Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Kokholmbogen hviler.  Men rolig. Det er rævesøvn. Jeg kommer tilbage til den. Også på bloggen. Og hvis du er i julestemning, så læs min gamle julefortælling. Den finder du, hvis du søger i bloggen. Du skal nogle år tilbage.
For lidt siden kom jeg til at tænke på, at det her er en skriveblog, men at jeg efterhånden sjældent skriver på den. Alt for sjældent. Hvorfor? Måske, fordi mit eget skriveprojekt er gået i stå – og den er jo tænkt som en forfatterblog. Fri læsning for dem, som interesserer sig for mit forfatterskab. Som jeg synes ret godt om. Faktisk har det moret mig at forfatte det skab. Og ikke alle, men nogle af mine bøger er faktisk vellykkede. 
Nok om det.
I mellemtiden vil jeg snakke lidt om andres bøger. Og jeg har læst flittigt i efteråret – på alle andre områder har jeg været lidt doven. Lad os kalde det sådan – og jeg har i al fald slet ikke været kreativ.
Men det kunne jo tænkes, at refleksionerne over mit seneste indtag af litterær føde, kunne have interesse for andre. Måske endda få nogle af mine læsere til at kaste sig over Knausgaard og Dostojevskij, eller måske til at kaste dem langt væk.
Jeg har haft lyst til begge dele, derom senere.
Men først et par ord om tiden. Ikke efterårets ynkedryp, men tiden i al almindelighed. Set fra min vinkel.
Tiden er gået i stå. Og den accelererer så skræmmende hurtigt. En selvmodsigelse? Det lyder sådan, og en nærlæsningsekspert ville kappe hovedet af en så tosset påstand.
Tiden kan ikke både standse op og løbe stærkt. Jo, det kan den. Der er ting, der ikke rokker sig af stedet, og så er der andre, der flyver forbi, uden at vi når at fange dem.
Nu siger jeg ”vi”. Men jeg kan kun tale for mig selv.
Meget er gået i stå. Men det kan jeg ikke ændre. Som en af mine veninder siger, ja, hun har endda gjort det til sit valgsprog, ”DET ER SOM DET ER”.
Det udsagn er jo så til gengæld en tautologi, og tautologier er ligeså slemme som kontradiktioner. Men derfor kan de alligevel udtrykke sandheder.
Nu lidt om de to hovedværker, der gav mig hovedværk.
Jeg læste dem samtidig. Om dagen Knausgaard, om natten Dostojevskij. Måske skulle det have været modsat.
 
Dostojevskij og Knausgaard
Som sagt har jeg i mere end i et par måneder moret mig med at læse de to forfattere og kun dem – men på forskellige tidspunker af døgnet. Mere præcist drejer det sig om Dostojevskijs: Brødrene Karamassof og Knausgaards Min Kamp bind 1,2,3,4 – de to sidste bind har jeg ikke læst (endnu). Med hensyn til Dostojevskij, så har jeg læst hele forfatterskabet i min studietid, og i mellemtiden genlæst enkelte af dem. Men ærlig talt ikke hygget mig med dem.
Det har været anderledes denne gang. Måske fordi den norske forfatter på en sær måde facetterede min måde at læse den gamle russer på.
Kan man overhovedet sidestille de to forfattere? Det kan man godt, men jeg ved ikke, om det giver mening for andre end mig, og jeg har ikke i det nedenstående lille indlæg tænkt mig at analysere hverken den ene eller den anden af bøgerne. Blot kort at videregive den oplevelse, de har bragt mig ved almindelig ureflekteret lystlæsning.
Det er den måde, jeg læser på.
Begge skriver alenlange romaner, de benytter sig begge af autofiktion ( det hedder det ikke om D. men det er det alligevel), de er begge dybt fanget af barndommens drømme (traumer?) og er begge sønner af voldelige fædre, som de er følelsesmæssigt stærkt knyttet til og som sniger sig ind i deres bøger. Eller som ligefrem i enkelte kapitler tager hele opmærksomheden og får læseren til at se disse fædre og deres gerninger med gysen, samtidig med at de undrende registrerer sønnernes håbløse kærlighed til samme monsterfædre.
Der er jo mere end 170 år mellem de to forfatterskaber, og den politiske situation i Rusland i 1800-tallet ligner på ingen måde den politiske situation i Norge i begyndelsen af 2000-tallet.  Det er to forskellige tider – vidt forskellige samfund – men mennesker er mennesker, og tematisk sammenfald forekommer altså trods alt.
De unge mænd i D’s roman er dybt engagerede i ”De store Spørgsmål” – eller ”De evige Spørgsmål”, der er side op og side ned, hvor det hedt diskuteres, hvor mennesket kommer fra? hvor det er på vej hen? og hvad meningen med eksistensen er? – eller om der er nogen: nihilismen stikker hovedet frem i flere af personerne. Alle tænkelige eksistentielle spørgsmål tages op og behandles.
Knausgård lader dem ligge – de evige spørgsmål – Gud er død for længe siden – det giver ingen mening at tale om meningen – krige har lagt verden i ruiner flere gange siden, en verden, der i dag er fuld af sult, krig og flugt. Ingenting hænger sammen.
Tilbage bliver kun det, man kan nå med sine sanser. Jeg’et og dets sansninger bliver det eneste, der er vigtigt og virkeligt. Så hvorfor bekymre sig om andet end at give sig sanserne i vold og alle drifter frit spil.
De evige Spørgsmål får ikke et ord at sige i K’s bøger. Hos D fylder de det meste.
Jeg vil foreløbig lade det stå. Men kast ikke Knausgaard væk i en håndevending. Han fascinerer ved sin insisteren på hverdagens sanselighed – og han er helt nede ved jorden, mens D ofte tager flyveture langt ud i det blå. Men kast heller ikke ham væk! Flyv med! Også selv om du er bange for at flyve.