Nogle tanker om Danmarks første store digter, Thomas Kingo

Jeg var gymnasielærer i 70′erne og 80′erne og underviste i dansk. Det blev mest litteratur og ikke sprog, der prægede undervisningen, det må jeg indrømme, og i følge sagens natur eller lærerens dovenskab, så var der visse forfattere og perioder, der gik igen år efter år. Kingo selvfølgelig. Ham kommer man ikke udenom, for han er og bliver en af de største og jo også en af de første rigtigt danske digtere ( 1634 – 1703 ), og jeg må indrømme, at mine elever som regel stejlede og gik i sort ved det første bekendtskab med den herre. Ikke så sært, for sprog og indhold var i begyndelsen den rene mystik for dem, og de gik i gymnasiet i den periode, hvor man ifølge bekendtgørelsen i faget skulle “tage udgangspunkt i elevens egen virkelighed.”

Først måtte jeg forsøge at overbevise dem om, at det er fedt nok at beskæftige sig med noget, der slet ikke ligner ens egen verden, og det lykkedes som regel. Det næste var så at få dem til at se, at lige akkurat Kingo i grunden ikke var så fjern endda. Også han tolkede ligesom digtere til alle tider verden som kaotisk og farlig. Som sorg og afsavn. Som gru og rædsel. Som smerteligt ubegribelig. Han var som alle andre på den tid stærkt mærket af den gru, der lå over Europa efter Trediveårskrigens rædsler, og angsten for mørke og undergang lå som en permanent følelse hos tidens mennesker. Det ser vi i kunsten.

Men nu mine elevers verden? Jo, den var i det mindste på overfladen præget af  den tryghed, som udspringer af, at de basale fornødenheder er opfyldte og af at leve i en rets- og velfærdsstat. Og så alligevel. Der var samtidig en stor utryghed, som udsprang af den varme krigs ( Verdenskrigens ) og den efterfølgende kolde krigs angstfremkaldende erfaringer og perspektiver. Nej, gruen havde og har stadig et greb i det moderne menneske, og verden forekommer hende ikke mindre farlig og kaotisk end i den fjerne barok. Ligesom verden i dag ikke er mindre grusom at leve i: i Afrika udspiller der sig mange steder et voldsdrama: børnesoldater, afbrændte byer, voldtægter og myrderier, der er en næsten komplet parallel til 30 års krigen.

Jo, vist er Kingo aktuel. Og han kunne give rædslerne ord. Og så kunne han noget andet, nemlig skabe et æstetisk univers, hvori kaos blev totaltøjlet og fremstod som den mest fuldkomne form for orden. Og samtidig med, at han kunne buldre og brage og hyle og skrige i sine vers, så kunne han også det modsatte, nemlig blive helt stille og afdæmpet og skrive inderligt og forelsket om livet. Som om kaos ikke fandtes. Han kunne stille kontrasten op. Og den anden side var jo også sand. Der fandtes jo ikke kun vold og uro, der fandtes også kærlighed og stille sommeraftner og lyse lykkelige morgener og en dejlig natur. Hør engang disse vers:

Digtet Chrysillis:

Du mindes vel den aftenstund/ jeg dig ved hånden fik/ og ene hos dig gik/ endog at månens mund/udblæste kuld og vind/ Aftnens tvang/ var ej lang/ time var som øjeblik/ tiden flød/talen brød/begge hjerters skjulte nik/ Da blev den dulgte glød/oppustet klar og rød/ indtil vort hjerteblod/ i lue stod/ Da bandtes venskabs bånd/ Da raktes mund og hånd/ godnat tog hver da glad/ og skiltes ad.

Og dette lille aftenvers:

“Den klare sol går ned/ det kvælder mer og mer/ hver arbejdsmand er træt/ og sig om hvile ser/ en dag jeg nærmer er ved døden end som før/ Tiden mig så sagtelig/ oplukker dødens dør.” Og i et morgendigt lyder det: “Nu træder jeg udi det duggefulde græs” – og: “nu står jeg her/ med verden i mit øje”. Og “mit legems blomsterblad vil Gud bevare.” Ja, men mit “legems blomsterblad” peger i samtidsforståelsen på noget helt andet end skønhed, nemlig: “vi er ikke andet en hø! for vi skal dø!” – men den virkelighedforståelse gør jo ikke det poetiske udtryk mindre poetisk.

Hvordan gik det så i klassen? Kunne en folk matematikerdrenge bruge det til noget som helst? Ja, det kunne de. Kingo blev et hit.

Historie er mere og andet end blot krige og konger og folk og riger. Det er også andre tænkemåder og andre opfattelser af mange ting. Bevidsthedshistorie er interessant, men slet ikke tilstrækkeligt udforsket. Hvordan opfattede f.eks. barokmennesket naturen? Mens vi i dag taler meget om at “værne om naturen” og ser begrebet natur som noget positivt, en helhed, hvori mennesket også indgår, og som er truet netop af mennesket, af dets hensynsløse udnyttelse og udpining, så var naturen i barokmenneskets optik en vildskab, som mennesket skulle sætte alt ind på at tøjle, både i sig selv og udenfor. Derfor de kunstige, beskårede ( massakrerede) planter i barokhaven – alt måtte skæres til og passe ind i det kultiverede univers. Naturen det skidt! – ja, ud med den, og mærker du drifter og lyster hos dig, selv så bekæmp dem! Sådan var holdningen.

Men samme optagethed af naturens utøjlelige vildskab afskaffede den naturligvis ikke – siden Freud og længe før, har man vidst, at undertrykkelse af “det naturlige” i menneskelivet, giver denne “natur” en farlig grobund, der resulterer i, at den trænger igennem og op til overfladen som en farlig og ødelæggende vildskab. Hos barokmennesket ser man masser af eksempler på den utøjlelige vildskab, der griber mennesket og kaster det ind i synd og fortabelse. Ja, for det religiøse aspekt er vigtigt at have med, når man ser på tiden. Det lidenskabelige barokmenneske stod hele tiden i fare for at miste sig selv og sin sjæl og ende i helvedet.

I vore dage er den religiøse tolkning af tilværelsen trængt i baggrunden, og en naturvidenskabelig har indtaget pladsen. Det giver i grunden ikke menneskene en større tryghed. Det har været ret bekvemt for barokmennesket at “putte sig ind til Gud” som et lille barn til sin far, når alt andet gik galt. Se f.eks. de her linjer hos Kingo: ” så sover jeg dermed/ Gud skal ej vige/ bort fra mit sovested/ men til mig sige:/ Sov nu, mit barn, og svøb sig i dit klæde/ Du vågne skal engang/ bladt fryd og englesang/ i evig glæde.” En sådan naiv tiltro til Gud besjæler de færreste i dag.

Kristendommen er naturligvis ikke død. Selv om Nietzsche for længst har erklæret Gud for død. Den gennemsyrer jo f.eks. sproget og i det hele taget tidens tænkemåde og menneskeopfattelse. Men med samfundets sækularisering optager den ikke mere samme plads i dagliglivet og næppe heller i søndagslivet. Som levende religion er den forvist – og overlever nu i små, lukkede enklaver.

Eller tager jeg fejl? Er den måske stadig en realitet for de fleste moderne mennesker? Det ved jeg ikke. Men jeg er ret sikker på, at den tidligere (1600 – 1700 tallene) var en integreret del af dagligdagen for alle mennesker. Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Er den stadig en slags drogs for åndsnarkomaner? Jeg tvivler. Men vil egentlig gerne vide det.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


eight - = 5

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>