Et trøstens ord til Keld eller Kjeld.

Jeg synes, at jeg kan høre min hovedperson i Kjeld fra Ålum sukke og protestere over den lange tavshed fra forfatteren.

Ja, jeg skriver Kjeld fra Ålum, for titlen findes, selv om bogen ikke gør.

Jeg vil ikke sige ”undskyld Kjeld,” for du er jo trods alt kun en fiktion, og jeg kan ikke for alvor tage dig alvorligt.

Hvad siger du?

Siger du virkelig, at hvis jeg ikke kan tage dig alvorligt, så kan jeg heller ikke tage mig selv alvorligt … så er mine forestillinger kun tankespind, og jeg kan lige så godt opgive at skrive noget som helst seriøst. At så er jeg færdig som forfatter.

OK – jeg hørte dig godt. Og nu sidder jeg og tygger på blyanten og tænker på et svar.

Så hør her: Kære Kjeld! Jeg har desværre ikke tid til dig lige nu og får det heller ikke i den nærmeste fremtid.

MEN – for der er et MEN – jeg har ikke glemt dig, og når tiden er inde, så griber jeg pennen (blyanten) og svinger den hen over på det hvide papir, og du (gen)opstår i min skikkelse. Nej, ikke i min skikkelse selvfølgelig, det ville ikke være godt, men i den skikkelse, som jeg giver dig, og som derfor er min.

Altså trøst dig! Jeg har endda opsnuset nyt om dit liv og din færden – du var jo nemlig i Paris på Abelards tid, og ved du hvad ( ja det ved du selvfølgelig) Abelard var ikke blot din lærer, men han skrev også en af verdenslitteraturens smukkeste og mest gribende kærlighedsromaner, og han gennemlevede selv alle dens faser – altså Kjeld, du dumper uforskyldt lige ned i romantisk ( og tragisk) hændelse.

Det skal vi nok få glæde af.

Og du vil blomstre i mødet med kærligheden. Også selv om du bliver præst og endda helgen. Størst af alt er kærligheden.