5. I begyndelsen var opdragelsen


 
Dette er det femte indlæg om børn.
Herunder vil jeg give en lille smagsprøve på en bog, som jeg kan anbefale enhver, der vil vide mere om mennesker og deres væsen og uvæsen.
Bogen “I begyndelsen var Opdragelsen” er skrevet af den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller. Den udkom i Danmark i 1992 – ti år tidligere udkom bogen “Det selvudslettende Barn.” A. Miller har gennem hele sit forfatterskab beskæftiget sig med “Barndommen” og navnlig redegjort for de skader, opdragelsen gør på barnets og senere det voksne menneskes psyke. Det er ikke i sig selv banebrydende tanker – og de klassiske psykoanalytikere påviste jo også, at de fleste skader på sjælen ( psyken) kan føres tilbage til oplevelser i barndommen.
Det nye er Millers radikale syn på opdragelsens funktion som lemlæstende for psykens naturlige og frie udvikling. Via en analyse af 1900 tallets opdragelsesmetoder i Tyskland løser hun gåden om, hvordan så mange almindelige og oplyste tyskere uden at tøve kunne godtage Hitlers massemorderiske udskejelser. Hvordan kunne det gå til, at mennesker med levende hjerter og menneskelige følelser stiltiende kunne acceptere, at små børn blev gasset ihjel og uskyldige mænd og kvinder mishandlede til døde? Hvordan kunne et helt folk hylde en sådan ærkeforbryder som Hitler?
Jo, det kunne de, fordi de netop ikke havde levende hjerter og følelser – det kunne de, fordi de var sjæleligt døde. Det havde opdragelsen sørget for.
Hitler hævnede sig på sine opdrageres daglige vold mod det lille barn, han engang var, ved at dræbe og pine f.eks. jøder og forføre et helt folk, der også tørstede efter at hævne barndommens ubeskrivelige og forbudte smerte. Her fandt de objekter, der lod sig pine.
Miller skriver ( side 234 iReitzels udgave): “antallet af disponible objekter, man kan vælge imellem, når man vil tage hævn over sin egen barndoms lidelser, er næsten ubegrænset, men ens egne børn er jo de nærmeste ( Hitler fik ingen børn) – Næsten i alle gamle bøger om opdragelse drøfter man i første række, hvordan man kan bekæmpe spædbarnets egenrådighed og tyranni, og hvordan man må straffe det lille barns “halsstarrighed” med de skrappeste midler. Forældre, der først én gang er blevet tyranniseret af disse råd, har naturligvis travlt med så hurtigt som muligt at finde afløb hos et erstatningsobjekt og oplever i deres barns vrede deres egen tyranniske far, som de nu endelig kan gøre med, hvad de vil.”
Det er denne ring, der må brydes for at et menneskeligt samfund kan dannes.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt. For mig er de eksempler, som Miller bruger i sin bog, og som er eksempler hun kender til fra sin virksomhed som analytiker, så himmelråbende forfærdelige, at det er svært at tro, at de ikke er enkeltstående fænomener. Det er de ikke ifølge forfatteren – det er netop sådan, man i almindelighed opdrager børn: ved at knække deres vilje og få små lydige proselytter ud af dem.
Bogen er barsk læsning. Og skildringen af det, som Miller kalder “sort pædagogik” er skræmmende. Og fremmed i al fald for mig. Det er Millers overbevisning, at den sorte pædagogik ikke hører fortiden til, men er ( var) anvendt overalt i Europa i 1900 tallet, hvad da også utallige afsløringer af børnemishandling på børnehjem og andre institutioner for børn har påvist.
Der er stadig mennesker i vor oplyste tid som kæmper for retten til at mishandle børn (= deres egne). Ja, revselsesretten har stadig mange tilhængere – det er kun få år siden, at Dansk Folkeparti forsøgte at generobre forældres ret til at slå deres børn.
Miller beskriver tre menneskers barndom: Christiane F.´s, Adolf Hitlers og Jürgen Bartschs ( kendt massemorder) – gennem grundige beskrivelser viser hun, hvordan den  voldelige opvækst, som disse børn har været udsat for, har skabt dem om til de uhyrer, som de endte med at blive.
Christiane F. var narkoman og vendte destruktionen indad mod sig selv, hun blev reddet, fordi hun mødte nogle mennesker, der kærligt og forstandigt tog sig af hende.  Hitler mødte ingen kærlighed – han var fortabt, og når man læser om den daglige vold han var udsat for, forstår man meget – en gang forsøgte den 11 årige Hitler at flygte fra faderens vold og blev derfor næsten banket ihjel.
Miller skriver side 142: “Barnet Adolf kunne være vis på, at mishandlingerne ville blive ved. Lige meget hvad han havde gjort, så fik det ingen indflydelse på den daglige omgang prygl. Han havde ikke anden udvej end at fornægte smerterne, altså at fornægte sig selv og identificere sig med angriberen. Ingen kunne hjælpe ham, ikke engang hans mor, det ville være farligt for hende, da hun også blev mishandlet.”
Det vil føre for vidt her at redegøre for bogens komplicerede teorier uden at forenkle dem, men jeg synes selv, at jeg er blevet klogere med hensyn til at forstå voldens og det ondes arnested – hvordan opdragelsen kan forvandle levende mennesker til kolde maskiner uden følelser.
 
