Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Jeg holder af god litteratur, både moderne og klassisk. Ikke litteratur for litteraturens skyld. Indholdet er vigtigt, det vigtigste, men selv det bedste indhold mister sin tiltrækning, hvis det ikke er skrevet af en, der besidder et sprogligt talent. Indhold og form skal gå op i en højere enhed. Så er det efter min mening god litteratur.

Der er så mange gode forfattere, hvis værker alt for tidligt fik plads i glemmebogen, skønt de burde huskes og genlæses. De fleste har vel glemt Hans Lyngby Jepsen, selv om det ikke er så mange år siden, han skrev sin sidste bog. Men han har helt siden, jeg var helt ung, hørt til mine favoritter, og mange af hans bøger har jeg læst flere gange. Det gælder også hans erindringer, som jeg nu genlæser.

I bogen Til Andrea fortæller han om sin opvækst i 30’erne på anstalten Sankt Jørgens Gaard” i Aalborg, hvor landstrygere og småkriminelle tilbragte tiden om vinteren, enten som frivillige eller som indsatte. Drengen voksede op imellem dem, og jeg er ret sikker på, at det var en givende opdragelse, han her fik og måske var den med til at give ham det overskud og det kærlige menneskesyn, der præger hans bøger. I hjemmet blev han ikke stimuleret til noget som helst godt, og ordet kærlighed kommer slet ikke på tale. Moderens følelsliv var meget ulykkeligt, og hendes medfølelse med børnene kunne ligge et meget lille sted. I en isklump. Brutal og afstumpet og ynkelig var hun. Han skriver sådan her om hende: “Når hun ( moderen) og jeg kom på kant i mine første år, og også dengang skete det jævnligt, løftede hun mig ved anklerne og holdt mit hoved og overkroppen ned i wc-kummen og trak i snoren, som var en tynd kæde med porcelænshåndtag. Det kan vel køle ham! jeg husker fjernt en brusen eller buldren og lugten af rengøringsmidlet fra krukken bag kummen, sandheden fik jeg af fars gode søster Katrine, som syntes at det var en vanvittig måde at opdrage børn på, og gjorde hvad hun kunne for at redde mig: Du burde have været beskyttet af børneværnet. Men det var ikke opfundet. Og hvem ville have troet os? revselsesretten er et rodfast ukrudt.” ( s.54)

Faderen er nogle grader varmere, men heller ikke han skilter med kærlige følelser. Han holder sig til sit arbejde som leder af fattiganstalten, bruger den som flugt fra hjemmet og Hans L. Jepsen giver et smukt portræt af ham i forbindelse med stymperne, som han behandler høfligt og venligt – ja, han forsøger faktisk at gøre tilværelsen bærbar for de stakler, hvis liv er endt i total fiasko. Her er et lille uddrag – og husk, at vi er i 30’ernes Danmark:

“Han ( faderen) troede ikke på at han eller anstalten eller det sociale system kunne forbedre lemmerne, men han var tvunget til at lade som om. Han holdt sine små formaningstaler uden overbevisning.

….. Den som er kommet under den sociale forsorgs paraply, har svært ved at klare sig i regnvejr uden beskyttelse. Det er næppe alene forsorgens skyld. Men som farmor Andrea vidste han, at meningsløshed er det værste af alt. Der er ikke noget så nedbrydende som ørkesløs lediggang, derfor burde arbejdsløshed afskaffes ved lov. Ingen bliver bedre mennesker af at arbejde, men alle bliver ringere af at leve et liv uden indhold. Lemmerne skal ikke tvinges i arbejde for at lære at bestille noget, det har de lært, men de skal lokkes til at arbejde for at få mening i dagene.

Det værste han vidste var anstalter hvor lemmerne fordrev tiden i daskende lediggang eller med overflødigt pjattearbejde. Dem var der nogle stykker af.

Altså satte han lemmerne i sving med at arbejde på akkorder og fremstille varer der var brug for, skærver til vejene, dørmåtter og senere bilmåtter i flere størrelser, brænde til kakkelovne og komfurer i Aalborg og omegn. Han nynnede af fornøjelse når gården sydede af arbejdsglæde.

Og en hvedagseftermiddag en gang om måneden fik han yngstepræsten og organisten ved Budolfi til at holde andagt i spisesalen. Mig tog han ved hånden. Det var noget særligt, han gav ellers ikke noget menneske hånd undtagen for at sige goddag og farvel. Næsten alle lemmerne kom, resten holdt fri.

De sad tæt på bænkene og brummede med på salmerne, mænd og kvinder. Han trængte sig ikke på, tog ikke ordet, var der bare. Salmerne er som tørrede frugter, når de spilles og synges får de på magisk vis saft og kraft og bliver som barndommens modne frugter. Lemmerne blev unge, blev børn, kom en smule hjem uden at skulle bebrejdes, hånes, anklages, stå ansigt til ansigt.

Den eftermiddag fik mening for mange, og resten af dagen var til eftertanke og kortspil. Han satte et beløb på deres regnskab for tabt arbejdsfortjeneste, også for dem som ikke havde været til gudstjeneste. Det var en frivillig sag. Men ialtfald skal ingen betale for at høre Guds ord.” (s.105)

Drengen finder sig venner blandt lemmerne, og her lærer han meget om mennesker, også om menneskelig godhed.

Et af mine børn har lavet nedenstående tegning, som  jeg synes fint illustrerer livet på anstalten. En indsat, der et øjeblik hviler sig, men ellers er parat til at tage fat på arbejdet: