116 – to kusiner

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

I det følgende vil jeg fortælle lidt om to kusiner, der har mere end slægtskabet og navnet til fælles. Desværre har jeg kun et dårligt billede af den ene, som er Elisabeth Kokholm, datter af Mads Pedersen Houkjær. Den anden er Elise Hesselholt, min farmor, datter af Ole Pedersen Houkjær. De gik begge under navnet Lise, og begge kom de i en ung alder ud for en voldsom hændelse, der må have mærket dem for livet: Elisabeths far tog sit eget liv, netop som hun havde truffet den unge Kokholm, som hun forelskede sig i og gerne ville giftes med. Den samme grumme handling foretog Elises bedstefar, Christian Krøgh, sig. Og det var den lille pige, der fandt ham loftet, hvor han havde hængt sig.

Elisabeth:

Og her Elise:

Min onkel Lars Hesselholt skriver i sine erindringer “Hulsigminder”:

Længst mod vest lå Mads Houkjærs gård. Mads var min bedstefars broder. Han hængte sig, og enken sad tilbage med gård og to børn: sønnen Peder og datteren Lise.” ( Side 53) og senere skriver han om Elises bedstefar følgende: ( side 71)  ”Chr. Krøgh var meget musikalsk. Mange kom i hjemmet ( = Krøgh-gården) for at høre ham spille violin. Han kørte også med fisk fra Skagen til Aalbæk, hvor en anden kørte det videre til Frederikshavn. Det var en kold tur om vinteren, og derfor varmede han sig lidt med en flaske brændevin. Det blev efterhånden for ham en vane, og da han indså, at det havde taget overhånd, gik han op på loftet og hængte sig.” 

Bent Hardervig skriver i bogen “I Begyndelsen var Lyset” om de gamle slægter: “Slægter og gårde snoede sig ind i hinanden, delte sig og gled sammen igen – et giften ind og ud i et samfund så snævert, at både gårde, familier og krøniker fik karakter af fælles gods. Inden for en ring af utilnærmelighed.” .Og senere: … “Idet hele taget synes slægten dengang at være karakteriseret af stærke kvinder og stille tungsindige mænd.”

Den karakteristik af familier og deres fællesliv gælder også for slægterne i Skagen Landsogn, der grænser op til Raabjerg ( hvortil Kandesterne hørte) og herfra vikledes familierne videre ind i hinanden.

Det var måske den “indavl”, der skabte de sårede sjæle, som ikke orkede livet, men måtte herfra, enten ind i sygdommens fængsel eller endnu længere bort til dødens ukendte land. Eller de emigrerede simpelthed. Den løsning var der også nogen, der valgte, men det var måske ikke de svageste.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


seven * = 35

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>