Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Da Christen Kokholm vokser op i 1870’erne og 1880’erne er Harboøre allerede delt i to: de hellige og de vantro. Senere bliver splittelsen mellem de to grupper endnu mere markant. En vækkelse i pietistisk retning spores langt tilbage i århundredet, og jeg kunne ved lejlighed have lyst til at følge sporet: er det rester af den gamle pietisme fra 1700tallet ( Brorsons århundrede, Herrnhuternes århundrede) der har overlevet i det lille fiskerleje?
Det kommer vi ikke ind på her. Vi interesserer os i denne omgang kun for forholdene i Harboøre, da lille Christen vokser op. Han er barn i Holmene – et lille samfund nord for Kirkebyen ( Harboøre by) og tæt ved fjorden – her på dette lille sted, er, så vidt jeg kan se af kirkebøgerne, alle husene beboede af husmænd og arbejdsfolk, og i Karen Tudborgs erindringer hører vi om nogle områder på Harboøreegnen, hvor man nødig færdedes, fordi ukvemsord og andet grimt hang i luften. Hvor var det? Var der her? Voksede vores lille helt op et sted, hvor eder og forbandelser fór gennem luften, og hvor “pæne” folk ikke færdedes? Det ved vi ikke. Men vi ved, at sidst i 70’erne, og det var den tid, hvor lille Christens barndom faldt, da fandt den helt store vækkelse sted i Harboøre. Den unge lidenskabeligt vakte præst, pastor Moe, gjorde sit indtog og satte sit stærke aftryk i det lille samfund. Harboørefolkene tog ham til sig, og han tog på sig at “lave dem om” – det lykkedes langt hen, I indledningen til Karen Thuborgs erindringsværk, skriver udgiveren Henrik Ussing (1923) følgende:
“Harboøres Befolkning, der levede Livet under usikrere Vilkaar end nogen anden Befolkning i Danmark, maatte nødvendigvis være dybt religiøs. Men dette forhindrede ikke, at de samme Mennesker, der nys var sluppen ud af den mest overhængende Livsfare, slog sig løs i et lystigt Lag med Dans og Sang. – I denne Livsglæde midt i Alvor og Fattigdom skete der et stærkt Omslag fra den Tid, sidst i Halvfjerdserne, da Pastor Moe blev Præst paa Harboøre. Denne viljestærke, indremissionske Prædikant frembragte hos Harboøres Befolkning, hvis Sind under Naturens Vælde var vant til at svinge til Yderligheder, mens en stærk Alvor og Viljekraft var aflejret paa Bunden, en religiøs Splid og et Røre, hvis Dønninger lød over hele Landet. Pastor Moe og hans Tilhængere fremstillede de nedarvede Sæder og Vaner så vel som den nedarvede Religiøsitet som idel Vantro, Ugudelighed og Ryggesløshed. Da den samme Fordømmelse kom frem ved Begravelsen efter en stor Drukneulykke Efteraaret 1893, rejste der sig i Landets Blade en Storm mod en slig Færd; men selv de, der vilde forsvare Harbøreboerne, havde næppe den rette Forstaaelse af dem. De var tilbøjelige til at fremstille dem som stakkels vankundige og forkuede Mennesker. ( Citat slut s.8)
Her et ungsomsbillede af pastor Moe: Fra hans erindringer : “Oplevelser” 1926
Som Jens Kristian Lings med sin bog “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 så fint gør opmærksom på, at fik Moe et samtidsmæle, som var skævt, som en ufølsom helvedesprædikant. Eftermælet vil blive nuanceret. Moe tordnede IKKE sine sognebørn ned i Helvedet. Han forsøgte faktisk ud fra de forudsætninger, han havde at give deres liv mening og indhold. At bedre deres kår også materielt. Han var indremissionsmand med alt, hvad det betyder. F.eks. var han aldrig i tvivl om, at det, der stod i Bibelen var Guds ord, og han tager den bogstaveligt til indtægt for sandheden. Men hans medfølelse og medleven i de fattige fiskeres barske liv er ikke falsk. Og han retter den ikke kun mod de “hellige”. Jeg vil citere et par eksempler fra hans egne erindringer om tiden på Harboøre “Oplevelser” 1926.
Han er f.eks. dybt forarget over den måde, man behandler fattige gamle på. Der var ingen egentlig fattiggård på Harboøre, og de gamle, der ikke havde familie, blev liciteret til de gårdmænd, der ville tage dem for laveste pris. Moe skriver (s.64): “Manden, som mente, at det kunde bøde lidt paa de daarlige Finanser, gjorde da Tilbud paa 6 à 7 gamle Kvinder og fik sit Bud approberet. Han hentede dem og fik dem anbragt i sine stuer og mente saa, at han som en god Kristen ogsaa burde sørge for deres aandelige Behov. I dette Øjemed stillede han en Dag i Præstegaarden … og forlangte, at jeg skulle køre med og tage dem til Alters i en Slump … jeg var fnysende harmfuld over, at man behandlede gamle fattige Folk paa den Maade. Men jeg tog med … fordi jeg tænkte, at jeg maaske kunne være de gamle Stakler til lidt Hjælp.”
Et andet sted i erindringerne erklærer Moe åbenlyst Harboørerne sin kærlighed (og den var nok gensidig): (s.56) … “Det var et underligt Hjertefok; man kunde ligefrem ikke andet end holde af dem, naar man gik omkring og snakkede med dem, eller blot saa deres Ansigter, naar de smilende gik forbi og hilste. Den Voldsomhed og Raahed, der ved Lejlighed kunde komme frem, især naar de havde drukket for meget, var kun den ydre Skal og hørte ikke deres egentlige Natur til….“
De københavnske reportere, der besøgte Harboøre efter den store ulykke i november 1893, hvor 26 fiskere fra egnen mistede livet, harcelerer i måneder over Moes optræden = hans prædiken ved begravelsen. Men her siger han faktisk kun, hvad han ifølge sin egen bibel-og trosopfattelse SKAL sige, og da han går rundt og trøster enker i sognet, har han ingen omvendelsesprædiken med sig i tilgift, men er virkelig en kærlig trøster hos alle. Sådan beskriver han det selv, og der findes kilder, der viser det samme. Reporterne håner ham også, fordi han er så “grisk” at han søger et “federe” kald. Ja, det tror jeg er ganske normalt for et ungt menneske, der har brugt utrolig mange kræfter i flere år i det her fattige sogn. Han fortæller om præstegården, da de kommer til Kirkebyen følgende: ( citat s.49): Der var kun daarligt Tag paa Huset, og Loftslugerne hang og hvinede paa Hængslerne. Loftet, der var gammelt og utæt, saa Støvet dryssede ned, maatte snarest muligt beslaas med Lister over Revnerne og derefter tapetseres. Køkkenet var et lille, smalt, aflangt Hul med aaben Skorsten, bryggerset ligesaa med Brolægning som paa Ribe Gader i samme Tidsalder. Ovenpaa var der et lille Gæstekammer, bygget op af Græstørv og Ler. Et herligt Opholdssted i en gammel idyllisk, fra Fædrene overleveret Præstegaard uden Have!”
Ja, dertil kommer at kaldet er lønnet med 600 kr. årligt og ingen dyrkbar jord til gården. Det var fattigdom, og hvem forstår ikke, at familien søger væk på et tidspunkt. Da er den vokset med en stor børneflok. De mister et barn, mens de bor der. Utrolig mange børn døde i de år, der var misvækst af flere årsager, men de elendige boligforhold for næsten alle har i al fald hjulpet til. Og Moe lægger ikke skjul på, at han hader at være fattig.
I en samtale med en trosmodstander, siger denne til ham, at han er arrogant og løgnagtig og flere andre skældsord. Og Moe svarer ganske roligt, at det kan der da være noget om. Men der findes vel tilgivelse også for ham.
Hele tiden (ifølge erindringerne) har han humoren med i det meste, og han kan godt lide at slå sig løs og livsglæden pibler i hans skrifter.
Pastor Moe søger til Skanderup, men han slipper aldrig harboørerne og i hele den tid, han levede, han skriver sin bog 35 år efter harboøretiden, havde han årligt besøg af vennerne derfra – måtte undertiden indlogere 100 personer i nogle dage. De besøgte ham om sommeren, og han besøgte dem i november, når de vendte hjem fra sommerarbejde rundt om i Danmark.
Ikke mere om Moe. I det følgende vil jeg omtale to værker – Jens Kristian Lings: “Himmel og Hav og Harboøre” fra 2019 og C. Davidsens “Harboøre” fra 1896.