For et par indlæg siden nævnte jeg Dalsgaards bog “at tælle til lilla” og skrev, at jeg ville lægge nogle ord om den på bloggen, og det gjorde jeg, fordi den lyste op i min mørke nat. Jeg har det nemlig med at læse, når andre sover, og så hænder det jo af og til, at ordet slår ud i lys lue.

Og den her bog lyste. Det er ikke en roman, selv om den har formatet = 178 sider prosa. Det er heller ikke rigtig et erindringsværk, eller det er det måske, men det er først og fremmest en bog, der griber sin læser og nænsomt tager hende med ind i en verden, hvor ingen ord er overflødige. Jeg elsker ord. Den slags. De nødvendige ord, dem, som f.eks. gør det muligt at tælle til lilla.

Tak for den bog.