Kjeld: Er du nu igen ude på at få hold på mig?

Mig: Jeg har hold på dig.

Kjeld: Hvad har du?

Mig: Rolig nu!

Kjeld: Jamen, jeg vil gerne vide, hvad du pønser på, det er vel ikke for meget forlangt. Jeg er vel din hovedperson.

Mig: Det er du jo så ikke. Vel?

Kjeld: Nå nej, men tæt på, ikke? Uden mig, ingen Kjeld.

Mig: Det er rigtigt. Så hør her: du er ankommet til Ålum. Dine forældre har købt hus der.

Kjeld: Hvorfor i al verden har de det? Du sagde jo til mig i al fortrolighed, at jeg var en københavnerdreng. Og det var jeg da lidt stolt af. Hvad skal jeg i et hul som Ålum?

Mig: Hov hov, min kære ven! Du glemmer, at jeg er Ålummer med stort Å.

Kjeld: Åh ja, det er rigtigt. Du har endda skrevet skuespil, som foregår i Ålum og som er blevet spillet viden om i det ganske land og endda i udlandet.

Mig: I Argentina ja. Men hvor ved du det fra?

Kjeld: Du er min forfatter, ikke? I princippet ved jeg alt om dig.

Mig: Og jeg ved endnu ikke så meget om dig. Det er unfair.

Kjeld: Ved du hvad …? – den her snak fører ingen steder hen. Det er det rene vås.

Mig: Det var dig, der begyndte!

Kjeld: Ja, og det er mig, der slutter!

Det håber jeg ikke, vi er jo lige begyndt…

Åhhh … fri mig!