Kære læsere!
Julekalenderen fortsætter naturligvis til sin bitre ende. Men jeg blev kontaktet af en person i går, som sent var sprunget på læsevognen og gerne ville læse de tidligere afsnit. Men han kunne ikke finde det første afsnit altså 1. december. Den mangler naturligvis ikke, men jeg skrev den i november. Så derfor, hvis du vil med fra starten, så klik på november, og du får serveret historiens absolutte begyndelse. Og uden den ligner det hele jo noget mærkeligt PJAT – og den tanke må straks manes i jorden. Jeg PJATTER aldrig ( for alvor ).
Her kommer det nye afsnit: –
21. december:
Vi befinder os stadig inde i slottet. Her har de unge fået tilladelse til at opholde sig et par dage, og hver aften skal de så til gengæld divertere den kongelige børneflok. Det er dog ikke lige det, der planlægges her:
”Hvor er vi heldige, at vi kan bo her,” sagde Tom, ”og hende der barnepigen, hun er bare så sød, og jeg kom faktisk ret tæt på hende i aftes.”
”Det er ikke hende, du skal komme tæt på, det er HJERTET,” kom det en smule hvast fra Jerry, ”og der er vi lige vidt.”
”Men det er ikke så nemt,” indskød Lise, ”jeg tror, at hun ved noget eller måske endda er blandet ind i det, men hun har altså fået mistanke til mig og er på vagt hele tiden. Hvis vi
ikke snart får lokket HJERTET fra hende, så ender det med, at hun skiller sig af med det. Hun virker så bange.”
Svend rystede lidt bedrøvet på hovedet. ”Nej,” sagde han, ”det er lige meget med hende. For det er ikke hende, der har taget det.”
De stirrede alle sammen på ham, og han skyndte sig at fortælle, at Feen havde været hos ham om natten og fortalt ham alt, hvad hun vidste, hvilket for resten ikke var alverden. Men hun sagde altså, at det var en slange, der havde tiltusket sig det.
”En slange?” undrede de andre sig, og Svend måtte indrømme, at det måske snarere var en snog, eller et kryb i al fald, eller … det havde været så svævende og usikkert det hele. Men hun havde foreslået, at de skulle søge efter HJERTET dybt nede i slottets underjordiske gange og kældre.
”I en gammel fangekælder måske” foreslog Jerry og gøs lidt.
”Men så må vi derned straks!” afgjorde Tom og prøvede at se kæk ud, men ingen af dem havde synderlig til at bevæge sig ned i en skummel og mørkfangekælder.
”Jeg går altså derned og ser mig om, og bagefter kommer jeg op og henter jer tre,” sagde Lise og forsøgte at lyde modigere end hun var. De andre nikkede. Et bedre forslag havde de ikke.
Lise bevægede sig langsomt hen ad en lang, smal gang, som hun mente måtte føre til en kældertrappe, men inden hun nåede ret langt, blev hun vidne til en samtale, der gjorde hende klam af skræk. Fra en halvåben dør hørte hun tydeligt nursens stemme i samtale med en, hun ikke kunne se, og hvis hæse stemme hun ikke kendte. Hun kunne blot høre, at det var en mand. Og nu sagde han:
”Hvad var det, hende tøsen ville vide?”
”Ingenting,” sagde barnepigen.
”Men sagde du ikke, at hun snakkede om et hjerte?”
”Jo, hun sagde, at hun havde et mage til hjemme.”
”Sagde hun ikke noget om en udstråling?”
”Hvad, øh … det … tror jeg ikke. Men hvad pokker er det med det hjerte?” Hun lød nervøs nu.
”Jeg vil ikke have, at du taler med de unge fløse. Og ham der Tom, han flirtede direkte med dig i aftes.”
”Åh, han er bare en lille nisse på rejse,” sagde hun og lo.
Men manden lo ikke. Hans stemme gik helt op i diskanten, da han fortsatte: ”Du gør klogt i at holde dig til mig. Jeg er ikke hvem som helst, jeg er noget rigtig ufatteligt stort, det vil
du snart erfare.”
”Åh, som om det er noget særlig stort ved at sidde til bords med Frede og Mary! Det gør jeg jo også.”
”Men så skal du vide, at det kun er et spil for galleriet. I virkeligheden sidder jeg til bords med Verdensherskeren.”
”Åh, hold da op! Du er godt nok sjov.”
”Sjov, siger du? Nej, det her er dødsens alvorligt. Det handler om magt.”
”Du er da ikke engang statsminister.”
”Vi taler ikke om puslingelandet Danmark. Vi taler om Verdensherredømmet – om Tusindårsriget. Men det forstår du ikke!”
”Nej, det forstår jeg ikke. Og nu må jeg ind til tvillingerne.”
Lise fløj forskræmt hen til en stor vase, bag hvilken hun lige nåede at gemme sig, inden nursen strøg forbi. Hun var bange nu og ville tilbage til drengene, men i samme øjeblik hun trådte frem, åbnede manden døren og busede lige ind i hende. Han greb hende hårdt i armen.
”Vi to har vist noget at snakke om,” sagde han og klemte endnu hårdere.
”Hvad?” spurgte hun og mærkede, at hun begyndte at ryste.
”Et lille hjerte af guld. Men det har du vel aldrig hørt om?”
”Nej”, hviskede hun.
Han begyndte at trække af med hende.
”Jeg har ingenting gjort,” klynkede hun.
”Når man stikker næsen i en hvepserede, undgår man ikke at blive stukket noget så grusomt. Men kom nu lidt villigt!”