Læser p.t.  ”Det danske landbrugs historie” ( Landbohistorisk Selskab 1988)  – redigeret af Claus Bjørn.

Første bind har gode kapitler om jernalder/vikingetid og middelalder.

Lotte Hedeager og Christian Christiansen står for oldtidsdelen, som går til år 1000 e. kr.

Erland Porsmose står for middelalderen fra år 1000 – 1300 e. kr.

Nogle notater:

Oldtidens bondesamfund:

I bondestenalderen praktiserede man skovlandbrug.

Skoven den mest stabile foderkilde 1) græs 2) ikke tørkefølsom 3) ingen arbejdskraft nødvendig. Dyrene passede sig selv og fandt selv foder.

Slutresultatet af denne langvarige brug ( overforbrug) af skovene skabte overdrevet – kreaturernes nedbidning skabte udtørring – lyngheden opstår.

Yngre Jernalder:

Langhuse op til 30 – 48 – gavle i øst og vest – forsiden mod syd. Den bedste lys og vindbeskyttelse. Op til 30 – 48 meter lange – beboelse i vestenden – dyrene i østenden – ikke mere kun opdeling i to rum – ofte tre rum.

Grubehuse: små nedgravede hytter = arbejds – og håndværkerhytter.

Middelalderens bondesamfund:

Flere slags bønder:

1) odelbonde ( ejendomsbonde )

2) adelbonde (hovedbonde)

3) landboer (fæster)

De fleste var selvejere

Jord = magt og ære

Trælle: at regne som husdyr – slavejagt var en integreret del af vikingetogterne og fortsatte i vendertogterne i 1100tallet – udgjorde en kærkommen tilgang af arbejdskraft. 3 trælle på en middelgård. Landbruget ekspanderer i løbet af 1100tallet, og der er brug for folk. Egnede trælle kunne sendes i leding i stedet for husbond – trælle kunne avancere og blive frie.

Fledføringer: ( aftægtsfolk) var ufri ligesom tyende. Årsag: Nød – ælde – sygdom – de blev regnet som børn = unyttige.

Ejendomsforholdene er ret komplicerede i middelalderen. Landboen er sin egn herre på den måde, at gården er hans, men jorden fæster han. Da han ikke ejer jorden, har han ikke magt til at besidde tillidsposter – det tilkommer kun adelbonden

Krigerbonden var samfundets krumtap. Han var bevæbnet: sværd, kedelhat, spyd og skjold.

Jeg vil nøjes med disse ganske få notater for nu. Det er selvfølgelig vigtigt at kende ikke blot bondens men også gejstlighedens rolle ( kirken) og kongens ikke mindst, men jeg vil ikke besvære bloggen med flere notater.

Herover en kedelhat – navnet Ketil = Keld betyder kedelhat. Vores helt kommer til verden på en stor gård. Han er ret sikkert bestemt til en krigerisk løbebane – til at blive krigerbonde. Men han bryder mønsteret og går i (den modsatte?) retning og bliver en kirkens og ikke en kongens mand.