte at snyde, måske ligefrem at synde, for hver søndag morgen trykkede far os to mønter i hånden, og så sendte han os afsted til kirken. ”Husk det nu!” sagde han og så på en gang kærligt og alvorligt på mig, som om han havde en mistanke, ”den store er til kirken og den lille til dig.” Vi nikkede fromt alle tre, og måske var det kun mig, der snød præsten for hans andel, i al fald kom det over mig hver eneste søndag, når kollekten gik rundt, at det ville være smart at lade 10åøren falde og beholde den store mønt.

Min forseelse blev aldrig opdaget, og det er først i skrivende stund, at jeg går til bekendelse. Jeg husker endnu den himmelske smag af salmiakstang og lakridsrod i skarp konkurrence med den søde salmesang og de herlige fortællinger. Det valg blev jeg stillet over for søndag efter søndag, og fandt jo så frem til, at jeg med en smule held kunne tiltuske mig begge dele, selv om jeg derved mistænkeligt nærmede mig Brorsons tidselgemytter, så stive som torne og støtter. Jeg trivedes nu glimrende i det selskab. Og straffen udeblev.

Eller gjorde den? I så fald må den have været tænkt profylaktisk, for den indtraf et par år før snyderiet sneg sig ind og forplumrede barnesindet. Faktisk er selve den hændelse den allerførste erindring, jeg har om metodistkirken og mit liv der. Og jeg vil fortælle om begivenheden præcis, som erindringsbillederne melder sig.

På det tidspunkt af mit liv er mit lille hjerte endnu så rent som de nyskurede bænke, vi sidder på. Kirkebænkene. Og de er de egentlige skurke, trods deres renhed. De er nemlig ikke konstruerede til en lille treårskrop. Det er lange, solide træbænke med en smal planke til ryglæn, og den er anbragt så højt oppe, at jeg lige akkurat kan støtte mit hoved mod den. Der hviler det trygt mod det blanke træ, mens jeg synger med på ordene: ”O, luk dit lille hjerte op! O, luk dit lille hjerte op! Guds nådessol vil strømme ind og fylde sjæl og sind.”

Og jeg åbner alle sluser og lader ånden strømmer frit, og jeg har svært ved at sidde stille, og det af to grunde, dels fordi sangen føles så levende, at kroppen må leve med og bevæge sig i takt til musikken, og dels fordi det nu engang er min natur at være i bevægelse. Men ak, jeg kan ikke rokke mig en millimenter, for Hanne og Annelise har lovet vores mor at passe mig, så hun kan få lidt ro.  

Det gør de så. De holder mig fast. Men så er sangen slut, og Tårup beder alle børn folde deres små hænder og lytte, mens han taler med Gud på alles vegne. Det hedder bøn, det ved jeg godt, og jeg folder mine hænder.  

Tårup er noget længere om den snak end vores far og mor, ja, selv end Bedstemor, der ellers godt kan trække aftenbønnen i langdrag, og mens han betror Gud alt muligt, som Herren skal glædes ved og vi skal vokse ved, så falder jeg i søvn, og søstrene trækker de foldede hænder og dermed armene længere og længere væk fra den lille fastklemte søster, lige indtil grebet slækkes så meget, at hendes krop sidder løs på bænken, og det har den ikke godt af, for det næste, der sker, er noget med et brat fald bagover og en skærende smerte, som jeg endnu mindes.

Jeg brækker kravebenet og kommer på sygehuset, og da jeg kommer hjem, er jeg en sensation i det lille hjem, og det er jeg ikke til daglig, for jeg er lige blevet storesøster, og alle kommer rendende for at se min lillesøster Dorte og dikkedikke hende og give hende gaver, og mig ænser de knap nok. Men nu ser de mig, og jeg får også gaver og er taknemmelig for mit brækkede ”kravleben”, som skaffer mig slik og milde ord, som jeg labber i mig, mens jeg lader solen skinne.   

Metodistkirken var i det hele taget en glad kirke, og der var højt til loftet på alle måder. Og vi børn lærte ikke Gud at kende som et straffende Øje i det Høje, men som en far på linje med ham, der bad aftenbøn med os og som trøstede os, når vi græd.