Jeg vil slutte af med at citere fra et af mine tidligere indlæg, nemlig om baroktidens brutalitet. Vi er nu i 1600 tallet. Sammenhængen mellem samfund og opdragelse fremgår faktisk også af den lille artikel. Se selv:

I dag bliver vold i stort set alle sammenhænge set som noget ondt. Men dengang blev korporlig og åndelig mishandling betragtet som et gode, eller i bedste fald som et nødvendigt onde. At afskaffe vold var det samme som at afskaffe det kristne menneske. Vejen til karakterdannelsen gik kun én vej: gennem voldens smerteunivers.
Vi kan finde eksempler overalt i tidens litteratur. Her er et udpluk fra en prædiken, som Thomas Kingo holdt over Jakob Birkerod: “Ved TILSYN og god OPTUGTELSE beskikkes Børn til Gud. BØRNE-TUGT er nødvendigere end Klædetvet, denne tager vel Skarn og Smitte fra Legemet, men hin Vanske og Vanheld fra Sindet”. Og senere i samme prædiken: “Vist er det, at Børn fødes ikke Mænd; Men det er og vist nok, at Mænd deris Liivs Tiid tiit blive Børn, fordi de manglede Tugt.”
Det var således ikke blot tilladt, men ligefrem anbefalelsesværdigt at slide flittigt på pisk, stok, ris, ferle, og hvad man ellers besad af torturredskaber. Og der var ikke nogen rar nabo eller social myndighed, der greb ind, når et barn var udsat for korporlig afstraffelse.
Voksne mishandledes og mishandlede også hinanden livet igennem. Fra historiebøgerne ved vi, at tidens danskere led under fattigdom og sult, der var aldrig særlig langt til livet på landevejen, i 1660 strejfede 10% af alle danskere om og ernærede sig ved tiggeri. Og dertil kom de mange krige og pestepidemier. Det må have været ganske uhyggeligt at leve i den tid.
Erik A. Nielsen skriver herom i sin Kingobog: “Hjerteløse prygl og afstraffelser hørte til dagens (u)orden. Den patriarkalske familie spejler i en miniatureskikkelse enevældens patriarkalske samfundsorden. I det private som i det offentlige hersker den umenneskelige jurisdiktion og de grove straffe. Børneopdragelse foretages ofte med ris, der har ligget i saltlage og modsvarer nådesløsheden i opdragelsen af det religiøse sind. ( Side 36 ).”

Her synes jeg, at et sidespring er nødvendigt, inden vi helt afskriver barokken som et voldeligt intermezzo i vor folks historie. Den barske og hårde børneopdragelse forsvandt nemlig langt fra med barokkens forsvinden. Jeppe Aakjær fortæller i sine erindringer om glæden ved barndomshjemmet, men han fortæller også et sted, hvordan han ofte fulgte med sin mor, når hun skulle skære ris, og de to snakkede så godt sammen, og i al den fryd og glæde kunne den lille dreng næsten glemme, hvad risene skulle bruges til. Først når de kom hjem, og mor lagde risene i saltlage (!) blev den lille dreng beklemt. Men Aakjær bebrejder ikke sin mor de hårde afstraffelser, de nævnes blot som en uvæsentlig, ja nærmest lidt humoristisk biting, og det er modbilledet af den fromme og gode moder, der bliver stående i erindringen.
Først med Knut Beckers lange fortælling om drengen Kai ( i romanen: Det daglige Brød) bliver børnemishandlingens grusomhed genstand for en iskold og nøgtern og samtidig hjertegribende fremstilling, så at også læseren må tage afstand.

Og lige til slut: Der findes stadig mennesker, også i Danmark, der af et godt hjerte mener, at forældre har ret til at tæve deres børn. Prygl er nok forbudt på papiret og i det offentlige rum  ligesom rygning. Men i hjemmene?  Tja …
Selvfølgelig er der et modbillede til tidens ( barokkens ) megen elendighed. Det vil jeg vende tilbage til, men jeg vil også MEGET gerne høre jeres kommentarer til ovenstående.
Dette er fra indlægget om Thomas Kingo fra forrige år – se oversigten.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *