Lidt spredt snak om min læsning.
I de seneste par år, har jeg ikke læst sammenhængende, ikke hele forfatterskaber, ikke specielle epoker, ikke visse temaer, ikke bestemte genrer, men tværtimod har jeg kastet mig over litteraturen og slugt den i spredt forvirring i lige linje. Har truffet mine valg intuitivt, og som regel har jeg valgt rigtigt på den måde, at jeg har været glædeligt underholdt og undertiden behageligt overrasket.
Jeg kigger på min liste af lånte biblioteksbøger fra det seneste halve år og ser jo straks, hvor spraglede trådene er. Ikke antydning af en rød tråd, og faktisk synes jeg, det er forfriskende på den måde. Noget i retning af at variere kosten og på den måde få flere vitaminer til hjerte og hjerne end en mere ensidig læsning kunne befordre.
En overgang lovede jeg mig selv, at jeg ville “sætte mig ind” den nyeste litteratur, men forsættet varede ikke ret længe, for der skrives for meget nyt for det første, og for det andet er der alt for meget andet, der rykker i mine læsegener, så jeg må tilgodese “de gamle” eller “det gamle” – Jeg kaster et blik over de seneste lån og ser jo, at jeg har bevæget mig over de unge til de lidt ældre, og nu skriver jeg nogle af dem op her: fra de moderne som Eduard Louis og Aydin Soei og Ocean Vuong og Glen Bech og Morten Pape og Stine Askov og Anna Juul og Stine Pilgaard … og til de lidt ældre som Rachel Cusk og Geir Gulliksen og Anne Lise Marstrand og Niels Frederik Dahl. Jeg kunne blive ved med at remse op fra listen af de senest læste bøger, men allerede med disse få navne er det tydeligt, at der ikke er nogen som helst sammenhæng.
Sad i dag og smålæste i Martin A. Hansens´ essayssamling “Tanker i en Skorsten” fra 1948. Her er der heller ikke så megen sammenhæng: som titlen antyder er det spredt fægtning med tanker og ideer, der melder sig hos digteren og bliver behandlet med behørig litterær lødighed og stor kyndighed.
Han kommer vidt omkring i bogens mange afsnit lige fra minder om det langsomme liv på landet engang – set lidt fra oven – til en gennemgang af efterkrigstidens unge digtning. Dette sidste essay vil jeg helt i digterens ånd “dvæle” ved.
Eumeniderne kalder han kapitlet. Mørkets gudinder.
Her tages vi med på en fin lille rejse i lyrikkens verden.
De digtere, der følte nederlagets hug i marv og ben efter krigen i 1964 og skrev derefter – 90-er-digterne, der ikke dyrkede “kål” men “sjæl”.
De nye digtere, efter århundredeskiftet, Martin A. nævner J. V. Jensen og M. A. Nexø, gør op med denne nederlagsstemning, og jeg vil her citere et digt af Johannes V. Jensen, der tydeligt viser opgøret:
“Sønner af de Slagne,/ se, I staar på Muld!/ Død er det bedragne,/ lykkeløse Kuld./ Gæstmildt aabner Danmarks/ unge grønne Land/ Favnen for den stærke,/ lattermilde Mand/.
Ifra Gorm den Gamle/ til den Dag i Dag/ elskte vi at samle,/ … Ak, paa Nederlag!/ Dette vil vi mindes/ med en knyttet Haand/ mens vi skuer fremad/ af en anden Aand.
Kloge af at bede/ til den døve Gud,/ vil vi aabne, sprede,/ glemme, slette ud./ Ungdom er at handle/ uden Tradition, / uden falske Veksler/ paa en død Nation.
Ungdom er at synde/ uden Maal og Med./ Kan vi da begynde/ med at ønske Fred?/ Lad kun hadet æde/ og lad Grinet flaa!/ det er stride Tanker/ vi maa leve paa.
Faar kun den, der yder,/ lønnen for sin Flid,/ da vil den, der nyder,/ aldrig møde Nid. / Den der bærer,/ byder!/ Det er hvad vi tror/ enten vi i Danmark/ eller Kina bor.
Lykkens Land med Maade,/ Danmark, det er du!/ Danmark af vor Naade,/ vil du smile nu?/ Borte er det syge,/ lykkeløse Kuld-/ Sønner af de Slagne/ se, I staar paa Muld!”