Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Prolog
I mange år rejste jeg land og rige rundt med foredraget: ”Alderdom er Visdom.” Det har mange og ikke mindst undertegnede haft stor fornøjelse af. Det er så fint at holde fast i, at vi bliver klogere med alderen, ikke dummere. Heller ikke kvikkere ganske vist, men klogere. Og som regel var det svært at slippe løs de aftner, for mange henvendte sig til mig for at fortælle, at de enten var i færd med eller gerne ville skrive deres erindringer, vise deres efterkommerne, hvor de kom fra. Og jeg opmuntrede dem altid til at fortsætte projektet.
Fortæl! Fortæl! fortæl! sagde jeg.
En enkelt gang var der en, der skar igennem og sagde, jamen hvorfor har du så ikke selv skrevet dine erindringer?
Det samme har mine børn spurgt mig om. Og jeg har altid svaret det samme: ”Jamen, jeg har da aldrig skrevet andet.” Og sådan forholder det sig virkelig: Alt, hvad jeg har nedfældet de seneste 30 år er mine egne erfaringer, mine egne erindringer, mit eget sind, mine egne hændelser. Allerede den første bog ”Johan” viste det klart. Jeg havde i mange år min bror Anders som første læser, og han var begejstret for ungdomsbogen om den vilde Johan, som systemet forsøger at knægte, men som ejer en indre styrke, der sejrer over selv de ondeste kræfter. Da Anders havde læst bogen, sagde han. ”Hvor er det sjovt, at du har skildret dig selv som barn. Jeg genkendte så tydeligt pigen.” ”Jamen, Johan er en dreng.” ”Det gør inden forskel. Han er dig.” Og selvfølgelig er han det. Og salmedigteren Thomas Kingo er mig. Vel derfor, at han fik så sære anmeldelser: Jens Kistrup brugte en hel side i Berlingske Tidende med overskriften ”Kingo in love.” – Andre ( bl.a. Mette Winge i Politiken ) skrev, at Kingo var for kvindagtig. Og selvfølgelig handlede bogen om Kærlighed med stort K ( selv om anmelderne hævdede, at en sådan kærlighed ikke fandtes før romantikken – de skulle læse Det gamle Testamente, der er masser af kærlighed med stort K) og selvfølgelig var Kingo en kvinde. Alle mine personer er kvinder. Og Lucie i “Digteren og Malerinden” gennemgår i en nedtonet version mit eget personlige teenagermareridt. Jeg måtte skrive hele to bøger om hende, for at komme fri af mit eget traume. Lucie er en vild og uregerlig pige, og hun knækkes i teenageårene, og bliver en anorektisk, bleg og nervøs ung kvinde, der vender livet ryggen og drømmer om et klosterliv. Det forløb kender jeg.
Ja ja, det er jo rigtigt, at jeg ikke deltog i Svenskekrigene eller overværede Københavns bombardement. Selvfølgelig er de historiske romaner tro mod Historien. Og jeg har også researchet på de historiske personer. Men mit eget liv strømmer gennem den litteratur, jeg skriver, og det burde anmelderne vide. Nå, pyt nu med dem.
Så altså: vist har jeg skrevet mine erindringer, de ligger i hver eneste af mine mange bøger. Det er sådan, jeg skriver, og det er sådan ALLE forfattere med noget på hjertet skriver. Tag som eks. Per Petterson, vist er Arvid ikke Per, og selvfølgelig er han (også) det.
Men hvis jeg virkelig vover at erstatter Brorson, Kingo, Ingemann, Lucie, Johannes, Johan, Tobias etc. med Marianne, kan jeg ikke krybe ind i en anden person og altså ikke krybe udenom.
Det ved jeg stadig ikke, om jeg tør.