Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Jeg troede engang, at når jeg havde Dostojevskij og Helle Helle stående øverst på listen over mine favoritforfattere, så var det, fordi den første satte gang i tankerne og fik mig til at reflektere over de evige eksistensspørgsmål: Hvem er vi? hvorfor er vi her? hvor skal vi hen? + alt det andet stof om livet og døden, der aktiveres og sættes i brand, når man læser den gamle russer, og fordi den anden satte sig i kroppen og pirrede sanserne med nydelse, som når man nipper til en gourmetret eller langsomt gufler en isvaffel i sig.
Men det er ikke derfor. Mange, ja, de fleste af Dostojevskijs bøger tager os jo med ind i en sanseverden, der er lige så mættet og jordnær som Helle Helles, jeg nævner de to, der først falder mig i pennen: Det døde Hus og De Sårede og de Ydmygede. Her møder vi ”almindelige” mennesker af kød og blod, og vi fanges af dem, fordi vi kender dem (fra os selv). Og hos Helle er det jo ikke blot fuglefløjt og flødebolle-kræs alt sammen. Det er det også, men i så raffineret form, at det trods det helt hverdagsagtige og jordbundne i teksten, hæver den til fornem litteratur. Og vi fanges af personerne, fordi vi kender dem (fra os selv).
Blev netop nu færdig med at læse (sluge) seneste skud (BOB) på det fine forfattertræ, der ikke imponerer ved sit omfang, ikke forgrener sig til det helt store, men vokser så stille som selve teksten, der bestemt heller ikke råber højt på noget tidspunkt.
Det skal jeg prøve at uddybe i det følgende
Hvis man skulle genfortælle Helle Helles bøger, så ville man komme på en umulig opgave. For der er ikke noget at fortælle. Eller sagt på en anden måde: teksten er sin egen fortælling. Den virker så enkel, og så er den alligevel så kompleks. Er i sig selv et paradoks. For den ånder af liv, og samtidig lider den af åndenød, eller personerne gør, og man sidder som læser og suges ind i fortællingens univers, fordi man ikke kan andet, og så får man samtidig en ubændig lyst til at yde førstehjælp.
Personerne er så hjælpeløse. Mund til mund- metoden dur bare ikke. De er låst fast i deres hjælpeløshed, fanget i et net, som det er umuligt at vikle dem fri ud af. Og hvis man gjorde det? De ville hade en, for de vil jo være der, i nettet. De hører til der. Og vi skal lade dem være. De er ikke selvpinere. De har et liv. Og Helle Helle giver dem SÅ meget liv i sproget.
Nu er det jo fiktive personer. Vi læsere har ikke noget at gøre i en roman andet end at læse. Vores rolle er begrænset – vi kan græde og le med personerne – vi kan ikke ændre dem. Men det er så alligevel det, man får lyst til med Helles personer.
Hvorfor handler de ikke? Jamen det gør de også. De køber ind, de laver mad, de mødes og skilles, de laver mere mad, meget mad, de spiser og de sover og går på arbejde. Og kommer ikke rigtig nogen vegne. Men skal de det? i ”hvis det er” farer personerne virkelig vild. I Rold Skov. Jeg vil citere lidt fra et kapitel (19) hvor de to personer er faret vild og bliver nødt til at overnatte i en shelter. Jeg tror, dette eksempel vil forklare lidt af fortryllelsen. Måske.
(side 53 – kapitel 19) : ”Vi kommer på plads op ad bagvæggen. Hun gnider sine arme hårdt under tæppet, fortsætter derefter med benene. Vi rykker tættere sammen, sidder med langsiderne op ad hinanden. Hun udsender en pudret lugt, støvet rose eller melon. Jeg forestiller mig, at hun også sidder med armene krydset foran brystet nu, hænderne i armhulerne og benene tæt samlet. Måske har hun også sine fødder over kors. Min vabel generer ikke synderligt nu, bortset fra en klistret fornemmelse i sokken. Jeg vipper med tæerne, de kan stadig mærkes, dog ikke lige meget. Hun sukker dybt.
Er du træt, siger jeg.
Det tror jeg nok.
Se, om du kan sove lidt.
Jeg prøver, men det er svært.
Regnlyden er meget søvndyssende. Det giver nogle ryk i hende, hun retter sig hver gang op. Men endelig falder hun i søvn, med hovedet på min skulder. Det er hendes hår, der lugter pudret, måske er det faktisk fersken. Hun har nogle lange udåndinger.
Vi sidder længe sådan. Det er en virkelig ensartet regn, der er ingen udsving i trommeriet på shelterens tag og i skovbunden. Vinden må være konstant, skydækket tæt. Hele ugen har det holdt tørvejr, vejret har været så strålende. Den sene eftermiddagssol stod lige ind i hytten, værelset var stadig lunt, når jeg trak mig tilbage. Jeg lagde mig oven på dynen og lod dagen løbe gennem hovedet til lyden af raflebægre. Min pose bananbolcher med lakrids kunne have gjort en forskel nu, under disse omstændigheder. Jeg trækker forsigtigt det øverste tæppe op omkring os med min frie hånd, men venstre skulder er let følelsesløs.
Måske falder jeg også i søvn. I hver fald giver det et lille sæt i mig, da hun løfter sit hoved. Hun gnider sig i ansigtet, taler ud gennem hænderne:
Det regner stadigvæk.
Ja.
Åh, jeg sov.
Hun gaber voldsomt, tæppet hæver og sænker sig.
Jeg drømte, jeg lavede te. Jeg er ellers ikke tedrikker.
Det er jeg heller ikke.
Jeg synes ikke, te smager af noget. Det er mærkeligt, folk er så vilde med det.
Man skal nok lære det.
Sikkert.
Hendes hænder er tilbage under tæppet, hvislende nylon.
Men lige nu ville det være fint med en kop varm hvad som helst, siger hun
Ja, med sukker i.
Og en lille kiks. Jer.
Ja, mon ikke. Hjøm, siger jeg med en kort fremmed latter, som jeg kommer til at gentage, og så griner hun også lidt:
Griner du af mig? I morgen sidder du selv med en kiks. I Hundige.
Gid det var så vel.
Tror du ikke, vi finder ud? siger hun bestyrtet og vender sig, en luftbølge udgår fra tæppet.
Jo, jo. Det er bare, fordi jeg ikke bor i Hundige for tiden.
Hvorfor ikke?
De er ved at brække gulvene op, der har været vandskade.
Nåeh.
Så jeg bor midlertidigt på hotel. På Amager. I nærheden af mit arbejde.
Var det skybrud?
Næ. Opvaskemaskinen. Der har åbenbart været noget i vejen med afløbet et stykke tid. Krybekælderen stod under vand.
Opvaskevand? Havde du slet ikke mærket noget?
Underligt nok ikke. Jo, der lugtede godt nok en lille smule ved køkkenvasken.
Det kan der jo sagtens gøre, uden at det betyder noget.
Ja, netop.
Det var synd, siger hun lidt efter med stor alvor, hun lægger sin hånd eller bagsiden af den på min underarm.
Så skal du ikke engang hjem-hjem.
Måske i næste uge, hvis det går efter planen, nu må vi se, siger jeg med luft i stemmen, smittet af hendes alvor, den rørende håndryg. (citat slut)
Som man ser, er det ikke eksistensproblemer eller relativitetsteoretiske emner, der diskuteres. Det er så almindeligt, og alligevel emmer det af liv.
NB: Det er ingen stavefejl, at der står JER efter kiks. Pigen siger ikke JA – hun siger JER. Det kender vi godt, ikke. At de unge udtaler “ja” som “jer.”