Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Den lyksalige gråd og Højskolen.

Jeg cyklede en lang tur forleden med en lydbog i ørerne. Det gør jeg hver dag, og på den måde kan man komme vidt omkring uden at anstrenge andet end benmusklerne. Motion og litteratur.

Og den dag var det Jeppe Aakjærs erindringer, der gled mig ind i ørerne. Jeg er selv den lykkelige ejer af første udgaven af Aakjærs erindringsbøger  – arvet efter min mor, der fik dem som julegave af sin far det år, de udkom. Så jeg har jo læst dem før.

Men nu lyttede jeg – To timers cykeltur med skønne ord i ørerne – herligt. Og hurra for lydbogen. Og navnlig, da oplæseren i andet bind, ”Drengeaar og Knøseaar”,nåede til fortællingen om Åkjærs ophold på Askov Højskole i 80’erne, spidsede jeg ører, for jeg brygger på en fortælling om unge Christen Kokholms ophold på Vallekilde Højskole.

De to begivenheder fandt sted omtrent samtidigt.

To skæbner, der er vidt forskellige, men ens i udgangspunktet. Begge mænd voksede op i små huse på landet i anden halvdel af 1800tallet. En gårdmandssøn og en husmandssøn ganske vist, men begge hjem var nok omtrent lige fattige. Det var i al fald meget småt på Jenle.

Og jeg tænker, at de fleste af de drenge og piger, der mødte op på højskolerne i de år, kom fra nogenlunde samme miljø, for staten betalte nemlig 100 kr. til hver ubemidlet studerende, og det var rigtig mange penge dengang. Det fortæller Aakjær og det forklarer jo, hvordan en dreng som Christen kunne komme på en skole, der både uddannede hånd og ånd.

Og hvad lærerne angår, så havde de haft en opvækst, der sikkert matchede deres elevers. De kom – i al fald for de flestes vedkommende – fra det samme bondeland, og det var ikke fra de store gårde.

En af de ting, der undrede mig, for jeg vidste det ikke i forvejen, eller jeg havde glemt det, var, at foredragsholderne ofte talte så med en sådan inderlighed, at tårerne flød. Både deres egne og elevernes. Ja, de græd virkelig.

I mine ører lyder det som en form for suggestion, noget i retning af det, der sker under pinsebevægelsens seancer, hvor folk bryder ud i gråd og rammes af en ”åndelig” rørelse så voldsom, at det kan minde om hysteriske anfald. Selv opfatter de det jo som Helligånden. Og det er det jo så for dem.

Men på Folkehøjskolen, hvor oplysningen af ”muldens” mørkefolk skulle være den bærende kraft.  

Meget underligt. Jeg kommer til at tænke på pietisterne i 1700tallet – her ved jeg, at tilhørerne græd af rørelse, når f.eks. Hans Adolf Brorson prædikede. Men det var jo en hjertets og rørelsernes tid. Og den lignede da ikke Folkeoplysningens guldalder. Eller gjorde den? – Når man læser ”Den brogede Oplysning” af Thomas Bredsdorff overbevises man i al fald om, at pietismen var en del af oplysningen.  

Jeg skriver som dokumentation et citat fra Jeppe Aakjærs Drengeaar og Knøseaar  ( side 193 i første udgaven)

”Der blev i det hele taget fældet mange Taarer på Askov Talerstol; la Cour var vel nok den, der leverede de fleste, skønt Forfatteren Jakob Knudsen heller ikke var nogen Sinke, om Høns skulde vandes. I et Foredrag om Bismarck græd han saaledes hele tre Gange, skønt Emnet just ikke paa Forhaand syntes at opfordre dertil. Men la Cour kunde ikke holde det simpleste Foredrag om Fysik eller Stjernehimlen eller hvad som helst, uden at Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne ved Tanken om Guds Godhed mod Syndere.”

Også Bjørnstjerne Bjørnson kom som gæst på Askov, og også han kneb en tåre, da han talte til de gæve bønderpiger og –drenge.

,,,