Jeg har skrevet et par kapitler af “Keld fra Ålum,” men de er desværre langt under den standard, jeg har tænkt mig at sætte for bogens kvalitet: min Keld er for intetsigende.

Han har problemer. Javist.

Hans mistrives. Javist.

Men helt ærligt: det er på et alt for spinkelt grundlag, han “kokser” ud. Og nu siger vores kloge præst, som også spiller med i fortællingen om Kjeld, at en moderne dreng på 17 år aldrig ville bruge ordet “kokser”.

Og deri ligger måske kimen til hele miseren: Jeg har lagt fortællerstemmen fast hos Kjeld. Det er hans ord, vi hører.

Derfor har jeg tænkt at ændre fortællestil. Jeg står ved min figur, selvfølgelig gør jeg det, men vil skildre ham med mine egne ord. Synsvinklen lægges kort sagt over på den alvidende forfatter. Der ligger den bedst.

Og det er så der, vi er lige nu, min ven. Jeg overtager jeg dig, Kjeld. Du får ikke stemme-ret.

Det vil du selvfølgelig brokke dig over, så meget kender jeg dig, og jeg synes allerede, at jeg kan høre dig harke som en gammel mand ved tanken om, at en gammel kone skal skildre dig, en lys – og nulevende dreng på 17 år, som står over for livet med et usikkert bankende hjerte.

Men du må forstå: Det er et nødvendigt overtag også selv om, du betragter det som et overgreb.

Det må vi have en snak om. Og nu er ordet frit. Jeg skal ikke lægge dig så meget som en eneste konsonant i munden.

VORES ALVORLIGE SNAK, SOM IKKE KAN UNDGÅS

Kjeld: “Er der overhovedet noget at snakke om?”

Mig: “Hvad mener du?”

Kjeld: “Det er jo alligevel dig, der bestemmer.”

Mig: “Men nu spørger jeg dig, ikke?”

Kjeld: “Du har lige taget stemmen fra mig.”

Mig: “Men så tag den dog tilbage, dreng!”

Kjeld: “Okay! Jeg tager dig på ordet. Og tak!”

Mig: “Det er mig, der siger tak.”

Kjeld: “For det første: Der er så meget, du har fået galt i halsen i dit første forsøg på at fange mig. Jeg er slet ikke den, du tror.”

Mig: “Det lyder interessant. Og lidt skræmmende.”

Kjeld: “Livet er skræmmende.”

Mig: “Det ved jeg.”

Kjeld: “Det skulle man ikke tro.”

Mig: Nå … ?

Kjeld: “For det første har du givet et indtryk af, at jeg er en overfladisk dreng, der går rundt og murrer, blot fordi han må flytte fra byen til landet og dermed mister alle sine venner. Men for det første mistede han jo ikke sine venner, bare fordi han flyttede, vel? Han havde dem med sig. Gik med dem i lommen på en måde. Ja, du griner, men sådan kan man godt sige det. Og de kunne nås på et øjeblik. På skærmen. De, eller rettere vi, blev ved med at ses. Tit gik jeg ture med en af mine kammerater i Glostrup, også selv om han vadede rundt på stranden i Ishøy og jeg i skoven i Fussingø. Vi snakkede sammen. Vi gik sammen. Vi var i den samme verden. Men det forstår du vel ikke. Måske har du slet ikke opdaget internettet? Du har måske ikke engang en iPhone?”

Mig: “Jo … det har jeg da. Tror jeg nok. Hedder den sådan?”

Kjeld: “Tag med til nutiden!”

Mig: “Jo … men hvad … hvad snakkede I så om?”

Kjeld: “Hvad snakker du med dine venner om?”

Mig: “Løst og fast … og sådan.”

Kjeld: “Nå sådan. Sidst jeg snakkede med min bedste ven, var det krigen i Gaza, der var emnet.”

Mig: “Uha! Den slags emner går vi uden om. Magtesløse som vi er.”

Kjeld: “I lukker jer for verden. For sandheden.”

Mig: “Kan du ikke præcisere det?”

Kjeld: “Jo, jeg kom lige i tanke om et digt.”

Mig: “Nå ja, det er sandt, du skriver jo digte.”

Kjeld: “Ja, det gør jeg. Og jeg ville ønske, at jeg havde skrevet det her. Min ven Hassan læste det højt for mig forleden, og nu skal du høre det.

Jeg lappede mit sind for lyshuller / i Gazastriben bader / børnene for foden af / krigsskibet / granaterne rammer dem / og bølgerne tager dem / flygtninge drives som / kvæg / og transporteres som / slagtesvin / jordskælv og / himmelskælv / fosforregn og palmer i / napalmbrand / må guden og fanden/ forbyde det i enighed